Det skal ikke være en selvfølgelighed at afslutte liv

Nye muligheder for at screene fostre for køn kan give etiske kvaler, mener Jacob Birkler, der som formand for Det Etiske Råd efterlyser diskussion af den fri abort Foto: .

Nye muligheder for at screene fostre for køn kan give etiske kvaler, mener Jacob Birkler, der som formand for Det Etiske Råd efterlyser diskussion af den fri abort

Et forældrepar har to drenge og ønsker sig en pige. Parret køber derfor fuldt lovligt en kønstest og finder ud af, at der er en dreng på vej. Kvinden vælger en abort, hvilket hun har ret til frem til 13.graviditetsuge. Et andet par har også barn nummer tre på vej, og scanningen afslører tvillinger. Parret ønsker kun at få fjernet det ene ufødte barn, men da det ikke er lovligt, vælger kvinden at abortere begge fostre.

LÆS OGSÅ: Jacob Birkler: Abort til etisk eftersyn

De to eksempler viser ifølge formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, at nye bioteknologiske muligheder giver en lang række etiske dilemmaer. Jacob Birkler opfordrer derfor i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i dag til, at samfundet har øget fokus på konsekvenserne af fri abort. Han vurderer, at de etiske spørgsmål, der knytter sig til den fri abort, vil dukke op i diskussionerne i Det Etiske Råd i 2012.

Hele spørgsmålet om provokeret abort er centralt. Samfundet er for eksempel meget kritisk over for forskning i befrugtede æg, men samtidig giver loven mulighed for provokeret abort. Men hvordan kan man være modstander af forskning på et befrugtet æg, når vi samtidig tillader, at man kan dræbe et foster? På den måde er der nogle værdier, som kommer i konflikt med hinanden, siger Jacob Birkler, der understreger, at han ikke er modstander af fri abort.

Men det er et spørgsmål, der hele tiden kræver debat, ligesom de øvrige valg, vi foretager i det danske sundhedsvæsen. Vi skal have øje for konsekvenserne af abortloven. Det skal ikke være en selvfølgelighed, at vi hver eneste dag afslutter liv i det danske samfund, lyder det fra Jacob Birkler.

Han henviser til, at det er muligt for kvinder at få fjernet et foster på grund af køn, eller fordi de ønsker sig et barn på en bestemt årstid.

Jeg tror ikke, at særlig mange kvinder får abort af de grunde, men muligheden er der, siger Jacob Birkler.

Formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, der også er medlem af Det Etiske Råd, mener generelt, at abortlovgivningen i Danmark fungerer godt. Hun er dog enig i, at nye bioteknologiske muligheder giver en række etiske dilemmaer, som det er vigtigt at diskutere.

Men så længe der er sex, og svangerskabsforebyggelsen svigter, vil der være behov for fri abort. Vi kan ikke bestemme, hvilken grund en kvinde eller et par måtte have til at fravælge at blive forældre. Vi kan derimod i vores samfund signalere, at drenge og piger har samme værdi, så det slet ikke kommer på tale at vælge en abort på grund af barnets køn, siger Lillian Bondo, som henviser til, at der bliver flere og flere teknologiske muligheder for at få oplysninger om fostret, også inden 12 ugers graviditet.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting at vide om abort

Jeg kunne godt tænke mig, at Sundhedsstyrelsen og fagfolk i sundhedsvæsnet diskuterede, hvordan man kan give vordende forældre flest mulige informationer om deres børn uden at oplyse om kønnet, siger Lillian Bondo, som mener, det ville være godt at få undersøgt, om der forekommer kønsbestemte aborter i Danmark.