EU presser på for fri abort i katolske lande

Tre EU-lande har ikke fri abort, men et flertal i Europa-Parlamentet lægger pres på at sikre seksuelle og reproduktive rettigheder. -

Europa-Parlamentet har netop vedtaget en betænkning, der støtter fri abort og rettigheder til homoseksuelle. Men der er langt endnu i de stærkt katolske lande, mener Britta Thomsen (S)

Tre EU-lande har ikke fri abort, men nu lægger Europa-Parlamentet pres på Polen, Irland og Malta.

Parlamentet vedtog i går en betænkning om rettigheder, der blandt andet støtter kvinders seksuelle rettigheder.

Det danske medlem af Europa-Parlamentet, Britta Thomsen (S), synes, det er godt, at betænkningen er blevet vedtaget.

- Vi vil gerne vise i parlamentet, at vi har en holdning til de her emner. Vi har en gruppe, som ikke bare er katolske i almindelig forstand. I tre lande - Polen, Malta og Irland - er der ikke fri abort, siger Britta Thomsen.

Betækningen forpligter ikke medlemslandene juridisk, men danner grundlag for, at kommissionen kan fremsætte forslag om, at medlemslandene ændrer lovgivningen. Et flertal i Parlamentet vedtog i går blandt andet en udtalelse om, at der er behov for at sikre, at kvinder kan nyde godt af deres seksuelle rettigheder, at der skal være prævention tilgængelig for at forhindre uønsket graviditet samt ulovlige og risikable aborter. Derudover opfordrer de europæiske folkevalgte til, at medlemslandene anerkender homoseksuelles rettigheder.

Alligevel erkender Britta Thomsen, at der kan være lang vej til ændringer i de stærkt katolske lande.

- Vi ved, at irerne tager til England for at få abort, men jeg tror, det kommer til at tage meget lang tid i Polen. Kvinderne hører katolsk radio fra morgen til aften. Det bliver meget svært - også med hensyn til homoseksuelles rettigheder. Men hvordan var det ikke i Danmark i 40'erne, siger Britta Thomsen.

Det var dog ikke uden problemer, at Parlamentet vedtog betænkningen. Blandt andet stærke katolske stemmer forsøgte at få fjernet de paragraffer, der handler om seksuelle rettigheder og homoseksuelle. 199 stemte for en fjernelse af disse rettigheder.

- Det er meget højt. Og jeg synes, det er bekymrende. For det er ikke bare polske konservative, men også borgerlige fra Spanien og Italien, siger Britta Thomsen.

Der var dog et flertal for at sikre rettighederne - nemlig 427 stemmer.

Britta Thomsen, medlem af Europa-Parlamentet (S). - Foto: Socialdemokraterne/PR