Ateistiske læger forkorter patienters liv

Sygeplejerske hjælper patient på Hillerød hospitalModel Release

Sygeplejerske hjælper patient på Hillerød hospitalModel Release Foto: Thomas Vilhelm

Ikke-religiøse læger fremskynder ifølge en britisk undersøgelse oftere uhelbredeligt syge patienters død end religiøse læger. Værdier spiller en rolle for lægers behandlinger, mener en lektor og en læge

Uhelbredeligt syge patienter kan få et kortere liv, hvis deres læge er ateist eller agnostiker frem for stærkt religiøs. Det viser en undersøgelse, der netop er bragt i det britiske tidsskrift "Journal of Medical Ethics".

"Ekstremt" eller "meget ikke-religiøse" læger er ifølge undersøgelsen næsten dobbelt så tilbøjelige som religiøse læger til at tage beslutninger, der kan forkorte uhelbredeligt syge patienters liv. Den slags overvejelser ønsker troende læger i langt mindre grad at diskutere med patienterne, lyder det også i undersøgelsen.

Og værdier spiller en rolle for lægevidenskaben, mener Niels Christian Hvidt, der er lektor, theol.dr. samt leder af Netværk for Forskning i Tro og Helbred på Syddansk Universitet.

"Tro betyder en del for ens holdning til livet. Den ikke-religiøse læge vil typisk have lettere ved indgreb, der forkorter livet, fordi livet ikke opfattes som en absolut værdi," siger Niels Christian Hvidt. Sammen med de andre forskere i netværket undersøger han i øjeblikket danske lægers tro og værdier.

"Vi ved fra tidligere forskning, at lægers subjektive værdier for eksempel i forhold til religion har stor betydning for deres valg, når de står over for svære etiske spørgsmål, såsom hvornår man slukker for respiratoren. Det behøver ikke at være et problem, men i stedet for at ignorere, at værdierne betyder meget for lægens praksis, bør der være mere åbenhed om det, så vi kan få mere viden om emnet."

Derudover burde noget af det individuelle ansvar også lettes fra lægernes skuldre, mener Niels Christian Hvidt.

"Der er behov for flere klare instrukser til lægerne, hvor sundhedsvæsnet anbefaler den bedste procedure i forskellige tilfælde. Men der vil naturligvis altid være gråzoner, der kræver en personlig stillingtagen hos lægen, som man ikke kan regulere sig ud af."

Armin Geertz, professor, dr.phil. ved det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, støtter en af undersøgelsens anbefalinger:

"Det lyder umiddelbart fornuftigt, at lægerne bekender religiøs kulør over for patienterne, for tro kan have betydning for, om de diskuterer livsforkortende behandlinger med patienterne."

I Kristelig Lægeforening bekræfter bestyrelsesformand Hans Holmsgaard, at hans tro betyder noget for hans lægegerning.

"En læges menneskesyn spiller en rolle i vanskelige situationer såsom aktiv dødshjælp. Der er ikke altid en objektiv sandhed om, hvad der er rigtig og forkert behandling, så selvfølgelig er vi læger farvet af vores grundholdning," siger Hans Holmsgaard, hvis patienter ikke er i tvivl om, at han er troende og går ind for et "absolut menneskesyn".

Det betyder dog ikke, at en patient skal holdes i live for enhver pris, mener Hans Holmsgaard.

"Hvis en patient spørger mig om dødshjælp, siger jeg nej, men det er ikke et nej til smertelindring, selvom den kan virke livsforkortende, for den bruges ikke for at slå ihjel."

Formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Poul Jaszczak, "hverken tror eller håber", at lægers religiøse overbevisning smitter af på deres valg.

"Generelt tror jeg, at læger med den humanistiske og moralske indstilling, de har, altid giver den bedst tænkelige behandling," siger Poul Jaszczak, der ser frem til resultatet af den danske undersøgelse:

"Jo mere man ved om folks handlemønstre, jo mere bliver man klar over, om der er noget, der skal rettes til."

indland@kristeligt-dagblad.dk

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Leonard Bernstein Collection. Vol 1.

kr. 799,00 Køb

Efterår på Sicilien

kr. 9.598,00 Køb

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.