Bevidstløse patienter taler med hjernen

Nye opdagelser sætter atter gang i debat om aktiv dødshjælp

Hvornår er et liv ikke længere værd at leve?

Det spørgsmål kommer nu til fornyet debat, efter at det er lykkedes britiske og belgiske forskere at måle tegn på hjerneaktivitet hos tilsyneladende bevidstløse patienter, der ellers ikke reagerer på hverken lyd, bevægelse eller andre stimuli. De fik endda kontakt til en alvorligt hjerneskadet mand, som blev bedt om at tænke på "tennis", når han ville sige ja og "hjem", når han ville sige nej. Det udløste aktivitet to forskellige steder i hjernen, og dermed kunne manden, der havde ligget bevidstløs i syv år, besvare simple ja-nej spørgsmål.

Forskningen er netop blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine og vækker stor begejstring. For konsekvensen kan blive større livskvalitet for patienterne og helt ny viden inden for hjerneskadeforskning. Det bør også nedsætte omfanget af fejldiagnosticeringer på såkaldt vegetative patienter, som ifølge undersøgelsens leder, dr. Martin Monti, i dag er på cirka 40 procent.

Det var blandt andet tilfældet, da en belgisk mand i 1983 blev lammet i et trafikuheld og diagnosticeret til at være i koma. 23 år senere fandt læger pludselig ud af, at han havde været ved fuld bevidsthed hele tiden, men ude af stand til at vise det.

Det nye videnskabelige fund rokker ikke ved hjernedødskriteriet, som i Danmark er et af de to kriterier for, om en person kan erklæres død. Men det rejser en række etiske spørgsmål, mener lektor i moralsk filosofi Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet. For nu kan man pludselig spørge, hvordan livet er, når man ingen kontakt har til omverdenen. Og man kan spørge, om patienten har lyst til at leve videre på den måde.

– Hvad nu, hvis de oplever det som tortur, gør vi så noget forkert ved at holde dem i live? Og omvendt: Har vi stoppet livet hos mennesker, der var helt bevidste og gerne ville leve videre, fordi vi troede, at de kun levede kunstigt? Under alle omstændigheder er vi nødt til at tage en ny debat om aktiv dødshjælp, for hvis patienten nu selv kan svare og gerne vil dø, hvem vil så sige nej, siger han og sammenligner situationen med terminale kræftpatienter, hvis smerter ikke kan lindres.

Et andet spørgsmål er så, hvornår en patient er i stand til at tage beslutningen om liv eller død. For i hvilken forstand er man beslutningsdygtig, hvis man kun kan kommunikere med hjernen, spørger lektor i filosofi ved Aarhus Universitet Morten Dige.

– I den danske kultur lægger vi vægt på folks eget ønske frem for familien. Så hvis den nye forskning viser sig at holde stik, nuancerer det billedet af, hvor meget en patient kan komme med på råd, siger han og påpeger, at man i dag i høj grad må gætte sig frem til, hvad patienten vil eller få stedfortrædende samtykke.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk
julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk