Aktiv livshjælp er det eneste rigtige i den sidste tid

Læger og politikere bør modarbejde aktiv dødshjælp, mener dagens klummeskribent. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

Svaret på sygdom og lidelse er ikke aktiv dødshjælp, men derimod menneskeligt nærvær og omsorg

Tag frakørsel 28 fra motorvejen mod Aalborg og kør ind ad Hobrovej. Et par kilometer fremme ser man på venstre hånd de massive bygningsanlæg, som udgør Aalborg Sygehus Syd. Ud mod gaden en ældre bygning, som ved første øjekast synes uanseelig, men tager man den i øjesyn for sig selv, er den efter sin tids forhold en imposant bygning, opført i nyklassicistisk, borglignende stil med sidetårne og en kobberbeklædt tagrytter midt for som kronen på bygningsværket. Bygningen signalerer, at den skal tjene som ramme om et betydningsfuldt virke. Over indgangsportalen står indhugget i granit Aalborg Amt Sygehus og med guldbelagte bogstaver står angivet: Aalborg Amtsraad byggede Aar 1910 dette Hus til de Lidendes Lindring, Trøst og Helse.

De omliggende bygningsanlæg og planerne om et nyt regionalt storsygehus vidner om den rivende udvikling, der har fundet sted inden for sundhedsvæsenet gennem de seneste 100 år. Udviklingen har tillige skabt en række omfattende nye problemstillinger af etisk, medicinsk og videnskabelig karakter. Heriblandt den verserende diskussion om aktiv dødshjælp, som gennem den seneste tid har præget Kristeligt Dagblads spalter. Som klummeskribent til bladets seniorside drister jeg mig til at blande mig i samtalen. Vi seniorer og gamle udgør den aldersgruppe, som er tættest på det store grænseskel, der kan gøre problemstillingen aktuel, ikke blot i teorien, men i påtrængende praksis.

Jeg råder ikke over absolutte, færdige løsninger. Min personlige holdning er bestemt af min kristne tro, uløseligt forbundet med min samvittighed og mit følelsesliv. Jeg er ikke i stand til at forestille mig, at det skulle komme dertil, at det blev et lægeligt, lovfæstet krav eller en ret forsætligt at slå et døende, levende menneske ihjel.

Jeg vil fastholde, at sigtet må være, som det stilfærdigt er angivet på den gamle sygehusportal: et hus, som er bygget til de lidendes lindring, trøst og helse. Det kan måske lyde en kende altmodisch i disse tider, men jeg vil fastholde sigtet: Det drejer sig ikke om aktiv dødshjælp. Det handler om aktiv livshjælp. Også i den sidste, undertiden lidelsesfyldte tid i et menneskes liv. Lidelse er ikke alene smerter, som kan afhjælpes ad medicinsk vej, men kan tillige være angst, uro og ensomhed, fordi den døende føler sig forladt. Trøst og menneskeligt nærvær er da den uundværlige, aktive livshjælp, især i livets sidste dage og timer.

LÆS OGSÅ: Tove Videbæk: Udenlandske erfaringer med dødshjælp skræmmer

Den megen tale om aktiv dødshjælp bunder måske i et bevidst/ubevidst ønske hos de raske om at holde sig døden fra livet? Jeg tror, det kan være forklaringen på, at det folkelige flertal i meningsmålingerne tilslutter sig forslaget om aktiv dødshjælp. Til gengæld synes jeg, det er livsbekræftende, at flertallet blandt lægerne og blandt politikerne! siger nej. Jeg håber, valget fortsat falder ud til livets side.

Det er menneskeligt at ængstes for lidelse og smerte. Der er derfor grund til at være taknemmelig over, at nutidig smertebehandling virkelig kan lindre lidelsen. Det gælder i en grad, så der er lægeligt sagkyndige, som finder, at en lovgivning om aktiv dødshjælp ikke burde være aktuel.

Det er muligt, at den nødvendige smertebehandling i en række tilfælde kan fremskynde dødens uafvendelige komme, men det er ikke formålet med behandlingen, ligesom undladelse af en udsigtsløs operation ikke kan anses for at være, hvad man betegner som aktiv dødshjælp. En lægeligt ansvarlig holdning i den givne situation kræver ikke ny lovgivning. En sådan lovgivning vil ingen problemer løse, men skabe en mængde nye. For eksempel at stille den uhelbredeligt syge i den forfærdelige pine at blive hjemsøgt af spørgsmålet: Skal jeg, for ikke at være en byrde for de andre, sige, at de nu skal gøre det forbi med mig?

I diskussionen omkring aktiv dødshjælp nævnes undertiden retten til en værdig død. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved denne sprogbrug, og jeg vil spørge: Er det uværdigt for et menneske at blive hjælpeløs? Er det uværdigt at græde og være fortvivlet? Et det uværdigt at være afhængig af andres hjælp, trøst og omsorg? Hvis der svares bekræftende på sådanne spørgsmål, mister vi vores menneskelighed. Så er der ikke andet, der kan redde os, end en målrettet aktiv livshjælp.

For mit eget vedkommende tør jeg sige, at det er mit håb, at jeg i dybeste forstand aldrig bliver overladt til mig selv. Men at der vil være mennesker omkring mig, som kan og vil yde mig aktiv livshjælp og holder mig fast, når jeg selv skal give slip.

Som læserne vil vide, samler jeg på stærke ord. Jeg vil videregive et par fra Romerbrevet, kapitel 14, vers 7-8:

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.

Jeg rækker efter ordene som efter en redningskrans. Kastet ud på dybet.