Med livet i hænderne

Overlæge Birgit Peitersen er netop gået på pension efter et langt liv som børnelæge. Hun glæder sig over de store forbedringer, der er sket inden for behandling af børn i løbet af hendes karriere. – Foto: Leif Tuxen.

Børneoverlæge Birgit Peitersen er netop gået på pension og ser tilbage på en karriere, hvor flere alvorligt syge børn og for tidligt fødte overlever uden men. Men de etiske dilemmaer er blevet større

Ikke så få børn er begyndt livet med at ligge alene i et skyllerum regnet for en abort.

Helt op i 1990erne anså man for tidligt fødte frem til 28. uge for spontane aborter, og viste de ikke sikre livstegn, blev de ofte lagt i skyllerummet.

Mange børn er startet med at ligge i skyllerummet. Når vi så efter en stund opdagede, at der fortsat var liv, tog vi dem ind og lagde dem i kuvøse. I dag lever mange af dem og er sunde og raske, siger Birgit Peitersen.

Indtil den 1. januar i år var hun ledende overlæge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital en af landets største børneafdelinger. Den 70-årige læge er nu pensioneret noget mod sin vilje, for hun var godt i gang med at iværksætte de mange forandringer i forbindelse med den nye hospitalsplan. Men det offentlige har ingen nåde. 70 år og så er det ud systemet lukker ned, og nøgler og id-kort er med et slag ugyldige.

Nu sidder hun i sin stue i parcelhuset nord for København og ser tilbage på en lang karriere inden for pædiatrien. Navnlig de for tidligt fødte har haft hendes in-teresse, men i karrieren har hun også oplevet store forbedringer i forhold til behandlingen af børn med kræft samt hiv-smittede gravide og deres børn, hvor man i dag stort set kan undgå, at moderen ikke giver sygdommen videre til sit barn.

Da jeg begyndte, var der ikke mange børn, der vejede 1500 gram eller mindre, der overlevede, hvis de ikke kunne trække vejret uden hjælp. I dag kan vi redde nogle, der ikke vejer mere end 400-500 gram, og mange klarer det uden senfølger. De er så små, at man kan have dem i en hånd, siger Birgit Peitersen og krummer sin hånd for at vise det.

Oprindelig ville hun være ingeniør, men hun fik ikke søgt i tide og valgte i stedet at læse medicin på Københavns Universitet, indtil hun kunne komme ind på ingeniørstudiet.

Men jeg holdt aldrig op igen. Og så lå det lige for, at jeg skulle være børnelæge. Jeg har altid godt kunnet lide børn.

Og sådan blev det. Dengang var det en bred uddannelse uden særlige specialer, men da hun i begyndelsen af 1970erne kom til Rigshospitalets afdeling for for tidligt fødte neonatalafdelingen var hun solgt. Her var der babyer og samtidig meget teknik noget der passede den indre ingeniør.

Dengang havde vi kun nogle primitive kuvøser, og kom en nyfødt under 1500 gram først i respirator, overlevede barnet ikke. I dag kan vi redde dem, selvom de er ganske små, men desto tidligere de bliver født, desto mere har de brug for hjælp. Det stiller store etiske krav, som man skal holde sig for øje. Hvad gør man, og hvem gavner det? Hvad er godt for familien, og hvad er bedst for barnet? Det er svært at afgøre, hvad der er livskvalitet, siger Birgit Peitersen.

Trods moderne teknologi er det ofte naturen, der i sidste ende træffer afgørelsen. Er barnet for lille og har fået mange skader, dør det af sig selv. Nogle gange er det imidlertid op til lægerne at træffe beslutningen om, hvornår behandlingen bør ophøre, og dermed give barnet fred for dets lidelser. Ifølge Birgit Peitersen er det et dilemma hver gang, for det er ofte svært at vurdere omfanget af barnets skader, og hvilke konsekvenser det vil få for barnets liv senere hen. Vil det blive multihandicappet, eller vil det slippe relativt mildt fra den for tidlige start på livet?

Det er virkelig svært, og i dag kan man fortsat ikke med 100 procents sikkerhed forudsige, hvordan det vil gå barnet. Det, jeg har forsket mest i, er at finde langt sikrere metoder til at forudsige, hvordan det vil gå. Det kræver et langt tidsspand, for man skal jo undersøge de børn, der overlever, når de er 5, 10 og 15 år.

Når den svære beslutning skal træffes, sker det altid i samråd med forældrene, sygeplejerskerne og flere læger, men i sidste ende er det lægens beslutning alene.

Jeg tror ikke, at forældrene selv skal træffe beslutningen, for det er svært at beslutte det rette og leve videre med det valg, man traf. Derfor taler jeg løbende med forældrene om det, men det er mig, der bestemmer til sidst. Jeg tror aldrig, jeg har stoppet en behandling mod forældrenes ønske, for på et tidspunkt synes de også, at nu er det nok og urimeligt over for barnet. Men jeg bliver ved med at have en tvivl i mig om, hvorvidt det var den rette beslutning, jeg traf. Det slipper jeg aldrig for, siger Birgit Peitersen og fortsætter:

Ingen mennesker kan afgøre, hvad der er tåleligt og acceptabelt for en anden, og ingen kan bestemme livskvalitet for et andet menneske. Mange handicappede synes jo, at de har et godt liv og ville ikke have undværet det.

I de seneste år har grænsen for, hvor tidligt man kan redde børn, nærmet sig grænsen for provokerede aborter, og en enkelt gang for mange år siden har Birgit Peitersen oplevet, at grænserne blev krydset.

En kvinde havde fået tilladelse til en sen, provokeret abort, men da barnet kom, viste det sig at være et stort, sundt og livsdueligt barn.

Det fik et ukompliceret forløb og blev bortadopteret. Men det var da mærkeligt, for vi stod med et barn, der var kommet for tidligt til verden, fordi moderen ikke ønskede at have det. Men i dag lever det og har det godt, siger Birgit Peitersen.

I dag har moderne teknologi gjort det muligt for kommende forældre at fravælge handicappede fostre, og bliver børnene født meget for tidligt, kan lægen altså også stoppe behandlingen, fordi vedkommende anser det for uetisk at fortsætte den. Men når først et barn har overlevet graviditet, fødsel og de første uger, er der ikke længere fortrydelsesmulighed for forældrene.

Jeg tror ikke, at det har gjort det lettere for forældrene, at man i dag har så mange valg. Man sætter næsen op efter det perfekte barn, og får det så en kronisk sygdom som etårig, kan det være svært at forlige sig med. Teknologien sikrer jo ikke et problemfrit liv.

Udover de behandlingsmæssige fremskridt, der er gjort i den tid, Birgit Peitersen har virket som børnelæge, er der også sket en holdningsændring til syge børn. Da hun begyndte karrieren, måtte forældre ikke være sammen med de indlagte børn, det være sig nyfødte som større børn, og samvær var henvist til to ugentlige besøg. I dag kræver mange hospitaler, at enten mor eller far overnatter hos barnet. Det giver langt større tryghed for den lille patient, og i øvrigt er afdelingernes normering heller ikke til at være hos de små hele tiden.

Dengang var man bange for, at de syge nyfødte skulle blive smittet af forældrene, og i øvrigt græd de større børn, når mor og far gik, så man konkluderede, at det ikke var godt for dem med besøg. Alle bekymringer er blevet gjort til skamme. I dag kommer både forældre og søskende hos de syge børn, og det sker der ikke noget ved. Og det, at børnene græd, var jo en naturlig og sund reaktion.

Næste skridt er at indrette flere familiestuer til de syge børn og deres forældre på hospitalerne, ligesom man også flere steder i landet, blandt andet på Hvidovre Hospital, eksperimenterer med at sende de for tidligt fødte hjem, selvom de fortsat får sondemad. Så får familien besøg af en sygeplejeske og har hele tiden mulighed for at komme ind på hospitalet, hvis der opstår problemer.

Det er en kæmpesucces hos os og noget, vi skal gøre mere i fremtiden, siger Birgit Peitersen.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk