Sene provokerede aborter skaber bekymring hos sundhedspersonale

Anne Vinggaard Christensen. – Privatfoto.

International forskning viser, at sene provokerede aborter skaber større bekymring hos sundhedspersonalet end tidligere aborter

Sene provokerede aborter påvirker læger, jordemødre og andet sundhedspersonale på en anden måde end tidlige aborter. Både de enkelte faggrupper, personlige holdninger og religion spiller ind. Det viser en gennemgang af international forskning foretaget af videnskabelig assistent Anne Vinggaard Christensen og læge og lektor Birgit H. Petersson. Begge er ansat ved Enhed for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. De efterlyser forskning i holdningerne blandt sundhedspersonalet i Danmark, fordi antallet af provokerede aborter efter 12. uge er steget voldsomt de seneste 10 år herhjemme.

LÆS OGSÅ: Fald i globalt aborttal stagnerer

Anne Vinggaard Christensen, hvad ved vi om sundhedspersonalets holdninger til provokeret abort?

Vi ved, at det er et område, der er forbundet med mange gråzoner og overvejelser og ambivalens for sundhedspersonerne. Ambivalensen går på, at sundhedspersonale opfatter sig selv som nogen, der skal hjælpe og sørge for, at folk bliver raske, og så står de pludselig i en anden situation, hvor de skal sikre, at et barn ikke bliver født i live. Der kan også være den ambivalens, at ens egne personlige holdninger og følelser kan være i modstrid med det, man ifølge loven skal gøre.

Hvad har indflydelse på sundhedspersonalets holdninger?

Deres holdninger kan være influeret af personlige erfaringer, men også af religion. Særligt i lande, hvor religion spiller en større rolle. Tendensen er også, at forskellige faggrupper har forskellig tilgang. Det, vi kan se fra internationale undersøgelser, er, at læger, gynækologer og folk på obstetriske afdelinger har en mere medicinsk tilgang som en klinisk procedure, der skal overståes mens jordemødre er en del af den følelsesmæssige oplevelse og derfor kan synes, at det er sværere. Jordemødre står i det direkte dilemma: De er vant til at tage imod levende børn, men pludselig er det døde børn, man tager imod.

Hvorfor er der brug for mere viden om det i dansk kontekst?

Antallet af sene provokerede aborter i Danmark stiger på grund af den udvidede brug af fosterdiagnostik. Derfor vil der være flere sundhedspersoner, som kommer til at stå i situationer, hvor de skal varetage et abortforløb. På de danske sygehuse er der meget stor forskel på, hvordan det bliver varetaget. Samtidig er der over tid sket en ændring i håndteringen af de her sene provokerede aborter og i opfattelsen af fostret og fostrets rettigheder.

Hvilke tegn ser I på, at fostrets etiske status er under forandring?

Det ser vi for eksempel ved, at man på flere sygehuse er begyndt at nedgrave aborterede fostre, og at Det Etiske Råd har efterspurgt ensartede retningslinjer på området. Der er sket en ændring. Samtidig har abortproceduren ændret sig til et meget mere følelsesladet forløb i forhold til tidligere, hvor man håndterede aborter meget klinisk. I dag bliver forældre opfordret til at sige farvel til de meget sene aborter og tage billeder af det aborterede foster. Og det er interessant, at man på den ene side tillader flere og flere sene aborter, men samtidig mener, de skal håndteres på en anden måde. Man kan godt diskutere, om man ikke sender modsatrettede signaler.

vaaben@k.dk