Fostrene i fryseren under Herlev Hospital

I en stor fryser under Herlev Hospital opbevares aborterede fostre i mindst to måneder, før de kremeres og nedgraves på en nærliggende kirkegård. Ordningen blev indført på initiativ af hospitalspræs Tom Kjær for 10 år siden. Indtil da blev fostrene brændt sammen med andet biologisk affald. Foto: Søren Staal

Det aborterede fosters vej gennem hospitalet til kirkegården

Den står i et hjørne af en trappeskakt i kælderen under Herlev Hospital: en mandshøj fryser af mærket Gram. Bag den stålblanke dør står hylde efter hylde af små og mellemstore plastikbeholdere med aborterede fostre. De fleste af beholderne er gennemsigtige, så man kan skimte et gulligt eller rødt indhold gennem siderne. På hver enkelt bøtte er et lille papmærkat fæstnet med en elastik. Her står et kvindenavn og et cpr-nummer, så personalet altid kan finde fostret igen.

LÆS OGSÅ: Etisk råd kræver, at fostre bliver behandlet værdigt

"De fleste kvinder vælger, at vi skal tage os af fostret. Men det sker et par gange eller tre om året, at kvinden ombestemmer sig, og så kan hun få fostret udleveret og selv sørge for en bisættelse. Ofte bistår en hospitalspræst eller en anden præst kvinden i den forbindelse. Og de får altid tilbud om det. Nogle kvinder er så kognitivt og emotionelt påvirket af omstændighederne omkring aborten, at de træffer et valg, de fortryder, og derfor beholder vi fostrene her i mindst to måneder," forklarer Tom Kjær.

FOKUS: Aborterede fostre og etik

Han er hospitalspræst og var for 10 år siden med til at lave en alternativ ordning på Herlev Hospital for håndtering af fostre, som er aborteret enten spontant eller provokeret før 22. uge. Her på hospitalet samler man således alle aborterede fostre, sender dem til kremering og sørger for at grave dem ned på den lokale kirkegård frem for at sende dem ud af hospitalet som biologisk klinisk affald, hvilket ellers hidtil har været praksis på mange af landets hospitaler.

DOKUMENTATION: Læs udtalelse fra Det Etiske Råd

"Men flere og flere steder har man efterhånden fundet ud af, at de gule sække til forbrændingsanstalten altså ikke slår til. Det gjorde de måske, da vi indførte den fri abort. Men flere og flere kvinder og par synes ikke, det er tilstrækkeligt. Hele området omkring fostre og døde børn har rykket sig på de 30 år, der er gået. Tidligere var det jo også sådan, at når en kvinde fik et dødfødt barn, bar man barnet ud i skyllerummet, uden at moderen fik det at se. Man mente, at så lidt som muligt var så godt som muligt. Men også det har man ændret holdning til i dag," siger Tom Kjær.

Efter aborten på hospitalsafdelingen bliver fostret lagt i en plastikbeholder og på et rullebord transporteret af en portør til hospitalets kælder. Hernede under Herlev Hospital foregår en livlig trafik af senge, vasketøj og vogne med varer. Tom Kjær slår ud med armen mod de lange gange med rør i loftet:

"Det er denne her vej, alle døde bliver kørt. Det er en helt almindelig del af hospitalets logistik," siger han.

Portøren triller æsken ned i den ende af kælderen, hvor de døde kroppe ligger på køl på stålborde i et særligt fryserum. Her stiller han beholderen ind i fosterfryseren, og når den i løbet af nogle måneder er fyldt op, bliver beholderne pakket ned i en helt almindelig kiste.

"Når folk får at vide, at vi bruger en kiste, giver det associationer hen mod en begravelse. Men det skal altså i en kiste – ellers kan krematoriet ikke brænde det. Det er der regler for. I virkeligheden er kiste i denne her sammenhæng bare en trækasse, der er lovlig at anvende på krematoriet," siger Tom Kjær.

I går fremlagde Det Etiske Råd en udtalelse, hvori de anbefaler fælles retningslinjer for håndtering af aborterede fostre før uge 22. Og det bifalder hospitalspræsten:

"Jeg synes ikke, det er i orden, at det enkelte hospital skal finde sin egen ordning. Så bliver det personafhængigt af den enkelte læge eller chefjordemoder. Og det er jo ikke sikkert, at det, jeg synes, er godt, er godt for andre. Det er heller ikke sikkert, man kan lave en ordning, som er god for alle. Og det behøver ikke være vores, men det er vigtigt, at det bliver diskuteret, for forældrene er meget delt på det her."

For Tom Kjær er det vigtigt at respektere den betydning, fostret har for det enkelte par eller forældre.

"For et par kan det være et barn, som de er forældre til. For et andet par kan det være fostervæv," som han siger.

Tom Kjær er klædt i jeans, striksweater og løbesko. Han taler så hurtigt, at ordene nærmest trimler over hinanden og gestikulerer ivrigt imens. Emnet står præsten nær. Blandt andet fordi han var med til at sætte det hele i gang for over 10 år siden. Og det skete ikke, fordi hverken han eller andre blandt personalet havde etiske skrupler over for fostret, men derimod af hensyn til mødrene. Tom Kjær tog nemlig i slutningen af 1990'erne imod et opkald fra en kvinde, der ville vide, hvad der var blevet af hendes aborterede foster:

"Så undersøgte jeg det og fandt ud af, at det var blevet sendt på forbrændingsanstalten. Og det måtte jeg jo ringe til kvinden og fortælle. Jeg kunne jo ikke lyve." Efterfølgende gentog historien sig flere gange.

"Mange begyndte at græde, når man fortalte dem sandheden, og sagde: 'Nej, det er ikke rigtigt!'. Og derfor gik jeg til gynækologisk afdeling og fortalte, at der altså var kvinder, der havde det skidt med det, vi gjorde. Og holdningen var klokkeklar: Vi måtte gøre noget," siger Tom Kjær.

Ordningen blev indført på hospitalet i 2001, og i dag kan en kvinde få klar besked om, hvad der er sket med fostret, flere år efter at kistelåget er lukket. Hver enkelt beholder bliver bogført i kvartermesterens papirer, inden kisten bliver sat på en rustvogn og kørt til krematoriet.

"En rustvogn er det mest hensigtsmæssige. Man kan altså ikke køre rundt med en kiste bag på en pickup. Det er bedemænd, der tager sig af den slags kørsel til krematoriet. Og fra vores side er der ikke lagt nogen fortolkning ind i det," siger Tom Kjær.

Når krematoriet har brændt kisten, bliver asken lagt i en urne og sat ned i Børnefællesgraven på Gladsaxe Kirkegård – en stor græsplæne med skyggefulde træer. Både kørslen og urnen har et nummer, så man kan spore den enkelte abort og finde ud af præcis, hvor det enkelte foster er gravet ned, hvis det skulle blive nødvendigt.

"Nogen kan måske blive krænkede over, at vi graver fostrene ned i indviet jord, men vi har jo ikke religionsneutrale begravelsespladser i Danmark," siger Tom Kjær, der igen og igen understreger, at det ikke er en begravelse eller en bisættelse, men et mere værdigt alternativ til at behandle fostrene som affald.

"Man skal hele tiden holde tungen lige i munden på det her område. Og hver eneste detalje i ordningen er klappet af med sundheds- jurister, ledelsen og det relevante personale. Derfor tog det også flere år, fra vi fik idéen til det blev gennemført. Man kan med rette spørge, om vi menneskeliggør fostrene på denne her måde. Jeg vil nok mene, at vi befinder os et sted mellem affald og menneskeliggørelse."

Men hvorfor er det så vigtigt, at det er neutralt?

"Nogle bliver vildt glade – andre meget forargede, når vi fortæller om vores praksis. Paradokset er, at vi hver især har en personlig holdning eller synspunkt, som vi læser ind i det her, fordi vi har brug for at få pengene til at passe. Derfor handler det om at finde så neutral en praksis som muligt. Men vi ved jo godt, at der er ikke er noget, der er neutralt i denne verden."

FOKUS: Aborterede fostre og etik