Fostervæv eller barn - når sproget dræber
Sproget har magt, og hvad vi kalder ting, farver vores holdning til dem, argumenterer abortmodstander
FOR NYLIG ER Victor Klemperers bog om sprogbrugen i Det Tredje Rige ("LTI – Lingua Tertii Imperii", 1947) blevet udgivet herhjemme på dansk. Denne bog beskriver, hvordan den ubemærkede indførelse af en bestemt sprogbrug i Nazityskland efterhånden blev bestemmende for, hvordan folk i almindelighed tænkte om blandt andet jøderne og systemets behandling af jøderne.
I kraft af blandt andet eufemismer (formildende omskrivninger) blev kyniske handlinger nemmere at forstå og tolerere for den almindelige tysker, og således blev for eksempel drab ofte benævnt "særbehandling".
Men gør vi i det demokratiske og civiliserede Danmark ikke brug af netop samme metode, når vi konsekvent omtaler det dræbte foster som "fostervæv", "graviditetsprodukt", "abortvæv" eller "udskrab"? Er det ikke eufemismer for "et myrdet barn"? Når vi bruger omtalte definitioner er det for at signalere, at det aborterede foster absolut ikke er et barn, men blot biologisk materiale uden selvstændig værdi.
LÆS OGSÅ: Jordemoder om sen abort: Kald det et barn, ikke et foster
Termen "fostervæv" gør det muligt for aborttilhængeren at forholde sig nøgternt og upåvirket til det utålelige: at slå et barn ihjel. Definitionen af det aborterede barn som "fostervæv" skaber en abstrakt og diffus forestilling om fosteret som noget anonymt og ikke-menneskeligt, hvorimod benævnelsen "barn" skaber tydelige forestillinger og stærke følelser.
DEN GÆNGSE opfattelse, at fosteret ikke er noget barn, men blot noget "væv", som man kan fjerne efter eget forgodtbefindende, er blandt andet tilvejebragt i kraft af samfundets sprogbrug. Den fremherskende sprogbrug skaber langt hen ad vejen vores måde at tænke og tale om tingene på; den skaber vores diskurs – en diskurs, der (næsten) er usynlig for os selv.
Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, bruger i DR's Radioavis den 4. marts betegnelsen "fostervæv" om det aborterede foster, og i Kristeligt Dagblad samme dag bruger han ordet "udskrab". Ganske vist giver Birkler blot eksempler på, hvor denne sprogbrug kunne indgå i en samtale, men det er ikke tydeligt, om han selv anerkender disse kyniske betegnelser. For ham handler den aktuelle sag snarere om, hvordan vi behandler barnet (eller "fostervævet"), når vi nu engang har slået det ihjel. Som han siger: "Det er afgørende for mig, at der bliver taget ordentligt hånd om de aborterede fostre".
LÆS OGSÅ: Et fosters etiske status
Hvor rørende! Ville det ikke være bedre og mere etisk korrekt, hvis han fandt det afgørende, at der blev taget ordentligt hånd om de levende fostre i maven? Endvidere bliver hans fokus forflyttet bizart, når han taler for et "menneskesyn, der giver grænser for begravelse". Denne "grænse for begravelse" er han nødt til at hævde for at kunne forsvare den frie abort, for hvis fosteret ikke er et menneske, giver det ingen mening at begrave det.
Birkler er desværre blot én ud af det store flertal, der er med til at bevare et kynisk menneskesyn i kraft af en mere eller mindre bevidst dehumaniseret sprogbrug – en sprogbrug, der hvert år koster 16.000 små børn livet.
Anders Sune Hansen,
medlem af bestyrelsen for foreningen Retten til Liv,
Sønderbro 4,
Tranbjerg J