Det hellige embryo og det uhellige foster. Etikkens mangel på logik

På den ene side er abort i orden i Danmark, men befrugtede æg må ikke doneres. Hvad er logikken i etikken, spørger formanden for Det Etiske Råd i dette debatindlæg. Foto: colourbox.com.

Der synes at være noget særligt helligt forbundet med det befrugtede æg, som ikke må doneres. Men abort er o.k? Ulogisk, mener formanden for Det Etiske Råd

VI LEVER I ET SAMFUND, hvor det er meget prisværdigt at donere blod og organer. Det er også tilladt at donere sæd- og ægceller. Endvidere er det muligt at bortadoptere sine børn.

Men der er grænser for vores donationer og bortadoptioner, for som forældrepar må man for eksempel ikke donere et befrugtet æg.

Der synes at være noget særligt helligt forbundet med det befrugtede æg – eller embryoet, som det også kaldes.

I etiske diskussioner bliver embryoet ofte fremhævet som noget ganske særligt. Det er ved undfangelsen, at livet begynder, og det befrugtede æg skal respekteres og tildeles en særlig status. Det er også sådan, jeg selv betragter det befrugtede æg, men synspunktet synes at mangle en logik.

Ægceller og sædceller tildeles kun minimal etisk status, men sekundet efter undfangelsen er der skabt noget, hvis krænkelse er strafbart. Endvidere kan man spørge om denne ukrænkelighed også gælder, hvis ægget befrugtes med en sædcelle i en petriskål? Er det selve resultatet, der er helligt, eller omstændighederne hvorunder det sker?

KUNSTIG BEFRUGTNING er som bekendt en gængs praksis i Danmark i bestræbelsen på at hjælpe de mange barnløse par. Med denne assisterede reproduktion går vi meget langt. Hvis mandens sædceller er svage og ubehjælpelige, kan vi hjælpe dem på vej ved at skyde sædcellen ind i ægget, men er der også i dette tilfælde tale om et særligt helligt øjeblik?

Men de etiske problemer med den manglende logik stopper langtfra her. Hvis det befrugtede æg vokser i kvindens livmoder og langsomt bliver til et barn, betyder det ikke, at helligheden vokser, snarere tværtimod.

Vi har fri abort i Danmark, så når fostret har levet i op til 12 uger, kan kvinden, uanset begrundelse, få fostret fjernet. Endvidere kan fostret fjernes indtil uge 24 ved en senprovokeret abort, hvis særlige forhold taler herfor.

Men hvorfor er vi så hellige omkring manipulation med det befrugtede æg, når vi siden tillader den ultimative manipulation, nemlig destruktion af fostret?

Ved uge 22 opstår en ny ulogisk grænse, for her bliver fosteret til et barn og derfor et menneske, hvorefter integriteten opstår, og ukrænkeligheden skabes. Nu hviler der igen noget urørligt eller næsten helligt over livet, hvor barnets integritet skal beskyttes og bevares – trods to ugers overlap i forhold til muligheden for senprovokeret abort.

Grænsen beror til dels på grænsen for levedygtighed, men er grundlæggende set vilkårlig og tilfældig. Ikke desto mindre er grænsen etisk set ganske nødvendig. Vi må dog fortsat erkende, at der hviler noget ganske ulogisk ved idéen om, at menneskeligheden netop begynder ved indgangen til 22. graviditetsuge.

MENNESKELIGHED betyder begrebsligt "lighed med et menneske". Men denne lighed ser vi langt tidligere. Fostret ligner allerede et menneske på et langt tidligere tidspunkt i graviditeten, hvor enhver kvinde har ret til provokeret abort.

Samlet set har vi en række dybt ulogiske etiske grænser tilknyttet vores syn på livets begyndelse. Men etikken er ofte ulogisk, som livet i sig selv er ulogisk. Alligevel synes det absolut nødvendigt at fastsætte disse ulogiske etiske grænser.

I modsat fald mister vi blik for en del af det specifikt menneskelige, nemlig livets uudgrundelighed. Holder vi fast i den strenge logik, bliver vi kyniske og beregnende i troen på, at vi kan sætte livet på formel.

Netop denne pointe gør det tvingende nødvendigt, at vi fortsat lader os udfordre af vores tilfældigt fastsatte etiske grænser. I takt med den bioteknologiske udvikling og dens iboende logik skal vi ikke kun forsøge at finde en logisk etisk grænse, men primært forsøge at finde os selv i den fortsatte udvikling.

Logik og menneskelighed skal altid udfordre hinanden, men aldrig erstatte hinanden.

Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd