Da aborten den blev fri

I dag er det over 30 år siden, Folketinget vedtog loven, der gav kvinder adgang til fri abort. Danskerne er nu markant for den fri abort, men halvdelen af befolkningen finder det samtidig etisk betænkeligt

Som bare 20-årig blev Tine Bryld uønsket gravid. Hun ville under ingen omstændigheder have barnet, men året var 1960, og abort var ikke noget, man fik på et hospital under sikre forhold. Det foregik på køkkenborde hos kvaksalvere, hos læger bag nedrullede gardiner eller på klinikker i udlandet.

- Jeg var i en situation, hvor jeg havde gode forbindelser og kunne finde en læge, der ville hjælpe mig. Han stak hul på fosterhinden, og så gik jeg derfra med blodet ned ad benene. Jeg svor dengang, at mine efterkommere aldrig skulle opleve det samme, fortæller forfatter og radiovært Tine Bryld.

Hun var op gennem 1960'erne aktiv i kampen for den fri abort og kalder loven fra 1973 en landvinding for kvinder. Særligt fra 1970 til 1973 var striden om abort indædt, og mange kæmpede imod. Præster mødte op i Folketinget, unge kristne arrangerede »ja til livet-marcher«, og Kristeligt Folkeparti blev stiftet i protest mod pornografien og abortliberaliseringen. Men i dag er abort blevet en del af den danske hverdag, som 92 procent af den danske befolkning går ind for, og sidste gang Kristeligt Folkeparti forsøgte at få den fri abort forbudt, var i 1977.

- Loven var et resultatet af en lang, sej proces, og hvis man, som jeg, går ind for, at kvinder skal have lov til at bestemme over deres egen krop, er det vigtigt at markere dagen i dag. Den fri abort er ikke givet, siger læge Christian Graugaard, der er nytiltrådt formand for Foreningen Sex og Samfund.

I dag er det nøjagtigt 30 år siden, at det danske folketing vedtog loven. Partimedlemmer var stillet frit, men en stor del af socialdemokraterne, de radikale og SF stemte for, mens mange venstrefolk samt Kristeligt Folkeparti stemte imod. De konservative var delte, og dertil kommer, at en del folketingsmedlemmer undlod at stemme. Mange af dem ønskede det ømtålelige spørgsmål ud til folkeafstemning, men det lykkedes aldrig at skaffe nok stemmer til det forslag.

- Afstemningen i 1973 var kulminationen på en lang proces, som begyndte allerede i 1920'erne og 1930'erne, forklarer historiker Lau Sander Esbensen, der netop har skrevet en ph.d.-afhandling om kampen for den fri abort.

Allerede i 1939 fik Danmark sin første svangerskabslov, hvor det blev muligt at få foretaget en abort, hvis lægen vurderede, at der var fare for kvindens helbred, eller hvis hun var underernæret, udslidt, deprimeret eller havde forsøgt at tage sit eget liv. Og da det var op til den enkelte læge at vurdere dette, blev praksis stadig mere liberal op til 1970.

Fra 1940'erne til 1960'erne steg antallet af såvel legale som illegale aborter, og mange kvinder blev indlagt på hospitalet efter at have været i hænderne på en kvaksalver, således også Tine Bryld.

- Da jeg gik fra lægen, fik jeg at vide, at nu kunne det ske om to timer eller to døgn, men jeg blødte så meget, at jeg blev indlagt og fik en udskrabning, fortæller Tine Bryld.

Hun var i 1965 til 1968 ansat i Mødrehjælpen og skulle som socialrådgiver skrive rapporter om de kvinder, der ansøgte om en legal abort.

- Der skulle virkelig gode argumenter på bordet for at få en abort, så jeg skrev tårepersende historier for at få aborten igennem og pyntede en del på det. Hvis en pige på 15 år ansøgte om abort, skulle jeg på husbesøg hos hendes forældre, og så skrev jeg, at der var møjbeskidt, moderen var umoden som en 10-årig og hjemmet i øvrigt uegnet til børn, siger Tine Bryld.

Dansk succeshistorie

Det var i de år, hvor kampen for en fri abort for alvor tog til. Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds, hvor blandt andre Tine Bryld var aktiv, besluttede sig for at ville slås for den fri abort, og de unge begyndte også at arrangere abortrejser til Polen og England. Det førte til, at de unge blev smidt ud af Dansk Kvindesamfund, og derefter stiftede de foreningen Individ og Samfund. I 1970 blev det muligt at få abort af sociale årsager, ligesom kvinder, der var fyldt 38 år eller havde mindst fire børn i forvejen, også fik tilladelse.

- Det er et ret principielt brud, der sker i 1970, for der giver man ret til fri abort for visse grupper, og i de kommende år fik 90 til 95 procent af de, der søgte om abort, tilladelse. Så i 1973 legitimerede lovgivningen blot den praksis, der allerede var opstået i 1960'erne, siger Lau Sander Esbensen.

Kort tid efter vedtagelsen af loven forsøgte Kristeligt Folkeparti at få den annulleret, men forslaget led en stille død. I 1977 forsøgte partiet igen, denne gang under stor mediebevågenhed takket være den ihærdige Inge Krogh, der rejste landet rundt med sit diasshow af aborterede fostre. Men heller ikke denne gang lykkedes det, og siden har ingen politiske partier forsøgt at fratage kvinderne retten til fri abort.

- Den fri abort er en dansk succeshistorie. Den viser, at når man giver mulighed for fri abort og kombinerer det med oplysning og adgang til god prævention, så falder abortkvotienten, siger lektor på Aalborg Universitet Lisbeth B. Knudsen, der har forsket i abortudviklingen.

Hun henviser dermed til, at det danske aborttal er faldet støt siden 1975, hvor det toppede med 27.886 aborter, til 2002, hvor tallet var på 14.967. Også når man tager højde for antallet af kvinder i den fødedygtige alder, er der tale om et reelt fald. Den såkaldte abortkvotient er næsten halveret fra 1975 til 2002. Alligevel har halvdelen af alle kvinder fået en provokeret abort, når de når overgangsalderen, men det tal finder Lisbeth B. Knudsen ikke alarmerende.

- En kvinde kan i 35 år blive gravid omkring 10 til 12 gange om året. Alligevel får hun i gennemsnit kun 1,7 barn og en halv abort. Det er faktisk ikke ret meget, siger Lisbeth B. Knudsen.

Anderledes ser man på det i de kredse af Danmark, der er imod den fri abort. For selv om 92 procent går ind for retten, finder 47 procent det etisk problematisk. Blandt dem er den tidligere formand for Det Etiske Råd, katolikken Erling Tiedemann.

- Vores abortpraksis i Danmark er uetisk og ulykkelig. Loven om fri abort blev vedtaget på et tidspunkt, hvor der i forvejen blev foretaget et utal af aborter. Der var naturligvis kræfter i samfundet, som etisk set ikke havde rent mel i posen, men der var også en god portion folketingsmedlemmer, som ikke så anden udvej end at stemme for, selv om abort var dem inderligt imod. På den måde kan man sige, at vedtagelsen af abortloven snarere afspejler en politisk opgivenhed over for problemet end en accept af abort. Loven kan i så henseende ses som en afkriminaliseringslov. Jeg får altid enormt ondt af de kvinder, der har følt, at de ikke kunne se sig ud af en nødsituation på anden måde. Jeg tror, der er noget, som er sandt, og noget, der er usandt, men vi må overlade det til Gud at dømme over, hvad enhver af os kunne klare, når vi havnede i en paniksituation, siger Erling Tiedemann.

Mødt af hovedrysten

Modstander af abort er også sognepræst Orla Villekjær. Han var i 1993 medstifter af foreningen »Jeg vil leve«, som han blev formand for. Siden skiftede foreningen navn til Retten til Liv, og i dag har den omkring 2500 medlemmer.

- De første to til tre år blev vi mødt af hovedrysten, og når jeg deltog i tv-debatter, gjaldt det fra journalisternes side om at kue mig. Men i de sidste år har vinden blæst en anden vej, og i dag bliver vi behandlet fair af pressen. Der er forbavsende mange, også ikke-kirkelige, der i dag giver os ret i vores argumenter, selvom de nok ikke vil gå lige så langt, som vi vil. Det glæder jeg mig over, selvom der stadig mangler det helt store gennembrud med en markant holdningsændring, siger Orla Villekjær.

Fra flere sider bliver foreningens retorik kritiseret for at være hård og uforsonlig mod de kvinder, der får en abort, og formand for Mødrehjælpen Eva Tufte mener, at foreningen kan være medvirkende årsag til, at det at få en abort stadig er tabu.

- Retten til Liv pirker til skammen og gør, at det stadig er svært for kvinder at fortælle til andre, at de har fået en abort. Det er ikke et emne, der kommer op ved middagsbordet, og når Retten til Liv taler om at slå børn ihjel, rammer det lige ind i hjertekulen på de kvinder, som har fået en abort og får dem til at krybe i et musehul, siger Eva Tufte, som bliver bakket op af Christian Graugaard fra Sex og Samfund.

- Retten til Liv udgør ikke nogen reel trussel, og den fri abort er kommet for at blive. Men nogle kvinder kan komme i en situation, hvor de synes, de hænges ud, og det er trist, hvis kvinder skal føle, at en abort er forkastelig og skamfuld, siger Christian Graugaard.

Den kritik afviser Orla Villekjær, men han erkender, at foreningen kan virke selvretfærdig.

- Jeg er godt klar over, at vi lægger en byrde på de kvinder, der er skamfulde og ikke har fået bearbejdet deres sorg. Men hvis ikke man erkender sin skyld, kan man ikke komme videre, og i foreningen har vi også den diakonale del med vores abortlinje, som rådgiver abortsøgende eller kvinder, der har problemer efter en abort, siger Orla Villekjær.

For ham handler kampen mod den fri abort om at redde ufødte børn, og han glæder sig over, at abortmodstanden i EU vil vokse, når et stort katolsk land som Polen kommer med.

Også tilhængerne af den fri abort forudser stigende pres på retten. De hæfter sig ved, at den frie abort er truet i USA, hvor der er en stigende tendens til rabiat abortmodstand, og at polakkerne er stærkt skeptiske over for fri abort.

- Der er næppe tvivl om, at der vil blive lobbyet stærkt mod den frie abort, når eksempelvis Polen kommer med i EU, siger Christian Graugaard.

EU-kommissær Poul Nielson har for nylig advaret mod, at amerikanske abortmodstandere forsøger at påvirke EU's støtte til fami- lieplanlægning i u-landene, og i et brev advarer han mod udviklingen:

- For øjeblikket er det EU's hjælp til familieplanlægning i Den tredje Verden, som abortmodstanderne prøver at påvirke, men dette kunne ændre sig til også at inkludere den reproduktive sundhed i EU, advarer Nielson.

Ikke engang i det nuværende EU er der fri abort i alle lande. I Irland er det helt forbudt og i Portugal og Spanien stærkt begrænset. I Tyskland er der brugerbetaling. I de nye lande, der kommer med i EU, var der under det kommunistiske styre fri abort, og mange steder blev det brugt som svangerskabsforebyggelse. I Polen blev det så forbudt igen efter murens fald. Alligevel er der ingen, der for alvor tror, at den frie abort i Danmark er truet.

- Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på, og herhjemme er der jo også kræfter, der arbejder mod aborten. Men hvis nogen vil true den, er jeg sikker på, at mange kvinder, men også mænd, vil blive aktive, siger landsforkvinde i Dansk Kvindesamfund Karen Hallberg.

Plads til tvivlen

Trods det internationale pres er retten til abort i Danmark i dag så grundfæstet, at kvinder i de senere år også har turdet give tvivlen luft og tage de etiske diskussioner. I de senere år er der kommet fokus på, at det kan være en psykisk belastning af få foretaget en abort, og for et par år siden blev der indført ret til støttesamtaler, så kvinder, der er i tvivl, om de skal vælge abort eller barn, kan få hjælp til at træffe valget. Ligeledes er der i dag mulighed for samtaler, hvis man har problemer efter indgrebet.

I de fleste tilfælde er det de praktiserende læger, der foretager disse samtaler, men også Retten til Liv og Mødrehjælpen tilbyder dem. Og sidstnævnte mener, at samtalerne kan blive bedre.

- Jeg tror ikke, at støttesamtalerne ude hos de praktiserende læger er gode nok. Der har man valgt en lidt for hurtig løsning. De unge piger står ofte mutters alene og betror sig ikke til lægen, som har en direkte linie hjem til mor og far. Hos de helt unge er tvivlen stor og erfaringen lille, og de kan have brug for at vende spørgsmålet med kloge, kompetente mennesker, der kan se lidt bredere på det end det rent medicinske, siger Eva Tufte fra Mødrehjælpen.

Da den fri abort blev indført, blev den primært brugt af ældre kvinder, der havde fået de børn, de skulle have. I dag bruges den hyppigst af kvinder i 20'erne til at udskyde den første barnefødsel.

Det er dem, der får flest aborter, men alligevel er det også dem, der afbryder færrest graviditeter, simpelthen fordi det er i den alder, hvor mange får børn. Omvendt er der ikke mange teenagere, der bliver gravide. Få får abort og endnu færre et barn, og Danmark har en af de laveste abortkvotienter blandt teenagere i verden.

For 30 år siden blev abort brugt til at hjælpe kvinder, der var blevet uønsket gravide, og sådan er det fortsat. Men andelen af kvinder, der afbryder et ønsket svangerskab, fordi det viser sig, at der er noget galt med fosteret, er stigende og ventes at stige yderligere i de kommende år, hvor flere kvinder vil få tilbudt fosterdiagnostik.

Det er en udvikling, der maner til eftertanke, mener Karen Hallberg fra Dansk Kvindesamfund.

- Vi skal være på vagt over for den udvikling og passe på. For man kan finde flere og flere handicap, og det kan blive for meget, hvis man kan vælge alt fra. Godt nok er det kvindens valg, men hvem er det for alvor, der bestemmer? Lægerne påvirker, og der må være grænser for videnskaben, mener Karen Hallberg.

For Tine Bryld er der ingen tvivl om, at dagen i dag er værd at fejre.

- Da jeg blev gravid som 20-årig var jeg fuldstændig desperat, og hvis ikke jeg havde kunnet overtale lægen til at hjælpe mig, var jeg gået til en hvilken som helst anden. Jeg havde ikke ret til betryggende sundhedsmæssig behandling på et sygehus, men de dage er heldigvis forbi, siger Tine Bryld.