Aktiv dødshjælp bør ikke længere kriminaliseres

Jeg håber, at de 72 procent af befolkningen, der støtter afkriminaliseret dødshjælp, vil følge mit eksempel og sende et signal til politikerne om, at det er på tide at ændre den nuværende lovgivning

Dette debatindlæg er skrevet af Niels Peter Agger, cand.psych., Frederiksberg

I DAG AFSLUTTER Jane Hoffmann sit liv på Dignitas klinik i Schweiz ved at trykke på selvmordssprøjten. Hun lider af muskelsvind og ALS, der ubønhørligt nedbryder hendes krop. Hun er 53 år og omgivet af sin familie i forhold til det sidste farvel. Hvis livsafslutningen skete i Danmark, kunne de ansvarlige i familien se frem til alvorlige fængselsstraffe. Dødsudfrielsen koster familien cirka 100.000 kroner.

Skæbnehistorien viser i sin absurditet, at det i høj grad er på tide at ændre dansk lovgivningen om aktiv dødshjælp. Den 2. december 2013 afholdt Folketingets Sundhedsudvalg en høring om aktiv dødshjælp.

LÆS OGSÅ: Ny sag om aktiv dødshjælp skaber debat om dansk lovgivning

Sammensætningen af ekspertpanelet var påfaldende, da tre ud af fire oplægsholdere er kendte fortalere for at opretholde nuværende kriminalisering. Ingen af dem arbejder aktivt i det palliative/dødslindrende felt, og argumenterne var overvejende af filosofisk art, som ikke lever op til tidens krav om evidens, dokumenterbar, generaliseret viden.

Panelet afspejler virkeligheden med omvendt fortegn. 72 procent af befolkningen støtter afkriminalisering i forhold til terminale/uafvendeligt døende syge, mens de fleste politikere og det palliative (religiøse) miljø er imod og bruger Det Etiske Råd som legitimerende faktor.En demokratisk konflikt. Folket imod eksperterne.

DER VAR KUN LIDT NYT i oplæggene og i forhold til de deltagende politikere, var det faktisk dybt fornærmende, at panelet ikke tilførte dem viden om de nyeste problematikker inden for området, som blandt andet er forlænget død. Den medicinske videnskab er kommet så langt, at den holder kroppen i live langt ud over, hvad sjælen/psyken (og de udmattede pårørende) kan holde til. For terminale kræftpatienter betyder det, at flere og flere får metastaser i hjernen og neurologiske skader, der er dybt invaliderende.

Begrebet sedering blev heller ikke nævnt. Det betyder, at man via medicin lægger døende i kunstig søvn, de aldrig vågner af. Mange efterladte har bagefter kvaler og spørger sig selv, om de egentlig gav tilladelse til aflivning?

I England dør 15 procent af de sederede. Praksis breder sig på danske sygehuse og hospicer. Hvorfor så skelne mellem aktiv og passiv dødshjælp?

Det mest opsigtsvækkende var, at formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, sagde, at der er behov for undersøgelser på området aktiv dødshjælp, så vi ved, hvad vi taler om. Ja!

Vi burde etablere viden om, hvor mange danskere der som Jane Hoffmann benytter assisteret selvmordsturisme til Schweiz eller Belgien på grund af vores nuværende kriminalisering. Politikerne ønsker fakta om dette! Hvor mange vil begære aktiv dødshjælp, efter at alle behandlingsmuligheder er udtømte? 200-300 årligt? Hvor mange dør lige nu sederede? Er der informeret samtykke?

Hvor mange pårørende hjælper deres døende med puden, plastikposen, opsparede morfin eller riflen, fordi de ikke vil acceptere ubærlige og unødvendige lidelser? Hvor mange læger medvirker til aktiv dødshjælp ud fra et humanistisk ståsted? Ældre undersøgelser antyder, det kan være cirka 33 procent.

Hvor mange tilfælde af selvvalgt død (selvmord) blandt kræftpatienter kunne undgås, hvis kattelemmen til aktiv dødshjælp var åben? Alle disse forhold burde vi få opdaterede tal på, så vi får overblik over, hvad den nuværende kriminalisering reelt koster i menneskeskæbner.

Lever Det Etisk Råd op til udfordringen? Jeg håber, at Sundhedsudvalget får langt mere kvalificeret viden næste gang, de tager temaet op. Brug dog os dødsarbejdere fra hospice/det palliative område, der har 20 års professionel erfaring med at være medrejsende på turen ud i dødens hav.

En moderne stat burde erkende, at døden er vores egen.

Det er magtperverst, at staten kriminaliserer den. Presser den ned i en tabuiseret undergrund. Et åbent dødsforhold giver muligheden for en god død, når vi alle skal forlade planeten for at give plads til de næste generationer.

I aften den 9. januar vil jeg tænde en røgelsespind og sætte et hvidt stearinlys i vinduet for at ære Jane Hoffmanns livsudfrielse. Jeg håber, at de 72 procent af befolkningen, der støtter afkriminaliseret dødshjælp, vil følge mit eksempel og sende et signal til politikerne om, at det er på tide at ændre den nuværende lovgivning.

Niels Peter Agger,cand.psych.,Yrsavej 3, st.,Frederiksberg