Abortsprøjten vækker modstand

Abortmodstanden i Danmark gav sig i 1999 udslag i oprettelse af Abortlunden tæt på Vedersø Kirke i Jylland. – Foto: Erik Jepsen.

Ved sene provokerede aborter bør læger ikke sprøjte saltvand ind i fosterets hjerte for at slå det ihjel før fødslen. Det mener blandt andre Det Etiske Råd, Jordemoderforeningen og en hospitalspræst

Det grænser til aktiv dødshjælp, hvis læger på landets sygehuse tager sprøjten i hånden og hindrer levendefødte aborter. Sene provokerede aborter kan nogle gange resultere i et barn, der trækker vejret og kommer med små spjæt i mere end tre timer efter fødslen.

Som Kristeligt Dagblad skrev i går, mener flere læger, at det er etisk forsvarligt, hvis man som i Sverige tilbyder forældre at sprøjte saltvand ind i fosterets hjerte, mens det stadig er i maven. For så er man sikker på, at barnet ikke lever, når det kommer ud.

Men en række fagfolk mener det modsatte. Det er etisk uforsvarligt. For det grænser til aktiv dødshjælp, lyder det.

Jeg frygter, at vi fører aktiv dødshjælp ind ad bagdøren, hvis vi gør det her til en almen norm. Det mener jeg ikke er etisk tilrådeligt. Det er ikke op til os at tage liv. Vi skal derimod gøre, hvad vi kan for at bevare det, siger Niels Jørgen Cappelørn dr.theol. og medlem af Det Etiske Råd.

Han bakkes op af hospitalspræst ved Aalborg Sygehus, Ruth Østergaard Poulsen.

Det mærkes forkert for mig. Det nærmer sig debatten om aktiv dødshjælp. Og hvis man aktivt dræber fosteret, kan det desuden blive et problem for moderens sjælesorg senere. For hun kan få store problemer med skyld, siger Ruth Østergaard Poulsen.

Hun mener, at læger ikke skal gøre sig til herre over liv og død.

Det er en aktiv handling at give den sprøjte. Det er aborten selvfølgelig også, så dybest set er vi tilbage ved, at der er problemer ved de provokerede aborter. Det giver os store sjælekvaler, når vi gør os til herre over liv og død. Det var dyrt at spise af Kundskabens Træ vi betaler en pris, siger hun.

Lillian Bondo, Jordemoderforeningens formand, mener heller ikke, at saltvandsindsprøjtningen nødvendigvis er den bedste løsning for forældrene.

Det kan overfladisk set lette situationen, også for jordemoderen, at hun er sikker på, at fosteret er dødt ved fødslen. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at det tjener hverken kvindens eller jordemoderens tarv. Det, der har været sværest for alle, også for jordemødrene, har været tavsheden omkring det forhold, at barnet kunne leve en tid. Nu er der opmærksomhed på, at der må være en værdig afslutning. Og man skal i den sammenhæng selvfølgelig respektere forældrenes ønsker, siger hun.

Også formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Hans Axel Buhl, påpeger, at man må følge forældrenes ønske om, hvordan de vil tage afsked med det lille liv.

Men Tom Kjær, hospitalspræst ved Herlev Sygehus mener ikke, der er nogen vej uden om saltvandssprøjten. For muligheden er der, og loven tillader det. Han er ikke enig i, at det er aktiv dødshjælp. For barnet dør alligevel, da beslutningen om at bringe livet til ophør er truffet. Derfor må det gøres på den mest etisk forsvarlige måde, mener han.

Hvis forældrene mener, at det er det mest kærlige, de kan gøre, ser jeg ikke et problem. De er jo gået i gang med at få en abort og ikke et barn. Mange af de forældre, jeg taler med, ønsker ikke, at barnet skal lide. Det handler om at gøre det indgreb, der allerede er besluttet, så værdigt som muligt, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk