Fortællingen om et par, der fik to aborter af levende børn

MED AFSTEMNING: Camilla Skovhus og Thomas Mikkelsen har to gange oplevet, at en meget sen provokeret abort resulterede i et levende barn. Men de ville ikke være oplevelsen foruden. For selvom de havde valgt abort på grund af alvorlig sygdom, fik de mulighed for at tage afsked og give børnene nogle få timers kærlighed

Drengen kom til verden som en provokeret abort i 22. uge. Han bevægede sig ikke, og hans øjne var lukkede. Huden var mørkerød, næsten lilla, og kroppen blød og ufærdig i konturerne. Under brystkassen bankede fosterets hjerte tydeligt. Og for forældrene, Thomas og Camilla Skovhus, var den lille dreng ikke et aborteret foster, men et barn.

Det var et øjeblik af den dybeste sorg og den største glæde. Han var levende og varm, og vi kunne snakke med ham og synge for ham give ham noget af al den omsorg og kærlighed, vi havde glædet os til. Den blev ikke mindre, bare fordi han skulle dø. Den blev bare komprimeret, siger Camilla Skovhus.

LÆS OGSÅ: Flere aborterede fostre end antaget er i live

Det var om aftenen den 7. august 2009. I løbet af de kommende timer blev hans hjerteslag stadigt svagere, og til sidst døde Sejr Mikkelsen Skovhus, svøbt i en hvid stofble, i armene på sin far.

I 2010 blev der foretaget 877 provokerede aborter mellem 12. og 22. uge to tredjedele med henvisning til alvorlig sygdom eller misdannelser hos det ventede barn. Indimellem sker det, at det aborterede foster viser livstegn og lever i op mod et par timer. Ifølge nye tal fra Aarhus Universitetshospital Skejby sker det ved omkring 16 procent af de sene aborter. Og det er netop det, Thomas Mikkelsen og Camilla Skovhus har oplevet. Camilla er cand.pæd.psyk. og 37 år. Hun sidder i sofaen med hænderne foldet hen over en stor gravid mave i midten af februar venter hun sit tredje barn.

Eller rettere mit femte barn, som hun siger. For ud over sine to børn, Svea på 1 år og Olivia på 10 år, har hun siden 2009 aborteret to drenge, Sejr og Hugo. De var begge kun levende i kort tid efter aborten. Alligevel har de sat deres dybe spor ikke kun i deres forældre, men også helt konkret i den treværelses lejlighed i Aarhus, hvor familien bor: Der er billeder af de små liv på væggen i soveværelset. I vindueskarmen balancerer drengenes navne stavet med store, skulpturelle bogstaver. Og ved siden af sin vielsesring bærer Camilla en smal guldring med drengenes navne og fødselsdatoer indgraveret.

Vi er meget åbne omkring det, for vi vil gerne være med til at bryde noget af den berøringsangst, der er omkring døde børn. Det er vores alle sammens mareridt og det kan man se i ansigterne på folk. De bliver lamslåede, når vi fortæller, at vi har to børn på kirkegården, siger Camilla.

Lad os spole tiden tilbage til sensommeren 2009. Her ventede Thomas og Camilla deres første fælles barn. Camilla var i 19. uge, og parret tog til den såkaldte misdannelsesscanning på Aarhus Universitetshospital Skejby. De troede bare, at de skulle nyde synet af deres kommende barn, men det blev hurtigt klart for parret, at noget var helt galt. Fostrets nyrer var meget større, end de burde være. En overlæge blev tilkaldt, og efter mange timers venten fik Thomas og Camilla besked om, at deres kommende barn formodentlig havde en meget alvorlig nyresygdom, der fik nyrerne til at vokse eksplosivt. Flere prøver og scanninger hen over de næste to uger gjorde det helt klart: Hvis barnet overhovedet kunne reddes, ville det betyde bortoperation af nyrerne ved fødslen, dialyse op mod et år, til han vejede nok til en nyretransplantation. Der var risiko for leverskader, hjerteproblemer og uanset hvad et liv med alvorlig sygdom.

Først sagde Thomas: Ligegyldigt hvad, skal vi bare have det barn. Men efterhånden som vi fik mere viden, traf vi en beslutning om abort. Der var absolut intet pres fra lægerne. Vi traf beslutningen ud fra, hvad vi mente ville blive et værdigt liv. Men også ud fra hvad det ville betyde for Olivia på seks år at have en meget syg lillebror, hvor vi skulle leve en stor del af vores liv på hospitalet, siger Camilla.

Ved en provokeret abort mellem 12. og 22. uge skal man søge om tilladelse i et abortsamråd under regionen. At underskrive papirerne var svært:

Jeg følte, jeg skrev under på, at vores barn skulle slås ihjel. Og Thomas var fast besluttet på at skrive under sammen med mig, selvom der ikke i papirerne er plads til faderens underskrift. Han insisterede på også at tage ansvar, og det gjorde min skyldfølelse mindre.

Få dage efter blev fødslen sat i gang med vestimulerende medicin på hospitalets afdeling Y5. Camilla var bange og ulykkelig. Selvom det skulle forløbe nøjagtigt som en fødsel, havde hun bedt om, at det ikke skulle foregå på en fødeafdeling sammen med nyfødte børn og lykkelige mødre. Og det lykkedes at få ønsket opfyldt. Siden har hospitalet oprettet en særlig afdeling for sene aborter, skærmet fra fødeafdelingen.

Det er en rigtig god idé. For det gør fysisk ondt at høre barnegråd eller se spædbørn på det tidspunkt, siger Camilla.

Dagen forinden havde parret ved et møde fået at vide, at fostret muligvis ville være kortvarigt i live efter indgrebet:

Det satte mange tanker i gang hos os. Hvad kunne vi nå at få med os fra det øjeblik? Vi håbede, at han ville være i live, så vi kunne få lidt tid med ham.

Og det var han. Camilla og Thomas tog stribevis af billeder. Og tilmed fik forældrene tilbud om at tage Sejr med hjem, efter at han var død. De inviterede familie og venner og viste det døde barn frem. Han fik også gaver, hvoraf nogle kom med i kisten, da han blev begravet en uges tid efter.

Forinden blev han obduceret, og lægerne konkluderede, at der var tale om en sjælden nyresygdom, som var opstået helt tilfældigt. Risikoen var 1 til 40.000 for en gentagelse, og parret kunne derfor roligt forsøge at få børn igen. Og efter kun et halvt år var Camilla gravid igen. Endnu en gang med en dreng.

Jeg var glad, men samtidig rædselsslagen. Alle følelser var i spil: lykke, glæde, rædsel og gru. Det var utroligt svært at tro på det.

Da Camilla var i 19. uge skete det samme igen. Til den sene scanning kunne Camilla og Thomas med det samme selv se, at der igen var noget galt med barnets nyrer.

Overlægen behøvede ikke engang at sige noget. Vi så bare på hinanden, og så brød vores verden sammen.

Camilla og Thomas blev fulgt over til et venterum på den anden side af gangen. Og her lagde de sig på gulvet og græd, mens de holdt om hinanden.

Vi kunne ikke engang overskue at sætte os på en stol. Men overlægen var så fin han satte sig ned på gulvet sammen med os. Og så talte vi det igennem.

Uanset at parret havde været det hele igennem en gang før, var det ikke lettere at træffe beslutningen anden gang. De indhentede nye oplysninger, talte med tre læger fra nyreafdelingen med børn som speciale, som kunne svare på alle deres spørgsmål. De besøgte også en familie med et meget nyresygt barn.

En af de ting, som var med til at tydeliggøre, hvordan hans liv ville forme sig, var, at nogle af de nyresyge børn er så tørstige på grund af dialysen, at de drikker af wc-kummen, fordi de ikke må få vand. Jeg synes, det lød så uværdigt.

Endnu en gang udfyldte Camilla og Thomas papirerne til abortsamrådet. Og endnu en gang blev fødslen sat i gang. Den 11. november 2010 blev Hugo født kun 21 uger gammel. Også han var i live nogle få timer efter det, der endnu en gang teknisk set var en provokeret abort, men som for Camilla og Thomas var fødslen af en søn.

Det var nøjagtig lige så overvældende. Vi havde præcis samme følelse af at blive forældre. Men anden gang var vi mere klar over, hvad vi havde brug for. Så det blev en mere rolig oplevelse.

De havde fødselsdagsflag med, Hugo fik et lille armbånd med dato og cpr-nummer på, og der blev taget aftryk af de små hænder og fødder. Selvsamme aftryk kan man se i et et billedalbum, som ægteparret har lavet om deres to døde børn. På forsiden står der Sejr & Hugo.

Tør du se, spørger Camilla, inden hun henter albummet frem, velvidende at det kan være svært og skræmmende at bladre forbi billeder af ufærdige, døde barnekroppe og små kister. På billederne i albummet kan man både se ansigter med tårer og stolte smil. Billederne er med vilje trykt i sort-hvid, fordi de kan være voldsomme at se på gengivet i farver. Altså for andre mennesker, forklarer Camilla. Men ikke for os. Vi synes jo, vores børn er smukke og dejlige.

Efter Hugos død valgte Camilla og Thomas at have ham hjemme i en hel uge, hvor de fik sagt ordentligt farvel. Og de holdt også en stor begravelse med familie og venner.

Det er naturligvis ikke alle, der har kunne forstå, at vi lod det fylde så meget. Men de fleste har støttet os meget og bakket op om, at det var det rigtige for os, siger Camilla.

Undervejs i samtalen bruger Camilla konsekvent ordene børn og fødsel, når hun taler om det, der er sket.

Jeg siger ikke fostre og aborter. Uanset hvornår det gik i gang, og uanset at vi havde valgt, at de ikke skulle leve, så var det vores børn. Vi havde behov for at opleve os som forældre og italesætte det. Det kan også være et barn, hvis man aborterer i uge seks. Det kan ingen andre end forældrene bestemme. Og hvis man oplever det sådan, er juraen i det fuldstændig ligegyldig, siger Camilla.

Parret har fulgt med i debatten om, hvorvidt man i Danmark skal gøre som i visse andre lande, hvor man forhindrer børnene i at vise livstegn ved at give dem en sprøjte i hjertet inden aborten. Og de har også mødt den holdning, om det ikke ville have været lettere, hvis børnene blev skaffet af vejen mere nemt og smertefrit.

Hvorfor skal vi skynde os at slå de her fostre ihjel? Det gør ikke smerten mindre. Børnene dør uanset hvad, om de bliver aflivet i maven eller dør i armene hos deres forældre. Jeg kan kun tænke, at det må være lykkeligt, at de dør sammen med mennesker, der gerne vil passe på dem. Vi tror, vi kan tage smerten væk, hvis vi forhindrer, at de dør for øjnene af os, siger Camilla, der godt er klar over, at ikke alle er så åbne og frisindede omkring død og sorg, som hun og hendes mand.

Hun peger derfor på, at det er vigtigt, at personalet, der håndterer sene aborter, er rustede til at tale med forældrene om alle aspekter af det, de går igennem, både inden og undervejs.

Men jeg tror, at det er misforstået på forhånd at fratage forældrene muligheden for den oplevelse, at barnet er i live. Det er et øjeblik, man aldrig får igen. Der har været så meget hæsligt og ulykkeligt omkring vores børn, men midt i alt det var det smukt og livsbekræftende at være sammen med dem i den korte tid, de var levende, siger hun.

Hun er pædagogisk psykologisk rådgiver for studerende på Aarhus Universitet. Og hver eneste dag på vej til arbejdet cykler hun forbi kirkegården og sender sine børn en kærlig tanke. Sorgen fylder stadig. Men som hun udtrykker det: Den er blevet mere rund med tiden, hvor den var skarp og kantet først.

Efter Hugos død fandt en genetiker ud af, at nyresygdommen var arveligt betinget, og at Thomas var bærer af genet. Sygdommen havde også et navn, Moody 5, og der var 50 procents risiko for, at det hele ville gentage sig under en ny graviditet. Derfor fik parret anbefalet kunstig befrugtning med donorsæd, hvis de ville forsøge igen. Og det ville de. For godt et år siden fødte Camilla datteren Svea. Til februar kommer endnu en pige til verden. Camillas tredje pige men hendes femte barn.

Vi er ikke helt sikre på navnet. Men hun skal måske hedde Vilje.