Jordemoder: At standse små hjerter sætter dybe spor

Læs en jordemoders fortælling om, hvordan det føles at foretage én af de sene aborter, som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en række artikler.

Debatten om fosterdiagnostik og provokererede sene aborter mellem uge 12 og 22 er provokerende aktuel og genstand for tilbagevendende debat. Senest på grund af en opgørelse over aborter fra Aarhus Universitetshospital, som viser, at 11 ud af 70 sene aborter foretaget i tidsrummet fra august 2011 til november 2012 var levendefødte.

LÆS OGSÅ: Fortællingen om et par, der fik to aborter af levende børn

Som jordemoder følger jeg debatten om provokerede senaborter, fordi det i høj grad har indflydelse på min person og mit arbejde, hvor fosterdiagnostikkens mange forskellige konsekvenser ses på nært hold. Jeg tror, man kan have svært ved at sætte sig ind i, hvor mangeartet dilemmaet omkring senaborter er, hvis man ikke selv har være til stede. Dette er et forsøg på at give et indblik i en jordemoders verden. Den fagperson, der bogstaveligt talt tager kvinden og fosteret i hånden.

En erfaring med fosterdiagnostik: En kvinde havde fået bevilget provokeret senabort i uge 20, fordi man ved ultralydscanning havde opdaget en alvorlig nyremisdannelse kendt under navnet Potters syndrom. Misdannelsen er ikke nødvendigvis dødelig i sig selv, men da nyrerne ikke kan danne den tilstrækkelige mængde fostervand, bevirker det blandt andet, at lungerne udvikler sig mangelfuldt, og at barnet derfor sjældent lever mere end et døgn efter fødslen.

Jeg havde gjort mig tanker omkring det etiske dilemma ved at medvirke ved en provokeret sen abort, men jeg havde i den situation ikke etiske kvaler. Barnet kunne ikke overleve uden for livmoderen. Hvorfor skulle kvinden gå graviditeten ud, når barnet helt sikkert ville dø kort efter fødslen? Det virkede rigtigt at hjælpe kvinden igennem denne svære proces med det samme.

LÆS OGSÅ: Flere aborterede fostre end antaget er i live

Kvinden havde dagen i forvejen fået 600 mg Mifegyne-tabletter med henblik på at blødgøre livmoderhalsen, og derved gøre det enklere at sætte fødslen i gang. På selve dagen oplagde jeg et medikament, der fremkalder så kraftige og vedvarende veer, at barnets iltforsyning ofte bliver kompromitteret i en sådan grad, at barnet dør, inden det bliver født.

Kvinden var meget berørt af situationen. Hun havde glædet sig til at blive mor, selvom hun ikke var i et parforhold, og det ikke var en planlagt graviditet. Nu blev den afsluttet med en abort. På lægens anbefaling. En beslutning truffet ud fra et scanningsbillede, hun ikke selv var i stand til at tolke.

Hun begyndte at få veer, og derefter gik fødslen slag i slag. Hun græd, fordi hun følte barnet bevæge sig under maveskindet. Kvinden ønskede, at jeg lyttede hjertelyd af og til, for at vide, om barnet var i live, når det kom ud.

Dok-dok-dok-dok-dok, 150 slag i minuttet. En helt almindelig hjertelyd.

Veerne tog til i styrke, og kvinden vred sig i smerte. Hun fik morfin som smertelindring og blev mere rolig og mere fjern, men hun fastholdt sit ønske om, at der blev lyttet hjertelyd. Da fødslen var på sit højeste, satte jeg doptonen på igen. Denne gang hørte jeg kun skratten og kvindens puls på 90 slag i minuttet.

Der var en mættet stilhed på stuen. Pludselig kunne jeg høre væguret tikke og summen fra den bærbare computer, hvorpå jeg skrev journal. For få øjeblikke siden havde barnet åndet ud inden det nogensinde havde åndet hverken ind eller ud.

LÆS OGSÅ: Aborterede fostre med hjerteslag får CPR-numre

På trods af den manglende hjertelyd spurgte kvinden straks efter fødslen, om der var nogen livstegn. Det var der ikke. Det lille væsen blev tørret af, navlestrengen klippet og moderen fik det op til sig. Hun hulkede. Der var ingen synlige misdannelser. Drengen havde en perfekt lille krop, hænder og fødder, næse og øjne. Kvinden sloges med tanken, om det nu også havde været den rigtige beslutning. Hvad nu, hvis lægerne tog fejl? Mit barn ser ikke ud til at fejle noget, udbrød hun, og jeg kunne ikke lade være med at tænke det samme.

Det var en irrationel tanke, for jeg vidste, at lægerne ikke havde taget fejl. Den slags diagnoser bliver stillet med stor omhyggelighed. Den pågældende misdannelse er derudover skjult, og jeg havde ingen forventning om at kunne se, at dette barn ikke var levedygtigt.

Alligevel pressede følelserne sig på. Vemod over tabt liv, medfølelse med kvinden og skyldfølelse over at have været medvirkende til, at denne drengs liv skulle ende netop den dag. Og så var jeg i tvivl om, om vi havde gjort kvinden en tjeneste.

Havde det været mere ulykkeligt at være uvidende om barnets alvorlige tilstand 20 uger mere for derefter at miste sit barn ved fødslen? Muligvis under en del dramatik og forsøg på at få drengen til at trække vejret ordentligt, men trods alt en kamp for livet i slående kontrast til den desperate fødsel, hun lige havde været igennem.

Sandsynligvis ville kvinden have set de livstegn, hun nu så fortvivlet efterspurgte. I hvert fald havde hun været sparet for det nagende spørgsmål om, hvorvidt lægerne havde taget fejl, for hun ville have haft vished om, at hun selv og lægerne havde gjort, hvad der var muligt for at holde barnet i live. Uvishedens byrde ville have været løftet af moderens skuldre. Nu havde hun i stedet medansvar for, at fødslen blev induceret i en uge, hvor intet barn overlever.

Personligt havde jeg svært ved at ryste oplevelsen af mig. Jeg fandt mig uforvarende i et vanskeligt etisk dilemma, som ikke slap taget i mig i lang tid.

Jeg var forberedt på, at det ville blive trist at bistå kvinden i den svære proces, en senabort altid er, og på den ambivalens, man føler, fordi senaborter står i skærende kontrast til det normale jordemoderarbejde, hvor alt bliver sat ind på at sikre barnets ve og vel. Jeg var imidlertid uforberedt på at føle skyld, fordi jeg tog livet af et menneske, hvis liv på sigt ikke stod til at redde. For et foster er et menneske, selvom det er så lille, at man kan have det i sin håndflade. Højrødt, med gennemsigtig hud og et stort hoved men med perfekte fingre, tæer, hænder og øjne. For lille og umodent til at klare sig uden sin mors livmoder, men dog tydeligt samme model, som få måneder senere fødes med lårbasser, blødt hår og babyduft.

Det Etiske Råd forholder sig til spørgsmålet om, hvilke følger vores syn på fostre har for vores syn på medmennesket:

Man kan ikke slå noget, man ikke kan lade være med at betragte som et menneske, ihjel, uden at det også i andre sammenhænge afsvækker ens respekt for medmennesket. Dette skyldes, at etisk definerede holdninger og indstillinger ikke blot har et rationelt eller fornuftsmæssigt fundament, men også understøttes af mere umiddelbart givne følelser og indstillinger. (citat fra Det Etiske Råds udtalelse om en eventuel ændring af abortgrænsen, den 23. marts 2007).

Hvis etikken ikke blot er rodfæstet i det rationelle, men også understøttes af de følelser, vi generelt nærer for ethvert individ, stort som småt, så er det bydende nødvendigt at eftertænke senabortproblematikken på andet end et udelukkende medicinsk plan.

I den forbindelse kan diskussionen ikke reduceres til et spørgsmål om bedre effektivitet i det at få små hjerter til at standse.

Amalie Kühnrich,jordemoder,Birkeparken 228, st. tv., Odense NØ