Aktiv dødshjælp: Hvem bestemmer, hvornår smerte er ubærlig?

En sag om et ægtepar i Belgien, der fik lov til sammen at modtage aktiv dødshjælp, har skabt debat om ældres ensomhed som årsag til ikke at ville leve længere

Da Marcel blev uhelbredeligt syg af kræft, valgte han og hans hustru, at de ville dø sammen. Og på trods af at hans kone ikke selv led af en dødelig sygdom, fik deres læge tilladelse til at give den 83-årige mand og hans 78-årige kone aktiv dødshjælp, sådan som de ønskede det.

Nyheden om sagen gik verden rundt på internettet, som det ofte sker i sager, der har en vis chok-effekt. Britiske, franske og hollandske medier bragte historien. Og et oversat klip fra flamsk tv spredte sig på blogs over hele USA, hvor Belgien blev udråbt som det land, der med en kommentators ord mest entusiastisk tager springet ud over moralens kløft.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at vide om aktiv dødshjælp

Det, som undrer etikprofessor Freddy Mortier fra Institut for Bioetik ved universitetet i Gent, er, at der ikke var mere postyr omkring sagen hjemme i Belgien.

I en sag som denne, der ligner et dobbelt selvmord, selvom det rent retligt er en dobbelt-eutanasi, regnede jeg med, at mange ville kaste sig over den og fremhæve, at vi bevæger os på en glidebane på vej mod accept af nærmest enhver praksis i forhold til frivilligt at forlade livet. Men det skete ikke. Der var nærmest ikke nogen debat på opinionssiderne i aviserne, siger Mortier.

I stedet peger den belgiske professor på, at det virker, som om mange kunne genkende deres egen situation i det, der skete i den lille landsby i Flandern. De to ældre mennesker havde været sammen i et helt liv. De havde ingen børn, og kvinden havde ingen lyst til at fortsætte livet alene.

DEBAT: For og imod aktiv dødshjælp

Det er heller ikke sådan, at hun bare gik til sin læge og fik ham til at trække stikket. For de ikke-døende patienter dikterer loven i Belgien, at de skal kunne godtgøre, at de befinder sig i en tilstand af konstant psykisk eller fysisk lidelse, som ikke kan lindres.

Kvinden led af en række alderdomskvaler, der gjorde hendes liv svært uden at være dødelige. Helbredsskavankerne alene ville ikke have været nok til, at hun kunne få hjælp til at afslutte sit liv. Det var summen af hendes psykiske helbredstilstand og de fysiske problemer, der gjorde udslaget.

Det er svært at forstå psykisk lidelse. Det er nemmere at forholde sig til kræft. Men i henhold til loven skal man tale med tre forskellige læger, og kun hvis de alle tre siger god for det, får man tilladelse til aktiv dødshjælp, siger Jacinta De Roeck, der er tidligere senator i det belgiske overhus, hvor hun var meget aktiv i at få vedtaget den belgiske eutanasilov, der trådte i kraft i 2002.

Hun mener, at det netværk af læger, der arbejder med livsafslut-ning både frivillig og den naturlige er rustet til at afgøre, om patienten ikke har et dybfølt ønske om at afslutte sit liv, men måske snarere gør det som et udtryk for sorg og frygt for, hvad livet bringer, når man bliver alene efter 60 års ægteskab. Og er ønsket reelt, bør man lytte til dem.

Hvis personen selv siger, jeg kan ikke leve med smerten, er det ikke vores opgave at sige, at det er forkert, understreger De Roeck, som i dag er direktør for den Humanistiske-Frisindede Forening i Flandern, hvor bioetik også er et stort emne.

Men det åbner for en diskussion, for nu er der flere ældre ægtepar, der spørger efter aktiv dødshjælp sammen. Jeg har fået henvendelser fra to par, der siger, at de gerne vil dø ligesom dem. Og der bliver jeg nødt til at fortælle dem, at det er noget, som helt kommer an på, hvad det er, de lider af, siger Jacinta De Roeck.

Også etikprofessor Freddy Mortier advarer mod at gøre historien til en slags Romeo og Julie-fortælling om at gå i døden sammen med den, man elsker.

Det er en meget problematisk ting at begynde som en social praksis. Det må ikke blive rutine eller banaliseret. Og folk skal selvfølgelig beskyttes fra, at deres ægtefæller kan forvente af dem, at de ender deres liv sammen med dem. Ellers er vi næsten i en indisk situation, hvor konerne bliver brændt sammen med mændene, siger han.

LÆS OGSÅ: Danskere ønsker aktiv dødshjælp legaliseret

Det chokerende ved dobbeltsagen er, at manden er døende, og kvinden siger, at hun vil med ham. Det er muligt, at hun seks måneder eller et år senere ville have haft det anderledes. Det er måske en beslutning, der er taget i et øjebliks ulykke. Hvad man kunne gøre er at udsætte det og se, hvordan man har det senere. Men i det lange løb, hvis folk insisterer på, at de virkelig vil dø, så mener jeg, at vi bliver nødt til at give dem lov til det, siger Freddy Mortier og understreger, at selvmordsraten for de over 80-årige i Belgien er fire-fem gange højere end hos befolkningen generelt.

Det betyder, at mange ældre mennesker begår selvmord på mere eller mindre voldsomme måder. Nogle af dem lider af depressioner. Men mange af dem er ikke depressive. For dem er livet bare ikke værd at leve længere, siger etikprofessoren.

Han understreger, at vi som samfund kun så småt er ved at skaffe os erfaringer med, hvad det vil sige at have et stadigt voksende antal ældre, hvoraf nogle af dem ikke har det særligt godt fysisk eller er meget ulykkelige, for eksempel fordi de er ensomme.

Man kan sige, at hvis de ældre er så deprimerede, og hvis de ønsker at stoppe med at leve, så må samfundet sørge for at skaffe bedre forhold for dem.

Men det er en illusion at tro, at det, de leder efter, er en sygeplejerske til at tage sig af dem, eller nogen til at spille kort med. De vil have nogen, de elsker. Og den slags ankerpersoner er der nogle ældre, som simpelthen ikke har længere, siger Freddy Mortier.

TEMA: Aktiv dødshjælp