Ekspert foreslår abortgrænsen flyttet

Birgit Pettersson fastholder, at man løbende skal debattere abortspørgsmålet. – Foto: Annett Bruhn.

Medlem af Abortankenævnet Birgit Petersson er kritisk over for fosterdiagnostik, men samtidig tager hun kvindernes parti. Hun mener, at abortloven skal liberaliseres

I 12 år har lektor i medicinsk kvindeforskning Birgit Petersson været et af tre medlemmer af Abortankenævnet. Her behandler man klager fra kvinder, der har fået afslag på en sen abort i det regionale samråd, og følger i det hele taget udviklingen af sene aborter tæt. Hun hilser debatten om de sene provokerede aborter velkommen, og allerede sidste år var hun i Folketinget for at gøre politikerne opmærksomme på dilemmaet med fosterdiagnostik sent i svangerskabet og en fri abort, der stopper ved udgangen af 12. uge.

Det er ydmygende for kvinderne, at samfundet først stiller nogle undersøgelser til rådighed, og bagefter skal de spørge om lov til en provokeret abort. Det er helt forkert, siger Birgit Petersson.

Hun mener, at der som i Sverige bør være fri abort til 18. uge. På den måde vil de gravide, der ved første scanning får at vide, at de venter et handicappet barn, selv kunne tage stilling til, om de ønsker at afslutte svangerskabet. Birgit Petersson ønsker dog at fastholde, at kvinder, der efter misdannelsesscanningen i uge 20 ønsker en abort, fortsat skal spørge et samråd om lov.

Hvis man er længere henne end 18. uge, begynder barnet at blive levedygtigt, og før vi får set os om, vil børn i den størrelse kunne reddes på neonatalafdelingerne. Når man er så langt henne i graviditeten, bliver hensynet til kvinden sat ud af kraft, fordi andre hensyn vejer tungere. Det gælder barnet, man slår ihjel, personalet, der skal udføre aborten, og også samfundet har en væsentlig interesse.

Da Birgit Petersson var i Folketinget, vandt hendes synspunkter ikke gehør hos politikerne, men hun mener, at vi som samfund skal blive ved med at diskutere, hvad der er acceptabelt, når det gælder abort.

Vi skal ikke længere tilbage end 1930erne for at finde racehygiejne i Danmark, og det skal vi aldrig glemme. Derfor tror jeg, at politikerne tøver med at ændre loven. De kan sige, at det ikke er mange kvinder, det drejer sig om hvert år, og det derfor ikke er værd at lave en lovændring for. Men der er altså også moral i det her, og jeg vil fastholde, at vi løbende skal diskutere spørgsmålet. Problemet bliver ikke løst ved at individualisere det, og det der med at ting foregår under hånden eller på forskellige indikationer, kan vi ikke have, siger Birgit Petersson og fortsætter:

Det er flot, at den unge kvinde, der fik en abort i England, står frem. I princippet har hun ret i, at der er tale om et dilemma, når samfundet tilbyder undersøgelser, uden at hun må drage konsekvensen selv. Men man kan godt have ret uden at få medhold.

Når Birgit Petersson sammen med de øvrige medlemmer af Abortankenævnet træffer en beslutning, er det hver gang et skøn. Der findes ingen positivliste over, hvilke handicap der berettiger til en sen abort. Der er tale om en afvejning af handicappets omfang og længden af graviditeten.

Jeg kan godt forsvare at give afslag på en ansøgning om sen abort, når det handler om en manglende underarm. Mangler fosteret to ben, begynder vi at nærme os, at det kan blive svært for barnet at klare sig. Generelt er det kun meget alvorlige handicap, folk søger om en sen abort for, selvom vi ind i mellem ser mindre handicap, siger hun.

Ifølge Birgit Petersson er det i de senere år blevet sværere at få bevilliget en sen abort på baggrund af sociale forhold, og det er da også de kvinder, der får flest afslag. Når det gælder par, der søger abort på baggrund af alvorlige legemlige eller sjælelige lidelser hos fosteret, var det kun ni, der sidste år fik et nej til en sen abort. Nogle af disse lever med beslutningen, mens andre tager til udlandet, eksempelvis England, og får foretaget aborten der.

Vi ved ikke, hvor mange der søger til udlandet, men vi taler da nogle gange efter et afslag om, hvorvidt vedkommende så tager til England eller Sverige. Det er der så også en social slagside i, idet det er de veluddannede og de velstillede, der har mulighed for at tage afsted, mens de mindre velstillede måske ikke har overskud til det.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk