Nej til at hæve abortgrænsen. Teknologi skal ikke diktere lovgivningen

Vi har mere end nogensinde brug for at fortælle hinanden, at den selvcentrerede holdning, der siger, at jeg kan bestemme over et fosters liv og død, simpelthen ikke er i orden.

DEN NETOP UDKOMNE årsrapport fra Abortankenævnet og de regionale abortsamråd viser, at et rekordstort antal kvinder – 831 – sidste år fik tilladelse til abort, selvom abortgrænsen på 12 uger var overskredet.

Det samlede antal aborter i 2009 løb op i 16.205. Af rapporten fremgår det desuden, at det er scanningerne omkring uge 13 og uge 18-19, som giver anledning til de fleste af de sene aborter, fordi vordende forældre får at vide, at der er risiko for handicap hos fosteret.

For eller imod fri abort, så kan alle vel blive enige om, at færre provokerede aborter, ikke flere, er ønskeligt. Alt andet er kynisk, når man tager de nuværende aborttal i betragtning.

Hertil kommer de alvorlige fysiske og psykiske mén, en provokeret abort kan medføre for moderen. Blandt disse skal nu også regnes en tredobbelt øget risiko for brystkræft ifølge forskere på Colombo University i Sri Lanka. De nye forskningsresultater publiceres i det næste nummer af det ansete videnskabstidsskrift Cancer Epidemiology.

Dette til trods gør Øjvind Lidegaard, gynækolog på Rigshospitalet, sig i en artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 28. juni til talsmand for, at abortgrænsen skal hæves til 22. svangerskabsuge. Så behøver forældre ikke ansøge om dispensation for at få foretaget et sent abortindgreb, selvom dispensationen altså gives i 91 procent af tilfældene. Kun 70 ansøgere fik afslag i 2010.

En hævning af 12-ugersgrænsen er imidlertid ikke nogen god løsning. Det er svært at forestille sig andet, end at det ville medføre flere aborter, og det kan som nævnt ingen ønske sig. Der er en vigtig signalværdi i, at der er en grænse, som man skal forholde sig til, og hvis man vil overskride denne, så kræver det en dispensation.

OFTE FREMFØRES argumentet, at forældre selv kan og bør bestemme over det barn, de venter. Den holder bare ikke. Det har mange tilfælde de seneste år vist. Mest tydeligt nok, da et par i 2008 rejste til England og fik foretaget den abort, de fik afslag på i Danmark. Årsagen var en manglende underarm hos fosteret.

Vi har mere end nogensinde brug for at fortælle hinanden, at den selvcentrerede holdning, der siger, at jeg kan bestemme over et fosters liv og død, simpelthen ikke er i orden. Hvor er hensynet til barnet?

Senest er det blevet muligt at få barnets køn at vide ved en hjemmetest, som kan foretages i uge 9. Det er altså allerede nu muligt at få foretaget abort på baggrund af barnets køn – blot det sker inden uge 12. Det er skræmmende, og det taler for at sænke abortgrænsen, ikke hæve den.

Det stigende antal ansøgninger om sene aborter viser, at vi ikke må lade de teknologiske muligheder diktere vores adfærd i spørgsmål om abort. Vi skal ikke automatisk bløde lovgivningen op, efterhånden som nye muligheder viser sig, men grundigt overveje, hvordan vi kan anvende teknologien til at sikre både mor og barn de bedste vilkår under graviditet og fødsel.

Niels Bastrup,cand.mus.,Chr. Hansensvej 12,Vejle