Flere handicappede vil søge erstatning for at være blevet født

Når et handicappet barn anbringes, overdrages forsørgerpligten automatisk til institutionen og det offentlige. -

En ny type retssager kan være på vej ind i det danske sundhedsvæsen: Børn født med alvorlige fysiske eller psykiske handicap sagsøger deres forældre eller de ansvarlige læger for at være blevet født ind i et langt og pinefuldt liv. Foto: stock.xchng.

Kan man sagsøge sine forældre eller lægerne for at være født handicappet? Sagtens, det sker stadig oftere i flere lande, og tendensen vil også komme til Danmark, spår flere handicap-organisationer

En ny type retssager kan være på vej ind i det danske sundhedsvæsen: Børn født med alvorlige fysiske eller psykiske handicap sagsøger deres forældre eller de ansvarlige læger for at være blevet født ind i et langt og pinefuldt liv. Logikken er, at deres handicap burde være opdaget og have ført til en abort.

LÆS OGSÅ: Bør handicappede få erstatning for ikke at være blevet aborteret?

Tendensen breder sig lige nu i særligt Israel, der har gennemført flere end 600 retssager mange af dem med store millionerstatninger til følge. Mest almindeligt er dog, at det er forældrene, der sagsøger lægerne for at opnå erstatning for en situation, de angiveligt ikke havde ønsket. Fænomenet kaldes fejlagtig fødsel og har været kendt siden 1980erne primært i USA.

At det nu også er de handicappede selv, der sagsøger, vækker international bekymring og debat. For udviklingen vil påvirke det generelle syn på handicappede i negativ retning. Og endnu flere raske børn vil aldrig blive født, fordi lægerne bliver overforsigtige med at diagnosticere fostrene, lyder det fra en række læger og sundhedseksperter.

I Danmark findes endnu ingen eksempler på handicappede, der sagsøger, og der er kun enkelte sager, hvor forældre har gjort det. Ingen af dem har dog ført til erstatninger.

Men meget tyder på, at flere og større sager vil komme, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, der repræsenterer 320.000 medlemmer. For vi ser allerede lignende sager i det sociale system, påpeger han. Her ses et stigende antal retssager om førtidspension, store tandlægeregninger og manglende pædagogisk indsats over for fagligt svage børn. Og sundhedsvæsenet er efterhånden blevet lige så rettighedspræget.

Der skabes meget mistillid til sundhedsvæsenet i disse år, så jeg er ikke i tvivl om, at danske retssager også vil komme. Men jeg håber, der går længe, for det er en absurd tankegang at klandre andre for at være blevet født. Og det vil kun skade det generelle syn på handicappede, siger Stig Langvad.

I Landsforeningen LEV for udviklingshæmmede forventer formand Sytter Kristensen også flere retssager i takt med, at teknologien gør det stadig mere usædvanligt at blive født med eksempelvis Downs syndrom.

Der er en klar tendens til, at vi har sværere ved at acceptere uventede skavanker. Og så må skylden placeres. Men det gavner hverken forældrene eller det barn, der måske en dag finder ud af, at mor og far var så vrede over fødslen, at de gik til domstolene, siger hun.

Janne Rothmar Hermann er lektor i bioetik på Københavns Universitet og landets førende ekspert i netop sager om fejlagtige fødsler. Hun mener sagtens, man kan problematisere, at en forkert diagnose under graviditeten ikke er dækket af samme rettigheder som så meget andet. Hun kan godt forestille sig, at den praksis vil ændre sig. I så fald vil det blive nemmere at komme igennem med erstatninger.

Med FNs handicapkonvention fra 2006 er der kommet klart mere fokus på handicappedes rettigheder, og det vil fortsætte. Men handicappede vil næppe selv få held med at sagsøge i Danmark, for her er det retslige udgangspunkt, at livet er værd at leve. Også selvom det er besværligt, siger hun.

LEDER: Handicap er et vilkår

Lars Henriksen

Lars Henriksen (f.1975) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i juni 2004. Siden september 2004 har han arbejdet som journalist på Kristeligt Dagblad. Først som sundhedsreporter og siden januar 2006 som indlandsjournalist med fokus på dannelse, værdier, kultur og debat.Lars har en baggrund som bachelor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Giovanna D'Arco"

kr. 189,00 Køb

"Eksistens. Hvor går vi hen?". Læserophold på Rønshoved Højskole

kr. 2.595,00 Køb

Rundtur i Pometet

kr. 50,00 Køb

Oplev kulturbegivenhed i Ribe

kr. 1.875,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.