Hver fjerde præst er imod abortloven

Hver ottende præst er modstander af abort. Arkivfoto: Ultralydskanning af 20 uger gammelt foster.

Præsters holdning til abort er langt mindre liberal end befolkningens. Abort bør ikke være tilladt uanset omstændighederne, mener hver ottende præst

Præster og danskere i øvrigt er ikke på bølgelængde, når det kommer til spørgsmålet om abort og menneskeliv.

Mens kun seks procent af befolkningen er imod den nuværende abortlov, er mere end 25 procent eller hver fjerde af præsterne imod loven, der giver kvinder ret til fri abort indtil 12. uge. Det viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har fået lavet blandt landets præster, og en befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet You-Gov har lavet blandt danskere. Generelt er præsterne mere konservative end befolkningen i holdningen til abort. 13 procent eller cirka hver ottende af præsterne mener for eksempel, at abort under ingen omstændigheder skal være tilladt. Blandt befolkningen er det kun to procent.

LÆS OGSÅ: 16-årige skal ikke bestemme over liv og død

Ifølge Christine Gjerris, sognepræst ved Hellerup Kirke og tidligere hospitalspræst, hænger præsternes holdning sammen med deres opfattelse af menneskeliv.

Jeg tror, det største skel er, at befolkningen mener, at abort er et etisk problem, mens jeg og mange præster tænker, at det er et sjælesørgerisk problem. Et etisk problem handler om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, mens sjælesorg handler om, at folk skal tages alvorligt. Når vi siger, at menneskeliv begynder ved undfangelsen, kan vi også tage en kvindes sorg alvorligt, når hun aborterer spontant tidligt i graviditeten. For nogen er det en enorm stor sorg, siger Christine Gjerris og henviser til, at 59 procent af præsterne mener, at et nyt menneskeliv opstår ved befrugtningen. Blandt befolkningen er det kun 17 procent.

Mange af dem, der aborterer spontant i uge otte eller fjorten, føler, at de har mistet et barn, og det er umuligt at være en god sjælesørger for dem, hvis vi ikke anerkender den følelse. Det giver selvfølgelig et principielt etisk problem i forhold til retten til fri abort. Men i praksis er problemet ikke er så stort, eftersom alternativet til fri abort vil være meget, meget værre, siger hun.

Den pointe understøttes af præsteundersøgelsen: 65 procent af præsterne mener, at abort er et etisk problem, men at alternativet, et forbud, vil være et endnu større problem. Blandt befolkningen mener kun 23 procent det samme.

Ifølge Svend Andersen, etikprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, er der en naturlig forklaring på holdningsforskellen:

Præster er uddannet til at tænke over livets store spørgsmål og tvunget til at tænke over det i kraft af deres arbejde, for eksempel med sjælesorg ved dødsfald. Desuden er præsters menneskesyn påvirket af Bibelen, der betragter alt menneskeliv som værdifuldt. Blandt befolkningen generelt har kristendommen ikke stor betydning for deres syn på livet i dag, siger Svend Andersen.

Det efterlader præsterne med en stor opgave, mener han: For vi lever i en tid, hvor der hersker en brutal tankegang med hensyn til synet på liv. Befolkningen er blevet mere accepterende i forhold til indgreb i menneskeliv.

Men folk skal have lov til at mene det, de mener, uden at præster forsøger at lave om på det, siger sognepræst Christine Gjerris. Ifølge hende er det et problem, at mere end hver ottende præst helst så aborten afskaffet:

De præster er meget fordømmende over for provokeret abort. Det er slemt, for de anerkender ikke de enormt store problemer, som mange kvinder har, når de vælger at få en provokeret abort. Der ligger store tunge overvejelser bag. Når jeg sidder med gamle kvinder i forbindelse med sjælesorgssamtale, kan de godt finde på at nævne, at der jo også var et barn mere, som de har tænkt meget på, men aldrig kendt, fordi de fik en abort for mange år siden. Der er en enorm skyldfølelse forbundet med det, som kalder mere på tilgivelse end fordømmelse.

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission, er en af de præster, der helst så den fri abort helt afskaffet:

Det er forkert at hylde den provokerede abort som løsning på kvinders rettigheder. Et menneskes rettigheder kan aldrig være baseret på et andet menneskes tab af rettigheder. Problemet løses ikke ved at erstatte uretfærdigheden med en ny og mere grufuld, nemlig barnemordet, siger han og vedgår samtidig, at alternativet, hvor kvinder får foretaget abort i det skjulte, heller ikke er optimalt.