Stor forskel på håndtering af aborterede fostre
Aborterede fostre bliver håndteret vidt forskelligt på landets hospitaler. Nogle fostre ender på forbrændingsanstalten, andre bliver nedgravet på en kirkegård. En række medlemmer af Det Etiske Råd ønsker en ensartet praksis
Det er tilfældet, som afgør, hvad der sker med de over 16.000 fostre, som hvert år bliver aborteret i Danmark. På nogle hospitaler bliver fostrene bortskaffet som klinisk affald på linje med amputerede lemmer og ender på forbrændingsanstalten. Andre hospitaler kremerer fostrene og graver urner med deres aske ned på en kirkegård.
Og denne store forskel er ikke i orden, mener blandt andet en række medlemmer af Det Etiske Råd.
"Der skal være en fælles praksis, som bør reguleres i dialog mellem sundhedspersonalet og politikere," siger formanden for rådet, Jacob Birkler, lektor og ph.d. i sundhedsetik.
"Forskellene er så store, at de kalder på en ensretning," lyder det fra næstformanden i rådet, tidligere sundhedsminister Ester Larsen.
Det samme lyder fra rådsmedlem Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen. Hun mener, at man som udgangspunkt skal bortskaffe fostrene som klinisk affald, men lade det være op til kvinden at beslutte sig for en anden løsning efter at være blevet oplyst om mulighederne:
"Vi kan ikke som sundhedspersonale vælge at udleve en form for samfundsmæssig sorg over fostret ved at vælge nedgravning på kirkegårde som standardløsning. Det skal kun ske, hvis det er meningsgivende for kvinden."
Det Etiske Råd har netop taget stilling til et konkret spørgsmål fra Odense Kommune, der ønsker at etablere en "fosterplæne" på en af byens kirkegårde i samarbejde med Odense Universitetshospital for at tilbyde forældre, der mister et foster op til 22. uge, et alternativ til den måde, man bortskaffer fostrene på i dag. Kommunen har bedt rådet om en udtalelse om, hvorvidt det er usømmeligt at kremere flere fostre i samme kiste.
Rådet mener, at der – uanset antallet af fostre i kisten – er tale om en etisk forbedring. Men medlemmerne mener også, at der mangler en bredere diskussion af, hvordan fostret skal håndteres, og hvem der skal bestemme dets skæbne.
"Det er afgørende for mig, at der bliver taget ordentligt hånd om de aborterede fostre. Men jeg er ikke sikker på, at man skal spørge forældrene hver gang. Det kan jo være krænkende at spørge, hvis der er tale om provokeret abort: 'Hvad skal vi gøre med dit udskrab?'. Omvendt kan det for andre forældre være krænkende, hvis man begraver fostret uden at spørge dem. Og der ligger også noget dobbeltmoralsk i det: Vi vil have et foster slået ihjel, men vi vil også gerne helliggøre det," siger Jacob Birkler, der har taget initiativ til, at rådet nu arbejder videre med problemstillingen.
På Herlev Hospital samler man abortvæv i individuelle bokse, kremerer dem i en kiste og nedsætter urnen på Gladsaxe Kirkegård. Ordningen blev til på ini- tiativ af hospitalspræsten Tom Kjær. Han finder det problematisk, at hospitalerne ikke har ens retningslinjer:
"Jeg siger ikke, vores ordning skal gælde alle steder, men der er en gråzone her, hvor det må være rigtigt, at samfundet regulerer praksis, så det ikke er det enkelte sygehus, der gør, hvad de føler rigtigt."
Og formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V), ser gerne en ensretning:
"Jeg har ikke været opmærksom på den her problemstilling. Men jeg mener, der skal være en ensartet praksis, hvilket bør indskærpes over for sygehusene, måske fra Sundhedsstyrelsen. Ud fra en etisk synsvinkel mener jeg, at et aborteret foster er en form for individ, som skal behandles på behørig vis."