Fosterdebat
Det er indlysende rigtigt, at forældre, der får aborteret et foster, skal have tilbuddet om, at det kan blive begravet. For set herfra er fosteret et lille menneske. Men den etiske følge heraf er, at provokeret abort er drab, hvorfor den frie abort burde forbydes. At det vil rejse andre etiske problemer, viser kun, hvor vanskelig denne debat er.
Hvis en provokeret abort eller et dødfødt foster ikke bliver begravet, ender det i en gul plastiksæk på hospitalet og køres herfra til forbrændingen. Det brændte affald bliver til slagger, der igen ender som en del af vejbelægningen landet over.
Det er etisk set problematisk. Men hvis man begraver de aborterede fostre, behandler man dem som små mennesker og udstiller derved, at den provokerede abort er drab på små ufødte og endnu ikke helt udviklede børn. Det er godt, at fosterets natur igen bliver sat til debat, nu med destruktionen eller begravelsen af det døde foster som særlig indfaldsvinkel.
Sagen er mere etisk og eksistentiel, end den er juridisk. For nogle er et foster affald, men for mange er det et barn. Og et barn smider man ikke ud sammen med afskårne lemmer og andet vævsaffald.
Det er indlysende rigtigt, at forældre, der får aborteret et foster, skal have tilbuddet om, at det kan blive begravet. For set herfra er fosteret et lille menneske. Men den etiske følge heraf er, at provokeret abort er drab, hvorfor den frie abort burde forbydes. At det vil rejse andre etiske problemer, viser kun, hvor vanskelig denne debat er.
bjer
Så er der igen fødevarekrise
Aldrig har prisen på mad været så høj som nu, og verden over risikerer forbrugere at måtte finde sig i en længere periode med høje fødevarepriser. Denne advarsel løb ind fra Den Internationale Valutafond, IMF, natten til i går, og dermed giver valutafonden udtryk for samme bekymring som FN's fødevareorganisation, FAO. Herfra har man påpeget, at fødevarepriserne nu er på det højeste niveau, siden FAO begyndte at registrere priserne i 1990.
Særligt på det seneste er det gået stærkt, og siden juni sidste år er det globale fødevareindeks steget 40 procent og ligger nu over de hidtidige rekordpriser fra juni 2008, der dengang udløste uroligheder i en række lande lige fra Egypten til Bangladesh. Det er således ottende måned i træk, at de globale fødevarepriser stiger, og for visse kornprodukter som eksempelvis hvede, majs og ris gælder, at de er steget 70 procent i løbet af det seneste år.
Det skyldes blandt andet, at der i løbet af året har været tørke i Rusland og Østeuropa samt voldsomme oversvømmelser i Australien, hvilket har ødelagt høsten. I sig selv en påmindelse om, hvor vigtigt klimaspørgsmålet er.
Det er naturligvis de fattigste lande, der rammes hårdest af prisstigningerne. Et af dem er Malawi, som i forvejen er et af Afrikas fattigste lande, hvor sult har været en fast bestanddel af tilværelsen i årtier. Men som Kristeligt Dagblad beretter om i den nye artikelserie "Afrikas nye spisekammer", hvis første afsnit blev bragt i gårsdagens avis, så har Malawis regering siden 2005 valgt at give de fattigste bønder tilskud til deres produktion. Det har virket. I dag er landet selvforsynende med den vigtige afgrøde majs, og der er oven i købet plads til at eksportere til udlandet. Selvom metoden også udsættes for kritik, fordi subsidier ikke er vejen frem på længere sigt, så kan i hvert fald tanken om en satsning på landbruget være til inspiration for andre.
Det kræver imidlertid netop, at man tænker langsigtet. Det gælder også i den nuværende krise, hvor det må undgås, at regeringerne tager forhastede beslutninger. Det skete ved den sidste fødevarekrise for tre år siden, hvor flere lande indførte eksportrestriktioner for at beskytte det indre marked. Løsningen er ikke nye barrierer, men derimod en kombination af satsning på landbrug, mindre ulighed i de fattige lande og øget kamp mod klimaforandringer.
brun