Abortgrænsen skal forlænges

Vi skal have større tillid til, at kvinderne selv kan tage den endegyldige beslutning om at få en abort. Det mener professor i gynækologi og obstetrik, Øjvind Lidegaard

Det bør være forældrenes eget valg at få foretaget en abort. Hvis fosteret viser tegn på misdannelser, er jo først og fremmest forældrene selv, der kan vurdere, om de kan sådan et handicap resten af deres liv.
Det mener Øjvind Lidegaard, professor i gynækologi og obstetrik. Han ønsker, at abortgrænsen på 12. graviditetsuge skal forlænges.

- Ingen er til syvende og sidst bedre til at vurdere, om den samlede sum af ressourcer, som skal tilvejebringes for at håndtere et givet handicap i en familie, er til stede eller ej, end netop den familie, som er berørt, mener han. I en sådan overvejelse indgår både forældrenes ressourcer og syn på den pågældende misdannelse, øvrige børn i familien, økonomi, arbejde og andre sociale forhold.

Øjvind Lidegaard siger også, at det kan forekomme stærkt krænkende, hvis et forældrepar har besluttet sig for at søge om abort men så får afslag:

- Nogle par vil i den situation søge graviditeten afbrudt i udlandet, hvilket er muligt, men dyrt. Der vil opstå en social skævhed, fordi velstillede forældrepar kan tage til udlandet og få indgrebet der, mens andre af praktiske eller økonomiske årsager ikke kan, mener han og fortsætter:

- Vi kræver i en række andre situationer, at patienter selv tager stilling og involverer sig. Jeg synes, det er ulogisk ikke at udvise forældre den modenhed og tillid, det kræver at kunne tage en sådan beslutning. Min egen erfaring fra klinikken er, at det kan langt de fleste godt, når først de står i situationen.

Abortsamrådene giver tilladelse til sene aborter i 95 % af anmodningerne, de modtager. Derfor mener Øjvind Lidegaard, at det er en unødig og forsinkende bureaukratisering, at anmodningerne først skal igennem abortsamrådene, og at det er uhensigtsmæssigt for de kvinder, der venter på en afgørelse.
I de sjældne tilfælde hvor kvinderne får afslag, mener han, at det er umuligt at forhindre dem i at rejse til udlandet for at få en abort. En anden mulighed er at købe abortpiller på internettet og selv fremprovokere den. Lande som vi normalt sammenligner os med, eksempelvis Sverige og England, har en højere abortgrænse uden at det har været et væsentligt problem, mener Øjvind Lidegaard:

- Der er som udgangspunktet ikke nogen grund til at tro, at danske kvinder skulle have vanskeligere ved at håndtere denne praksis end kvinder i Sverige eller England.

- Nogen kunne være bekymret for, at en højere abortgrænse ville rykke på det tidspunkt, hvor kvinder får afbrudt deres graviditet. Men det forholder sig faktisk omvendt. Kvinder henvender sig med ønske om abort stadig tidligere i deres graviditet. Den udvikling har vi set i Sverige. Der er derfor ikke nogen grund til at tro, at det store flertal af abortsøgende kvinder skulle ønske at udskyde tidspunktet for en eventuel provokeret abort.