Det er vigtigt at tænke over sproget, når det gælder aborter

Jo mere vi medikaliserer og idylliserer vores sprog, jo mere lægger vi afstand til at tale med forældre, som skal tage tunge beslutninger, om deres barn skal leve eller ej

Debatten om de såkaldt sene aborter er blusset op igen. Aktuelt på baggrund af, at der ses en stor stigning i antallet af provokerede, sene aborter som følge af Sundhedsstyrelsens retningslinjer fra 2004.

Stort set alle gravide kvinder bliver nu screenet for risikofaktorer hos det ufødte barn. Som følge deraf finder man flere sygdomme, og flere søger om at få graviditeten afbrudt senere end den legale abortgrænse på de 12 uger. I cirka 80 ud af de årlige 800 tilfælde lever det fødte barn/aborterede foster ved fødslen.

Men hvordan er det, vi taler om det i denne debat?

Som forældre forholder man sig til det, man sammen har skabt, som et ventet barn. Det kan være planlagt eller ej, ønsket eller ej, men ikke desto mindre – et barn på vej. Derfor vil forældre tale om det som et barn, der i udgangspunktet er bestemt for at skulle leve. Hvis det så skal dø, vil mange forældre nok opleve det som at miste et barn.

Når beslutningen om en sen abort er taget, vil man oftest sætte den i gang medicinsk. Læger provokerer en fødsel, som oftest tager livet af barnet. Det indebærer, at kvinden får et medikament, som får livmoderen til at trække sig sammen på samme smertefulde måde som ved naturlige fødselsveer. Hun tilbydes smertelindring, men det fjerner ikke ligheden med en fødsel. At barnet så i nogle tilfælde lever, gør processen vanskeligere for både forældrene og det sundhedspersonale, der står bi.

Nogle af de læger, som udfører indgrebene, har i denne debat brugt vendinger som "fostre, der går til", at denne proces foregår "stille og roligt", udtryk som, at fostret "ikke viser livstegn", "hjertet stopper", man "aborterer" og så videre.

Hvad mon det betyder for lægfolk, at fagfolk taler om det på den måde? Hvornår er det et "barn" og ikke et "foster"? Hvornår og hvordan "går man til"? Hvad betyder det, at fostret ikke "viser livstegn"? Hvorfor er det en "abort" og ikke en "fødsel"?

Det er tankevækkende, at når talen fra andre faggrupper falder på etiske aspekter om, hvorvidt forældrene selv skal bestemme, hvordan indgrebet skal foretages, tales der mere direkte om for eksempel "aktiv dødshjælp", og at man "tager livet af" eller "slår ihjel".

MIT ÆRINDE ER IKKE at dømme om de sene aborter skal tilbydes eller ej, eller hvorvidt man skal sprøjte saltvand eller kalium ind i hjertet før fødslen. Men jeg mener, at man skylder forældrene at give dem ren besked og klar tale, så det ikke pakkes ind i pæne og utydelige vendinger om, hvad der egentlig er på spil, nemlig et barn, der er blevet klassificeret som sygt, og som man forventer skal dø.

Jeg tror ikke, at forældrenes sorg og smerte over, hvad de har besluttet, og det tab, de skal leve med, bliver mindre af fagfolks forsøg på sprogligt at pakke det ind – måske snarere tværtimod. Jo mere vi medikaliserer og idylliserer vores sprog, jo mere lægger vi afstand til at tale med forældre, som skal tage tunge beslutninger, om deres barn skal leve eller ej. Netop fordi det er beslutninger, man skal leve med resten af livet, har man brug for at forberede sig på rækkevidden af de konsekvenser, det har.

Sproget, vi som fagfolk anvender, og måden, vi taler på, udtrykker i sig selv noget om vores egne erkendelser. Det kunne jo være, at forældres erkendelser og valg havde været anderledes, hvis talen også havde været det ...

Marianne Axelsen,

jordemoder, cand.scient.san.,

Küchlersgade 2,

København V

Læs mere og deltag i debatten på

kristeligt-dagblad.dk/abort