Indvandrere får flere aborter

Indvandrerkvinder får oftere aborter. Overlæge mener, det for en stor dels vedkommende skyldes dårlig økonomi. – Foto: .

Ny norsk undersøgelse viser, at indvandrere og flygtninge får dobbelt så mange aborter som etnisk norske kvinder. Tendensen gælder også i Danmark

Undersøgelsen er foretaget af Nationalt kompetencecenter for kvindehelse i Oslo. Af flere end 100.000 etnisk, norske kvinder, altså kvinder som er født i Norge af norske forældre, fik cirka 6000 aborter, mens tallet er på cirka 1100 aborter for 10.000 indvandrer- og flygtningekvinder. Det skriver Aftenposten.

Overlæge Siri Vangen har stået for undersøgelsen, og resultatet overrasker hende ikke.

- Der kan være flere årsager, som ligger bag tallet. Flygtninge har vanskelige liv og vanskelige leveforhold. De oplever stor usikkerhed forbundet med fremtiden og har ofte dårlig økonomi, siger Siri Vangen.

Også kvindernes religiøse tilhørsforhold kan gøre en forskel, da viden om prævention ikke er udbredt i nogle religiøse kredse.

Også i Danmark gør tendensen sig gældende. De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen fra 2007 viser, at kvotienten for indvandrere og deres efterkommere ligger på mellem 18 og 20 aborter pr. 1000 kvinder, mens den for etnisk danske kvinder er på omkring 11 aborter pr 1000 kvinder.