Spanien vil skærpe abortlovgivning

Den spanske justitsminister vil føre abortlovgivningen tilbage til før 1985, hvor det ikke var lovligt at få foretaget en abort, hvis fostret havde misdannelser. Foto: .

Misdannelse af fostret skal ikke længere være begrundelse for at afbryde svangerskabet, mener den spanske justitsminister. Han bebuder en ny lov til efteråret, der reelt afskaffer den fri abort

At fostret er misdannet, vil til efteråret ikke længere kunne bruges som argument for at få abort i Spanien. Den konservative regering vil afskaffe retten til fri abort, som kun har været gældende i to år, og erstatte den med en lov, der er skrapperes end den gamle ordning, der blev indført i 1985.

Jeg forstår ikke, at man tillader abort kun med den begrundelse, at fostret er misdannet eller handicappet. Det er etisk uforsvarligt, at et misdannet foster ikke er beskyttet på samme måde som et sundt foster, siger justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón i et interview med den spanske avis La Razón.

Han bebuder, at den nuværende lov om fri abort op til 14. graviditetsuge vil blive erstattet af en lov, der baserer sig på kriterier. Det betyder reelt, at abortlovgivningen bliver ført tilbage til før 1985, fordi kriteriet om misdannelse af fostret glider ud. Det konservative Partido Popular har absolut flertal i parlamentets to kamre, og lovforslaget er derfor sikker på at blive vedtaget.

LÆS OGSÅ: Europas abortmodstandere søger nye veje til indflydelse

Før 1985 var det strafbart for kvinder at abortere. De, der havde råd til det, valgte derfor at tage udenlands for at få foretaget indgrebet. I 1985 blev det tilladt kvinder at afbryde deres svangerskab, hvis et af tre kriterier var opfyldt, nemlig i tilfælde af voldtægt (op til 12. graviditetsuge), alvorlig misdannelse af fostret (op til 22. graviditetsuge), eller hvis der var fysisk eller psykisk fare for kvindens eget liv (uden begrænsning). I 2010 vedtog et spinkelt flertal i parlamentet den socialistiske regerings forslag om fri abort.

Antiabortforeningen Ret til at leve hilser regeringens initiativ velkomment:

Det er et historisk fremskridt i beskyttelsen af menneskets værdighed, siger foreningens talskvinde, Gádor Joya, der betegner den nuværende lov om fri abort som uretfærdig og grusom.

Også handicaporganisationen Cermi mener, at kriteriet, der giver kvinder ret til at abortere misdannede fostre, er i strid med menneskerettighederne, fordi det tager for givet, at livet for ikke sunde personer er mindre værd end for raske, som foreningen skriver i en udtalelse.

Ingen ønsker sig et barn, der ikke er sundt. Men to af vores fire børn er født med Down syndrom, og de er det bedste, der er sket i vores liv, siger ægteparret Macarena og Francisco Mata til avisen La Razón.

Samme dagblad, hvis læsere generelt sympatiserer med den konservative regering og med kirken, havde nok forventet et andet resultat af sin egen meningsmåling på nettet. På spørgsmålet om, hvorvidt læserne er enige i, at misdannelse af fostret ikke skal være kriterium for at få abort, svarede 27 procent ja (680 stemmer), mens 73 procent sagde nej (1853 stemmer).

Den spanske befolkning er delt i to stort set lige store blokke for og imod abort. Men ifølge La Razóns mini-meningsmåling er et stort flertal altså tilhængere af, at misdannelse af fostret fortsat skal være et argument for at skille sig af med det.

En af dem er socialistpartiets ligestillingsordfører, Purificación Causapié.

Vi havner igen bagerst i køen i Europa, hvad rettigheder og frihed for kvinder angår. Desuden vil det medføre, at kvinder igen bliver nødt til at få foretaget abort hos kvaksalvere med den risiko for deres liv, som det medfører, siger hun.