Den religiøse brik i spillet om abort af piger

De religiøse ledere fordømmer aborter af pigefostre. Men de kæmper en hård kamp, blandt andet fordi deres egne religioner historisk har legitimeret forestillingen om, at kvinder er mindre værd end mænd

Det sker i så forskellige trossamfund som blandt sihker og hinduer i Indien, buddhister i Kina, kristne i Georgien og muslimer i Albanien. Tusindvis af kvinder, flest i Indien og Kina, får hvert år en abort, fordi de har fundet ud af, at det barn, de venter sig, er en pige og ikke den så højt ønskede søn. For kvinderne og deres familier gør det tilsyneladende ingen forskel, at de religiøse ledere i deres respektive lande alle fordømmer den type aborter, og at ingen hellige skrifter accepterer fravalget af piger gennem drab.

Udryddelsen af vold mod kvinder og piger må begynde der, hvor volden begynder i livmoderen. Kønsselekterede aborter er den ultimative diskrimination af piger. Det er intet under, at de farligste ord i verden er, det er en pige, som fader Pavone, national direktør i Præster for Liv, USAs største katolske sammenslutning mod brugen af abort og aktiv dødshjælp, har sagt.

LÆS OGSÅ: Blodprøve åbner for kønsabort

Når de religiøse ledere alligevel ofte taler for døve øren i de regioner, hvor det er blevet en udbredt praksis at abortere pigebørn også i samfund, hvor befolkningerne er kendt for at være troende hænger det paradoksalt nok i en vis udstrækning sammen med religionerne selv, mener flere teologer.

For selvom ingen religioner tillader abort af pigefostre, er de selv samme religioner, det være sig kristendom, islam, jødedom, hinduisme eller buddhisme, alle historisk set funderet i en forestilling om kvinden som mindre værdig end manden. Der eksisterer et kvindesyn inden for kirkerne, der indirekte har været med til at styrke patriarkatet.

Religioner (både vestlige og østlige) formidler en altoverskyggende myte om, at manden er normen for mennesket, og kvinden er den anden, siger Daphne Hampson, professor emerita i teologi fra St. Andrews Universitet i Skotland og forfatter til en række bøger om feminisme og teologi, for eksempel Theology and Feminism (Teologi og feminisme) og After Christianity (Efter kristendommen).

Daphne Hampson, der i efteråret også udgav en bog om den danske filosof Søren Kierkegaard, understreger, at det kan være vanskeligt at skelne mellem årsag og virkning i den kæde af forestillinger, som ender med at danne et samfunds normer og værdier. Således er religionerne og de religiøse institutioner både formet af og har øvet indflydelse på de øvrige strukturer i samfundene. Men især når det gælder synet på kvinden, har det be-tydning, at religionerne historisk set har bekræftet de patriarkalske samfunds rangordning.

Det er altid vanskeligt at trække direkte linjer mellem årsag og virkning, omend jeg er sikker på, at de findes. Religionen er viklet sammen med vores sprog, billeder og forestillingsverden. Den er fundamental for en kultur. Ganske umærkeligt både reflekterer den kulturen og forstærker aktivt dens normer og værdier. Religionen er ejendommeligt virkningsfuld, fordi de roller, den giver til mænd og kvinder i de patriarkalske skrifter, som siges at udgøre Bibelen, har en tendens til at blive opfattet som gudgivne.

Når Gud bliver set som noget mandigt og ophøjet, og det menneskelige som noget kvindeligt, overføres denne dobbelthed på forholdet mellem mænd og kvinder. Tag for eksempel Hoseas Bog, som kredser om den type af kønsligt hierarki.

Daphne Hampsons pointe er, at femicide (systematiske drab af piger og kvinder) måske nok umiddelbart kan forklares gennem det faktum, at i et patriarkalsk samfund er det drenge og mænd, der har mulighed for at tjene penge (og dermed forsørge familierne). Men ud over denne økonomiske fordel ved at være en dreng har mænd altid nydt godt af en højere status.

Det er Daphne Hampsons vurdering, at det ikke er muligt for alvor at komme drabene på pigefostre til livs, før der bliver gjort op med forestillingen om, at kvinder (og dermed pigebørn) har lavere status end mænd og drenge:

Jeg tror ikke, at vi opnår ligestilling, før vi har løst problemet i dets mest grundlæggende form: sprogets fordrejende natur, og kønsdiskriminationen i verdens religioner.

Lone Fatum, tidligere lektor i Ny Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, har i mange år arbejdet med køns- og kvindeforskning. Hun deler Daphne Hampsons vurdering af religionerne som en del af det fundament, patriarkatet og kvindeundertrykkelsen hviler på, men hun advarer mod at lægge ansvaret for tingenes tilstand på religionerne.

Man skal passe på med at forveksle årsag og virkning. Det er ikke religionen, der opfinder kvindesynet. Tværtimod er det religionens betydning at forklare og autorisere de livsformer, der allerede findes. På den måde sættes sociale forhold i system, og kulturelle skikke bliver til moralske regler, tilrettelagt af en guddommelig magt, siger Lone Fatum.

Hun peger på, hvordan skrifterne i de tre skriftreligioner jødedommen, kristendommen og islam afspejler de sociale og kulturelle forhold på det tidspunkt, hvor de blev nedfældet.

Når Eva ifølge Bibelen skabes af Adams ribben, bekræftes kvindens underordning under manden. Hun er skabt til at føde hans børn. Det kvindesyn går igen i fortællingen om syndefaldet, der er Evas skyld. Som straf skal hun føde med smerte, og manden skal herske over hende, siger hun.

Ifølge Lone Fatum er det ikke et nyt syn på forholdet mellem kønnene, der ud-trykkes her. Det er den kendte virkelighed, som får guddommelig bekræftelse. Manden er normalmennesket, og kvinden er hans medhjælp. Det er en grundtanke også i kristen tradition. Ifølge Paulus er kun manden skabt i Guds billede, mens kvinden er mandens afglans.

De bibelske skrifter bygger som alle andre religiøse overleveringer på en kønsdiskrimination, som hører fortiden og de traditionelle samfund til. Når en kvinde ifølge loven er uren i en uge efter at have født en dreng, men uren i to uger efter at have født en pige, svarer det til, at et drengebarn er en social investering, mens et pigebarn i det patriarkalske samfund er en udgift. Men selvom det er en lov, som hører fortiden til, er den med til stadigvæk i traditionelle samfund at forme opfattelsen af kvinden som underordnet manden og af pigen som mindre værd end drengen.

Derfor er det så vigtigt at læse religiøse tekster som historisk litteratur. Det er forudsætningen for at kunne forholde sig kritisk til den religiøst begrundede kønsdiskrimination. Det er formentlig det, de religiøse ledere gør, som i dag fordømmer abort af pigefostre. Det skyldes ikke, at religionerne har ændret sig, og skrifterne er, som de altid har været. Det er kulturen, der har ændret sig, og dermed den religiøse fortolkning, siger Lone Fatum.

En af de nulevende religiøse ledere, der fordømmer kønsbestemte aborter, er den armensk-apostolske biskop Bagrat Galstanyan. Han ryster dog også på hovedet ad antagelsen om, at de oprindelige hellige skrifter anser kvinden for mindre værdig end manden og derfor har været med til at forme og opretholde patriarkalske samfund.

Jeg ved ikke, hvordan nogle kan få dette galt i halsen. Kirken har altid prædiket, at kønnene er ligeværdige. De er henholdsvis konge og dronning. Men naturligvis har kvinden og manden hver sine roller og udtryk. Den kærlighed, en mor viser sit barn, er anderledes end den kærlighed, en far viser. Men kønnene er jævnbyrdige. De er begge skabt i Guds billede, understreger han.

Religionernes mulige indflydelse på, hvorvidt pigefostre bliver aborteret, er dog ikke begrænset til deres syn på kvinden. Også synet på abort spiller en rolle. Stærke religiøse normer mod abort kan være den faktor, som gør, at enkeltpersoner eller familier aldrig vil overveje en abort, uanset om barnet ikke har drømmekønnet. Således kan man opleve en mindre skæv kønsfordeling i nogle religiøse miljøer, for eksempel muslimske eller kristne, hvor abort er stærkt kontroversielt.

Orientalisten Torkel Brekke, der er professor i religionshistorie ved Oslo Universitet, er en af de få, der har forsket målrettet i, hvad religiøse normer omkring abort kan betyde for omfanget af aborter af pigefostre. Torkel Brekke har sammenlignet antallet af fødte pigebørn blandt indvandrere i Norge fra henholdsvis den indiske del af Punjab-provinsen og den pakistanske del af Punjab. Hans resultater viser, at de indiske familier får unormalt mange drenge i forhold til piger (hvilket tyder på, at de indiske kvinder aborterer pigefostre på samme måde, som det kendes fra Indien), mens de pakistanske kvinder føder stort set lige mange drenge og piger.

Torkel Brekke peger på, at religionen er en af de få faktorer, der er forskellige i de to grupper. De kommer begge fra Punjab, der trods delingen mellem Indien og Pakistan stadig har stort set samme kultur, sprog og stærke tradition for, at sønnen er vigtigst i en familie. Men der er den forskel, at befolkningen i den indiske del af Punjab er sikher eller hinduer, mens pakistanerne er muslimer, og de er mere tilbøjelige til at forkaste brugen af abort.

Det forekommer sandsynligt, at islam er en faktor, der hæmmer brugen af kønsselektive aborter, konkluderer Brekke i artiklen Religion and sex-selective abortion: a comparative study of immigrants from South Asia to Norway (Religion og kønsselektive aborter: et sammenlignende studie af indvandrere fra Sydasien til Norge) fra 2013 i det videnskabelige tidsskrift Diaspora Studies.

Den norske forsker understreger dog samtidig, at den moralske afvisning af abort ikke er ensbetydende med, at islam dermed fjerner nedvurderingen af piger og kvinder generelt i Pakistan abort er blot ikke den mest anvendte metode til at slippe af med pigerne. Det sker snarere gennem almindelig misrøgt af pigerne, når de er født. Brekke henviser i den forbindelse til en gammel undersøgelse fra 1998, der anslog, at Pakistan på det tidspunkt havde næsten fem millioner piger og kvinder i underskud i forhold til det normale niveau, fordi de var døde af mangel på omsorg.

Kønsdiskriminationen har mange ansigter i det sydlige Asien. Der er ingen tvivl om, at forkærligheden for sønner er en motiverende faktor for at foretage aborter af pigefostre i dele af regionen. I samfund, hvor der er en stærk religiøs og moralsk barriere mod abort, vil denne forkærlighed for drengebørn dog ikke resultere i brugen af kønsselekterede aborter, i det mindste ikke i samme omfang som i miljøer, hvor sådanne barrierer ikke eksisterer, skriver Torkel Brekke.