Aktiv dødshjælp: Hvad er værdighed?

Debatten om aktiv dødshjælp raser i Tyskland. Arkivfoto. Foto: Michael Daugaard/ Denmark

Der krydses klinger i en stor og lidenskabelig debat om dødshjælp i Tyskland

I TYSKLAND OVERVEJES indførelse af aktiv dødshjælp, og temaet drøftes derfor livligt.

Spiegel har denne uge et temanummer om emnet og interviewer formanden for tysk Etisk Råd, Christiane Woopen, der er filosof, gynækolog og katolik.

Hun går ind for dødshjælp, men på betingelse af, at den kun må ydes af en læge, som har fulgt den berørte tæt i et længere forløb, hvor der er opbygget komplet fortrolighed. Og lægen skal kunne sige nej, hvis indgrebet strider mod hans eller hendes samvittighed.

Dernæst skal der herske forbud mod organisationer som de schweiziske, der tilbyder død som normalydelse. Hun sammenligner dem med fodboldforbund med medlemskab for interesserede liebhavere.Ydelsen må aldrig blive normal, altid undtagelse, så man ikke frister mennesker, som føler, at de ligger deres pårørende til last, understreger Woopen.

Süddeutsche Zeitung bragte forleden en meningsudveksling, der vakte opsigt. Udo Reiter, 69 år, mangeårig chef på tv-stationen WDR, skrev et debatindlæg, der betingelsesløst gik ind for dødshjælp. Tiden må være moden, mener Reiter, når selv den katolske teolog Hans Küng kan efterlyse den:

Jeg vil ikke eksistere videre som skygge af mig selv, skrev denne i sine nyligt udgivne erindringer.

LÆS OGSÅ: På femten år har fire danskere fået hjælp til selvmord i Schweiz

Küng har også kort til udgangen, for han bor i Schweiz.

Reiter derimod savner retten. De mennesker, der er mætte af dage eller frygter at miste deres personlighed i alderdommen, skal ikke være henvist til selvmordet. Årligt begår 10.000 tyskere selvmord, over halvdelen ved hængning, og det er uværdigt, mener Udo Reiter.

Selv har han siddet i kørestol siden 1966, og han gruer for den dag, hvor han ender som en, der skal vaskes af andre, friseres og pudses. Jeg vil ikke lade mig fylde op foroven med næringserstatning og derpå forneden få hentet ekskrementer ud med gummihandsker. Jeg vil ikke blive dum og tåge hen som venlig eller ondskabsfuld idiot. Og jeg vil helt selv bestemme, hvornår det er tid, hvornår jeg ikke vil længere, uden formynderi fra en biskop, en lægelig direktør eller et parlamentsmedlem, erklærer den kendte mediemand.

Af alle indvendingerne mod dødshjælp regner han kun en: Hvem kan garantere, at beslutningen ikke er taget under en forbigående fase af modløshed? Det kan ingen, svarer Reiter, og det er en konsekvens af vores frihed også at kunne træffe forkerte valg. Sådan må det være i et frit samfund, og denne indvending må ikke bruges til at berøve os andre muligheden, mener han.

REITERS INDLÆG KALDTE på en protest i samme avis fra Franz Müntefering, tidligere formand for SPD. Den 74-årige Müntefering mistede i 2010 sin hustru efter langvarig kræftsygdom.

Det er sandt, at mennesker kan blive mætte af dage, depressive, ensomme og uden håb, skriver Müntefering. Alligevel føler han sig foruroliget og oprørt over Udo Reiters holdning, for noget uoverskueligt er begyndt at gå i skred. Angste for det usikre liv søger man en sikker ende i den præventive død.

Er fortalerne for den søde død nu dem, der sætter trenden? Nytteovervejelser og længsel efter perfektion blandet med livslede kan forenes til en farlig melodi: enten det alt sammen eller slet ingenting; super er det fedeste, mindre end det, ja, så kan det være det samme.

Müntefering imødegår Reiters udpenslede billede af sin fremtidige hjælpeløshed:

Et menneskes værdighed har ikke noget at gøre med, om det kan tørre sig selv bagi. Eller med om det kan tælle til 100 eller huske. Der findes mennesker, der aldrig har kunnet de ting, og der er dem, der efter sygdom, ulykke eller i høj alder ikke længere kan det. Lever de uden værdighed?.

Frihed er også altid den andens frihed, betoner Müntefering.

Hvilken respekt for den anden viser den, der foretrækker egen død frem for dumhed og idioti?.

HAN ANERKENDER ANGSTEN for et langt, pinefuldt sygeleje som et tungvejende argument, men smertemedicinen kan udrette meget, understreger han. Hospicer kan også meget, og meget kan gøres ved at vise medfølelse med dem, der fortvivler. Især skal der sættes ind mod ensomheden, det moderne samfunds største sygdom.

De, som ender hængt fra et træ eller foran toget Reiters billeder lider ikke af mæthed af dage, men snarere af denne ensomhed, af fortvivlelse og angst. At hjælpe og lade sig hjælpe er, hvad det drejer sig om. Ikke om den mest elegante afskedsceremoni pr. trykknap.