Abortmodstandere opruster i USA

Planerne om en amerikansk sundhedsreform har mobiliseret mange modstandere og tilhængere i USA. Nu er en ny gruppe af modstandere ved at træde ud af kulisserne. Ifølge avisen Wall Street Journal er den indflydelsesrige anti-abortbevægelse ved at ruste op til kamp. -People against health care reform react during a town hall meeting on "Healthcare Reform Efforts" sponsored by US Rep. James Moran, D-VA, on August 25, 2009 at South Lakes High School in Reston, Virginia. AFP PHOTO / Tim Sloan Foto: TIM SLOAN Denmark

Anti-abortbevægelsen i USA går til kamp mod præsident Obamas forslag til en sundhedsreform

En ny modstander er ved at træde ud af kulisserne i den amerikanske kamp om en kommende sundhedsreform. Mens præsident Barack Obama og den demokratiske ledelse i Washington i forvejen er under pres for at kontrollere planens omfang og omkostninger, er den indflydelsesrige anti-abortbevægelse ifølge avisen Wall Street Journal nu ved at ruste op til en kamp i efteråret mod demokraternes forslag.

Abortmodstanderne argumenterer, at den gennemgribende sundhedsreform, som præsident Obama har lovet amerikanerne, vil åbne for "statsbetalte" aborter. De fleste af demokraternes forslag vil give lavindkomstgrupper tilskud til at tegne en sygeforsikring, og hvis den forsikring dækker provokerede aborter – som det er tilfældet med mange private forsikringer i USA i dag – så vil det ifølge abortmodstanderne svare til at tvinge skatteborgerne til at understøtte abort.

Anti-abortgrupper har nu søsat kampagner rettet mod centrale politikere i Kongressen, der nu vender tilbage til Washington efter endt sommerferie. Gruppen Family Research Council har finansieret kritiske tv- og radio- reklamer i flere demokratiske senatorers hjemstater, mens en anden antiabortgruppe, the National Right to Life Committee, NLRC, lobbyer konservative demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der formentlig skal afgive deres første stemme om reformforslaget i begyndelsen af september. Derudover har anti-abort-aktivister deltaget i sommerens offentlige debatmøder om sundhedsreformen og planlægger at holde bønnemøder foran kongresmedlemmernes kontorer.

– Inden de stemmer, vil lovgiverne vide, at dette er en lov, der opstiller et stort føderalt abortprogram, siger NLRC's juridiske direktør, Douglas Johnson, til Wall Street Journal.

Præsident Obama har pure afvist, at der bliver tale om statsbetalte aborter, og demokratiske politikere arbejder på at finde løsninger, der eksempelvis gør dækning af abortomkostninger til et ikke-tilskudsberettiget tillæg til sygeforsikringer. Flere republikanske og konservative demokratiske politikere siger imidlertid, at de nægter at støtte en sundhedsreform, der ikke eksplicit udelukker dækning af abortydelser.

Præsident Obama møder nu også stigende modstand i det katolske Amerika, hvor flere biskopper argumenterer imod sundhedsreformen på grund af blandt andet abortspørgsmålet. Den katolske modstand er et alvorligt tilbageslag for Obama, der forsøger at alliere sig med religiøse grupper i bestræbelserne for at reformere det socialt ulige amerikanske sundhedssystem.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk