Retten til abort er under pres i USA

Abort er et af de mest polariserende emner i den amerikanske samfundsdebat og en central slagmark i kulturkrigen mellem det religiøse højre og liberalt sindede amerikanere. --

Alene i år har de amerikanske delstater introduceret 350 lovforslag, der begrænser adgangen til abort

Abortretten er under voldsomt pres i USA, og mange amerikanske kvinder er i dag i praksis forment adgang til at få en abort. Sådan lyder det fra amerikanske aborttilhængere, der advarer om, at amerikanerne er tættere på at miste retten til abort, end de fleste mennesker er klar over.

Pro-abortaktivisterne henviser til bølgen af anti-abortlovgivning, der strømmer ud fra delstaterne. Mens amerikanerne siden 1973 har haft ret til abort, har de enkelte delstater mulighed for at begrænse denne rettighed med lokal lovgivning, og alene i år har delstatsforsamlingerne introduceret 350 lovforslag.

"Folk er blevet så magelige og tror ikke, at noget kan true retten til abort. Men de tager fejl. Vi har oplevet abortretten blive svækket i løbet af de seneste 10 år, og der vil blive flere og flere delstater, hvor abort reelt ikke er en valgmulighed. Det vil især gå ud over ressourcesvage kvinder uden muligheder for at rejse andre steder hen," siger Linda Meek, der er leder af klinikken Tulsa Reproductive Services og igennem 20 år har været en central stemme i abortdebatten i Oklahoma.

Anti-abortlovene skyder frem især i Midtvesten, og netop Oklahoma er blandt de delstater, der i år har vedtaget nye begrænsninger.

Her forpligter en lov læger til inden en abort at vise patienten et ultralydsbillede af fosteret og til at oplæse en detaljeret beskrivelse af dets ben, arme og organer. Den omstridte lov forhindrer også patienter i at retsforfølge læger, der har forholdt dem oplysninger om alvorlige misdannelser hos fosteret.

Et andet eksempel er Nebraska, hvor politikerne fokuserer på det, som i en ny lov beskrives som "føtal smerte". Loven, der er den første i USA, der anvender dette begreb, afspejler abortmodstandernes forsøg på at gøre abort til et spørgsmål om fosterets snarere end kvindens rettigheder. Både Oklahomas og Nebraskas love udfordres nu i retssystemet.

I flere delstater findes der i dag kun en enkelt abortklinik.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk