Man skal være ydmyg over for opgaven

Mathilde Lindh Jørgensen er jordemoder og arbejder ved en specialiseret enhed på Aarhus Universitetshospital, der tager sig af kvinder, som skal have en sen abort eller føde et dødt barn

Hvad har forældrene brug for?

Jeg ser det som vores fremmeste opgave af differentiere omsorgen. Forældrene har vidt forskellige baggrunde og forskellige relationer og følelser knyttet til det ventede barn. Men der er et fælles behov for ro og tryghed. I samspillet med mig skal de føle sig set, så det er deres ønsker og behov, vi imødekommer, og ikke en agenda vi sætter for dem. Jeg kan og vil foreslå dem ting undervejs, fordi jeg har en erfaring, mens det som regel er første gang, de står i sådan en situation.

LÆS OGSÅ: Jeg har meget respekt for den sorg, der er, og det tab, der er

Opfordrer I forældrene til at se og røre ved barnet?

Hvis det er et fuldbårent barn, så gør jeg det, for erfaringen viser, at langt de fleste forældre fortryder, hvis de ikke har gjort det. Det ved man også fra sorgforløb. Al den her kærlighed, som de har opbygget til det ventede barn, har de en meget kort periode at give udtryk for. Så de skal præsenteres for muligheden.

Gør I det også ved sene provokerede aborter for eksempel på grund af misdannelser?

Det er en individuel vurdering. Jeg fortæller, at det er en mulighed, men hvis de afviser, respekterer jeg det naturligvis. Vores erfaring viser, at mange par gennemgår en proces, hvor de først er afvisende, men når kvinden har aborteret, kan de ofte ikke lade være med at kigge på det spontant. Hvis jeg kan mærke, at et par er meget bange for, at det er et misfoster og har skrækscenarier på nethinden, kan jeg godt finde på at tale med dem om, at det kan være godt at se fostret, for de fleste bliver positivt overraskede. Vi ringer efterfølgende til parrene for at følge op, og jeg har ikke oplevet, at de har fortrudt det. De begrunder det med, at det bliver mere virkeligt, at det var et lillebitte menneske, som kvinden havde aborteret.

Hvordan undgår man at overskride forældrenes grænser?

Det vil der altid være en risiko for. Og jeg mener, man skal man være meget varsom med at lægge op til en masse forældreomsorg ved provokerede senaborter, fordi mange af de forældre bærer på en skyld. De tillægger fostret en anden status end forældre, der kommer ind med en spontan abort. Man rammer ind i kernespørgsmålet om, hvornår fostret er blevet et menneske, og det er ikke min og mine kollegers opgave at give barnet den identitet. Mange forældre giver helt spontant udtryk for, at de ikke ved, hvilken status de skal tillægge det ufødte barn. Men lige så stille i processen formår de fleste forældre at skabe den identitet for deres barn, som er rigtig for dem. Derfor er det individuelle hensyn så essentielt hver gang, og hvis man har ydmyghed over for opgaven, håber jeg, at vi kan ramme plet.