Aborterede fostre: individer eller affald?

Aborterede fostre fra Herlev Hospital bliver samlet i en fryser, brændt i en kiste og urnen nedsat her på Gladsaxe Kirkegård. Lignende praksis bliver stadig mere almindelig på hospitaler rundt om i landet, blandt andet i Odense. Foto: Martin Bubandt/Polfoto.

Det aborterede foster befinder sig i en etisk og eksistentiel gråzone. For hvis man ikke er et menneske i juridisk forstand, hvad er man så?

"At få over sine læber at det ventede barn skal smides ud med biologisk affald – det er altså svært at få sagt."

Sådan formulerer afdelingssygeplejerske Lone Meibom det etiske dilemma, som personalet på svangreklinikken på Odense Universitetshospital står i, når en gravid kvinde får en abort inden 22. uge.

Ofte er der tale om en provokeret abort af et foster med en alvorlig misdannelse, som bliver opdaget ved hjælp af den stadig mere veludviklede fosterdiagnostik. Andre gange bliver fostret aborteret af sociale årsager hos en meget ung pige eller en misbruger. Og det kan også være et foster, der bare går til i moderens liv. Personalet fortæller forældrene, at de kan vælge at få det døde foster udleveret og selv sørge for begravelse. Men det kan være svært for mange forældre, og derfor bliver langt de fleste aborterede fostre sendt ud af Odense Universitetshospital som biologisk affald.

Den praksis vil personalet gerne have lavet om på, og derfor har man indgået en dialog med Odense Kommune om at etablere en "fosterplæne" på Assistens Kirkegård:

"Vi vil have muligheden for at samle alle disse fostre, kremere dem og komme dem i en urne og grave dem ned i en fælles plæne på en kirkegård, så alle kan vide, at her ligger det, der skulle have været mit barn. Det er meget mere etisk korrekt," siger Lone Meibom.

Livet under moderens maveskind er juridisk veldefineret: Hvis fostret dør efter 22. uge, er der tale om et dødfødt barn, som skal have dødsattest, og som man har pligt til at begrave. Men inden da er fostret klassificeret som en abort, uanset om døden sker spontant eller provokeret. Og derfor har døde fostre ikke noget krav på at blive sømmeligt behandlet, som for eksempel enhver anden død krop. Hvorfor de på de fleste hospitaler ryger ud med moderkager og amputerede lemmer for at ende på forbrændingen som slagger.

Men mens juraen ligger fast, er det ufødte barns etiske status under forandring, og det er sagen om fosterplænen i Odense det seneste eksempel på. Stadig flere hospitaler har fundet deres egen måde at håndtere problematikken på: Nogle steder nedgraver man alle fostre, også de provokerede aborter før 12. uge. Og argumentet er ofte hensynet til både personale og forældre.

Et af stederne, som længe har haft en fast praksis for de aborterede fostre, er Herlev Hospital. Her samler man alle aborterne – både provokerede og spontane – hos kvartermesteren på hospitalet. De små plasticbeholdere med væv bliver sat ned i kapellet, hvor også voksne døde patienter ligger. Her bliver de lagt i en fryser, og når der er samlet så mange, at man kan fylde en kiste i voksenstørrelse, bliver den kremeret og urnen sat ned i en fællesgrav på Gladsaxe Kirkegård.

Og netop det med at lægge de mange fostre i samme kiste var et spørgsmål, Odense Kommune for nylig rejste over for Det Etiske Råd. For kunne man nu tillade sig det? Svaret fra rådet lød, at det under alle omstændigheder var en etisk forbedring frem for at sende fostrene til forbrændingsanstalten.

Men ifølge Sniff Andersen Nexø peger det netop på, hvor ambivalent vi har det med det aborterede foster. Hun er adjunkt i moderne kultur og socialhistorie ved Københavns Universitet og har i flere omgange beskæftiget sig med netop dette emne.

"Man ville jo ikke drømme om at komme flere afdøde personer i samme kiste, hvilket illustrerer den flertydige status, som de her fostre har. Det handler om, at man har noget, som falder mellem kategorier. Fostrene er en meget speciel ting i denne verden, fordi de i praktisk omgang nogle gange har status som semiperson, noget menneskeligt med en identitet, og i andre praksis og sammenhænge har de status som materiale, substans og ikke-person."

Netop håndteringen er med til at definere, om fostret er det ene eller det andet:

"Når det bliver klassificeret som affald, kommer det ned i en gul sæk og bliver puttet i en container. Mens det andre steder kommer i en kiste, vi bruger til mennesker, og bliver kørt i en ligvogn hen til kirkegården. I det ene tilfælde får det status som affald. I den anden situation som noget menneskeligt," siger Sniff Andersen Nexø

Problemstillingen er blevet yderligere aktualiseret af, at stadig flere graviditeter ender med abort efter 12. uge. Fra 1999 til 2009 steg antallet af tilladelser til provokerede aborter mellem 12. og 24. uge fra 566 til 831. Årsagen er ikke mindst den øgede brug af fosterdiagnostik, der finder frem til flere misdannede eller alvorligt syge fostre end tidligere, hvorfor flere forældre vælger at søge om abort.

Ønsket om nedgravning stiger angiveligt med fostrets alder. En undersøgelse fra Viborg Sygehus viste for 10 år siden, at et stort flertal af forældrene ønskede bortskaffelse før uge 16. Men fra uge 16 til 24 ønskede hele 75 procent af forældrene en anonym nedgravning og stort set alle de resterende en individuel begravelse.

En række medlemmer af Det Etiske Råd, politikere og sundhedspersoner ønsker en ensartet praksis på hospitalerne. Men hvad skal de fælles retningslinjer gå ud på? Og hvem har retten til at beslutte, hvad der skal ske med fostret?

Sniff Andersen Nexø peger på, at det for eksempel kan være krænkende for nogle, hvis man vælger at begrave alle fostre.

"Vi er ikke ude over dilemmaet, fordi vi sørger for at begrave fostrene. For hvis man ønsker at afslutte en graviditet, tænker man jo nok mere på det som et materiale, der ikke skal blive til et barn. Og så er man måske ikke voldsomt begejstret for, at det bliver begravet, som om det var et menneske."

Janne Rothmar Herrmann, jurist ved Københavns Universitet, har skrevet en ph.d. om retsbeskyttelse af fostre og befrugtede æg. Hun henviser til en dom fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg fra 2008, hvor en kvinde i Schweiz lagde sag an mod staten, fordi myndighederne havde begravet hendes barn uden at informere hende om det. Hun vandt sagen.

I Sundhedsstyrelsen har man dog vurderet, at fordi der var tale om et barn, som var dødfødt i 26. uge, ville det efter danske regler under alle omstændigheder være at betragte som et barn og ikke et foster og derfor have krav på en begravelse. Dommen har derfor ikke givet anledning til at ændre på dansk lovgivning. Men Janne Rothmar Herrmann mener, dommen sætter streg under, at et foster tilhører kvinden. Og at man derfor ikke kan tillade sig at nedgrave fostre uanset deres alder uden at spørge forældrene om det først, som man for eksempel gør på Herlev Hospital:

"Rent juridisk mener jeg, at det kun er kvinden, som kan vælge, hvilken status barnet skal have. Det er der ikke andre aktører, der kan vælge for hende. Men vi kan alle se, det er en etisk kattepine. For hvis man italesætter, at det på en eller anden måde er et barn, der er dødt, lægger det yderligere åg på de kvinders skuldre, som ikke ønsker at skulle tage stilling – for eksempel når der er tale om de provokerede aborter."

Også formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, der er medlem af Det Etiske Råd, mener, det er vigtigt, at kvinden selv vælger, hvad der skal ske med fostret:

"Nogle vil opfatte det voldsomt tvetydigt, at kvinden eller forældrene vælger at sige: 'Vi vil ikke have det her barn, fordi det for eksempel har en alvorlig dobbeltsidet ganespalte. Det vælger vi at abortere'. Men som så bagefter vælger at lave en grav for det. Man har slået det ihjel, men man vil gerne sørge over det. Det kan virke utrolig udfordrende på nogen. Men jeg mener altså, at vi må acceptere, at kvinden eller parret er den afgørende part i det her."

Michael Esmann, sekretariatschef i Landsforeningen Spædbarnsdød, har samme holdning. Han mener, at alle forældre skal spørges, så de selv kan tage stilling. Også ved de provokerede aborter før 12. uge:

"Det er fejlagtigt at tro, at det ikke er forbundet med sorg, når man selv er med til at afslutte svangerskabet. Og det er en gammeldags tankegang, hvis andre synes, de ved bedre end forældrene. Hvis forældrene har valgt at blive gravide, kan de også selv finde ud af, hvad der skal ske med fostrene, i fald de ikke skal blive til levende børn."

vaaben@k.dk