Et tungt jubilæum
I FORGÅRS VAR DET 40 år siden, at man i Danmark indførte den fri abort. Siden er utallige blevet kvalt, ikke i fødslen, men aflivet i moderlivet.
Den fri abort støttes af det store flertal og betragtes af mange som udtryk for kvinders ret til at råde over egen krop og liv. Aborten kan også opfattes som en nødløsning. Legale aborter i det offentlige hospitalsvæsen er dog et mindre onde i forhold til de illegale aborter hos inkompetente kvaksalvere. Et af de slagkraftige indlæg i debatten, der førte til indførelsen af den fri abort, blev på 40-årsdagen genudsendt i Radioklassikeren på P1. Ophavsmanden var Villy Reunert, som i 1967 producerede udsendelsen Letfærdige kvindfolk som deres fostre ombringe, hvor han for første gang lod mænd og kvinder fortælle, hvorfor de løb risikoen med de illegale aborter.
LÆS OGSÅ: Til forskel fra andre reklamefilm har denne et etisk ærinde
Imellem de personlige beretninger berettede Willy Reunert om aborten i historisk perspektiv. Vi hørte om synet på abort og de drakoniske straffe, som kvinder risikerede, hvis de forsøgte sig med fosterfordrivelse.
Willy Reunert betonede, at selvom straffen var mildnet betydeligt gennem tiden, var de mange kriminelle aborter stadig et problem, som et humant og demokratisk samfund ikke kan blive ved med at stikke under stolen i folketingssalen.
OG BERETNINGERNE gjorde indtryk. Vi hørte om ulykkelige mødre, som ikke kunne overskue at få børn eller flere børn. Nogle stod alene, fordi faderen havde mistet interessen efter graviditeten, og deres sociale og økonomiske omstændigheder var slet ikke til småfolk. En beskrev situationen som en ildebrand, hvor man handler desperat og ikke er sig selv.
Man forstår, hvorfor Letfærdige kvindfolk som deres fostre ombringe (i øvrigt en passus fra Danske Lov) prægede debatten, men er fri abort virkelig den bedste måde, hvorpå et humant og demokratisk samfund kan hjælpe de gravide, der ikke ønsker deres børn?
Man kunne også sætte ind med en massiv social indsats og gode adoptionsmuligheder, som gør det lettere det er selvsagt altid tungt at føde børnene og efterfølgende give dem kærlige og ressourcestærke hjem.
Vi kommer jo ikke uden om, at abort er fosterdrab, hvor ubehageligt det end lyder. Alle har vi af gode grunde befundet os på fosterstadiet, men var vi virkelig en slags undermennesker dengang? Mindreværdige liv, som man helt legalt og legitimt kan skaffe af vejen? Vi var under fysisk og mental udvikling, men det er vi også som børn og unge. Et humant samfund anerkender vel mennesker, også dem i moders liv?
Jeg har lagt mærke til, at alle, der går ind for fri abort, allerede er født, sagde Ronald Reagan engang. Det gælder selvfølgelig også abortmodstandere, men hvordan nægte andre det største, man selv har, selve livet?
40-året for den fri abort inviterer ikke til skåltaler, men til selvransagelse, ikke til lette fordømmelser, men til alvorlig anfægtelse.