Norsk hospital praktiserer ulovlige sene aborter

Det har været praksis, at Norges centrale abortklagenævn (Abortklagenemnda red.) af sociale hensyn tillader aborter helt op til 23. svangerskabsuge, selvom den norske lov kun ved livstruende tilstande hos mor eller foster tillader abort efter 18. uge

Den norske sundhedsminister har igangsat en undersøgelse af ulovlige aborter af fostre op til 23. uge. En praksis har ifølge læge stået på i 30 år

Det norske sundhedssystem er i strid modvind, efter sundhedsmyndighederne har erklæret den nuværende abortpraksis på Rikshospitalet i Oslo ulovlig.

Det sker som følge af, at Klinisk Etikkomite på Rikshospitalet har kritiseret den nuværende praksis, hvor fostre op til 23. uge bliver aborteret:

Som situationen er i dag med de sene aborter på Rikshospitalet, synes det i nogle tilfælde at bryde den norske lovgivning. De ansatte er bekymrede for, om praksis er i henhold til loven. Fødeafdelingen på Rikshospitalet oplever en uforholdsmæssig stor belastning ved at have ansvar for indgrebene, skriver komiteen i et mødereferat fra februar i år.

Årsagen til kritikken er, at det har været praksis, at Norges centrale abortklagenævn (Abortklagenemnda red.) af sociale hensyn tillader aborter helt op til 23. svangerskabsuge, selvom den norske lov kun ved livstruende tilstande hos mor eller foster tillader abort efter 18. uge. I flere tilfælde har abortklagenævnet givet tilladelse til abort af fostre, der måske ville kunne overleve:

Vi ved ikke, hvorfor kvinderne fik tilladelse til at få abort. Vi kan ikke afgøre, om aborten er ulovlig eller ej, men reagerede på, at der var meget lidt, der adskilte dem (fra tidligt fødte red.). Børnene så vældigt sunde ud, udtaler sektionsleder på fødeafdelingen på Rikshospitalet, Bente Rønnes til den norske avis Vårt Land.

I flere tilfælde har moderen i abortsituationer fået lov til at holde fosteret, der kan leve op til en time, inden hjertet holder op med at slå. Den praksis er i strid med norsk lov, der fastslår, at der ikke må gives tilladelse til abort, hvis der er grund til at antage, at fosteret kan overleve fødslen.

I et brev fastslår Sundhedsstyrelsen (Helsedirektoratet red.), at tilladelsen af de sene aborter er ulovlig, og at Sundhedsministeren (Helse- og omsorgsminister) bør skride ind.

DOKUMENTATION: Brevet fra Sundhedsstyrelsen

Det er en alvorlig sag, og det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsen er kommet med en klar konklusion. Abortklagenævnet skal afgøre de vanskelige vurderinger, men brud på abortloven må ikke forekomme, siger Sundhedsminister Anne-Grete Strøm-Erichsen i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsen har indskærpet reglerne over for abortklagenævnet, som nu vil ændre praksis. Desuden har man i dag offentliggjort, at sundhedsministeriet opretter en uafhængig faglig ekspertgruppe, der skal undersøge sagsforløbet:

Det er afgørende for mig, at abortlovgivningen følges. Kvinderne skal have en god og tryg vejledning, men der skal også tages hensyn til fosterets stadigt stærkere retslige beskyttelse igennem svangerskabet, siger Anne-Grete Strøm-Erichsen i pressemeddelelse.

Det er langt fra første gang, at den norske abortpraksis har mødt kritik for tidlige fødsler. Helt tilbage til 1982 tog læge Knut Holmen sagen op:

Som studerende var jeg i 1982 selv vidne til, at det skete. Praksissen var helt åbenlys, siger Knut Holmen til Vårt Land.

Dengang kom Holmen med sine anklager anonymt, efter han var blevet truet med at blive smidt ud af medicinstudiet, hvis han gik til pressen. Det skabte en massiv debat i Norge, som dog endte med, at en undersøgelse frikendte hospitalet.

Holmen påstår, at ulovlige aborter på grund af dårlige sociale forhold hos mødrene har været almindelig praksis i Norge i 30 år. Særligt et eksempel er prentet ind i Holmens hukommelse fra studietiden:

Foran fem studerende rev lægen dynen væk og konstaterede, at fødslen var gennemført. Han tog fosteret i benene og holdt det op foran os: 23 uger sagde han, og lagde det ned i en plastiksæk, skriver Holmen i et indlæg i Vårt Land.

Kritikken bakkes op af nuværende professor i børnesygdomme ved Oslo Universitet:

Jeg har ikke ført statistik, men tager udgangspunkt i det, jeg selv har set og hørt fra andre. Sene aborter er ikke en ny praksis, udtaler Ola Didrik Saugstad.

Det norske sundhedsministerium fortæller til Kristeligt Dagblad, at det endnu er for tidligt at sige, hvornår rådets konklusioner er klar. Desuden, at det ikke er klart, om undersøgelsen vil få juridiske konsekvenser for nogle af de involverede parter.

DOKUMENTATION: Den norske abortlov

Det har været praksis, at Norges centrale abortklagenævn (Abortklagenemnda red.) af sociale hensyn tillader aborter helt op til 23. svangerskabsuge, selvom den norske lov kun ved livstruende tilstande hos mor eller foster tillader abort efter 18. uge