10 historier om mennesker, der har overlevet en abort

Folk, der har overlevet abort, mødes på nettet, hvor de deler deres historier med hinanden. Modelfoto Foto: ADAM HART-DAVIS/SCIENCE PHOTO LI

1 ud af 500 fostre overlever en abort før 8. graviditetsuge. Nogle ender at blive fjernet ved en ny abort, mens andre ender med at komme til verden. Se 10 eksempler på folk, der har overlevet en abort

På en række hjemmesider findes der meget personlige beretninger om og fra mennesker, der har overlevet en ellers planlagt abort. Der findes ikke nogle lignende sider for abortoverlevere i Danmark, og derfor stammer de fleste af historierne fra amerikanske sider.

Som Kristeligt Dagblad har beskrevet de seneste dage, overlever 1 ud af 500 fostre aborter før 8. graviditetsuge i Danmark. Det svarer til cirka 14 om året. Mange vil blive fjernet ved en ny abort, mens andre vil blive født. Hvor mange findes der ikke tal på.

Her følger 10 beretninger fra folk, der har overlevet en abort

1) Melissa Ohden
Michelle Ohden er en af de mere offentligt fremtrædende abortion-survivors, ét af de mennesker, der har overlevet en abort, i USA. Hun deltager ofte i radioprogrammer og tv-shows om emnet, er hyppig gæst hos FoxNews og er hovedpersonen i dokumentaren A Voice for Life (En stemme for livet). Samtidig har hun sin egen hjemmeside, www.melissaohden.com, hvor hun blogger og fortæller sin historie.

SPECIALHISTORIE
: Brev fra en far til den datter, der aldrig skulle have været født

Melissa Ohdens biologiske mor var en 19-årig college-studerende, som i 1977 fik foretaget en abort sent i graviditeten. Lægernes skøn over, hvor langt moderen var henne i graviditeten, viste sig at være forkert. Hvor lægerne troede, at moderen var omkring 18 uger henne, var hun i virkeligheden omkring 31 uger inde i graviditeten. Lægerne var derfor bekymrede for, om Melissa Ohden ville få mén af forsøget på aborten, men hun blev alligevel født sund og rask. Melissa Ohdens biologiske mor valgte efter fødslen at bortadoptere hende til en ny familie. Melissa Ohden var dog siden selv opsøgt sin biologiske familie på begge sider, og de har i dag, ifølge Melissa Ohdens egen hjemmeside, jævnlig kontakt.

2) Claire Culwell
Amerikanske Claire Culwells mor blev gravid som 13-årig. Moderen valgte at få en abort på en abortklinik. I første omgang virkede det da også til, at aborten var lykkedes. Det var den også men kun på det ene foster. For hvad moderen ikke vidste, og lægerne ikke opdagede, var, at hun var gravid med tvillinger. Efter et par uger voksede maven fortsat og hun vendte tilbage til klinikken, hvor det uventede viste sig. Der var stadig ét foster tilbage. Et par uger senere blev Claire Culwell født, mange uger for tidligt og i en meget skrøbelig tilstand. Hun har dog i dag ikke nogen varige mén og efter sigende godt forhold til sin mor. (Læs mere: http://www.prolifeinfo.ie/abortion-facts/survivors/)

3) Sara Smith
På hjemmesiden www.prolife.com, fortæller Sara Smith fra Californien sin historie. Hun er den ene overlevende tvilling fra den abort, som hendes mor ellers fik foretaget i 1970. Moderen havde på det tidspunkt allerede fem børn og mente ikke, at familien kunne klare flere børn. Moderen, som ikke vidste at hun var gravid med tvillinger, fik derfor foretaget en abort på en klinik. Lægerne opdagede heller ikke, at der var tale om en tvillingegraviditet. Et par måneder senere begyndte moderen dog at mærke spark fra maven. Den ene tvilling havde overlevet aborten. Moderen, som efter sigende fortrød den første abort, valgte derefter at beholde barnet. Moderen og Sara Smith har senere rejst jorden rundt sammen, hvor de har holdt foredrag om deres historier og de konsekvenser, som de mener, at abort kan have.

LÆS OGSÅ: Mennesker, der har overlevet abort, mødes på nettet

4) Keira Harmsworth
Australske Keira Harmsworths mor var 16 år gammel, da hun fandt ud af, at hun var gravid. I graviditetens 10.tiende uge, besluttede hun sig for at få foretaget en abort og der var umiddelbart ingen komplikationer.
I de følgende måneder mærkede hun tegn på, at noget måske ikke var, som det skulle være. Hun opsøgte lægen, hvor det blev konstateret, at aborten ikke var lykkedes og hun nu var ca. fem måneder henne. Moderen besluttede sig for alligevel at gennemføre graviditeten og Keira Harmsworth blev født.

5) Josiah Presley
Josiah Presleys biologiske mor var en sydkoreansk kvinde, der blev gravid i en meget ung alder. Omkring to måneder inde i graviditeten valgte hun derfor at få foretaget an abort. Et par måneder efter abortforsøget blev hun dog klar over, at noget var galt. Det viste sig, at aborten ikke var lykkedes og hun nu var mere end fem måneder i graviditeten. Hun valgte derefter at gennemføre graviditeten, men at bortadoptere barnet efter fødslen. Josiah Presley blev født med en deform venstre arm, som lægerne mente stammede fra den mislykkede abort. Senere blev han bortadopteret til en amerikansk familie.
Josiah Presley er i dag en offentlig talsmand i Pro-Life-bevægelsen i USA. (Læs mere: http://blog.abolishhumanabortion.com/2012/03/my-name-is-josiah-and-i-am-abortion.html)

6) Gianna Jessen
Amerikanske Gianna Jessen er i dag 19 år gammel og er en af de mere offentligt fremtrædende abortion-survivors i USA, som blandt andet holder foredrag og skriver om abort på sin egen hjemmeside, www.giannajessen.com. Hendes biologiske mor var 17 år gammel, da hun opdagede, at hun var gravid med Gianna. Moderen opdagede dog graviditeten meget sent. Derfor blev aborten foretaget gennem en såkaldt saline infusion abortion, hvor lægen sprøjter en stærkt giftig væske ind i livmoderen. Herefter er det så meningen, at det døde foster udstødes gennem en normal fødsel. Dette skete dog ikke i Gianna Jessens tilfælde. Efter at livmoderen ellers havde været inficeret med den giftige væske i mere end 18 timer, kom Gianna Jessen altså levende til verden, selvom hun var meget svækket og ikke vejede mere end 900 gram. Hendes biologiske mor valgte efterfølgende at bortadoptere Gianna Jessen, som et par år efter blev diagnosticeret med en spastisk lammelse, som lægerne mente stammede fra den mislykkede abort. Hun har dog siden trænet sine muskler op, så hendes tilstand er betydeligt bedre og blandt andet deltaget i maratonløb.

7) Melody A. Olsen
Du var egentlig slet ikke ønsket i første omgang. Sådan lød ordene fra amerikanske Melody A. Olsens mormor, da hun en aften fortalte den vokse Melody den familiehemmelighed, som især moderen havde båret på, siden Melody kom til verden. Melody A. Olsens mor var et par måneder inde i sin graviditet, da hun opdagede, at hun ventede sig. Moderen var meget ung, og graviditeten var på ingen måde planlagt. Derfor valgte hun at få foretaget en abort i slutningen af graviditetens anden måned. Et par måneder senere og en mave, der blev ved med at blive større, blev hun klar over, at noget var galt. Moderen valgte dog efterfølgende at føde det barn, der skulle blive til Melody A. Olsen. (Læs mere: http://www.theabortionsurvivors.com/survivor-testimonies/)

8) Heidi Huffmann
Amerikanske Heidi Huffmanns mor, Tina Huffmann, var kun 17 år gammel, da hun blev gravid. To måneder gik og moderen havde det fysisk dårligt og opsøgte sin læge, som kunne fortælle hende, at hun ikke alene havde fået en infektion fra den mislykkede abort hun var også stadig gravid. Moderen valgte at gennemføre graviditeten og Heidi Huffmann kom til verden, et par uger for tidligt, men ellers sund og rask. (Læs mere:http://www.culturallegacy.org/heidi-huffman )

9) Finley Crampton
Det var noget af en overraskelse for amerikanske Finley Cramptons mor, Jodie Percival, da hun blev gravid. Hun var nemlig på p-piller og derfor var hun da også et par måneder henne i graviditeten, da hun fandt ud af, hvad der var på færde. Hun valgte at få foretaget en kirurgisk abort, men efter et par måneder stod det klart for hende, at noget ikke var lykkedes maven blev ved med at vokse. Hun valgte derefter at fuldføre graviditeten, og Finley Crampton blev født uden mén fra aborten med en fødselsvægt på knap tre kilo. (Læs mere: http://www.prisonplanet.com/articles/june2008/050608Mother.htm)

10) Brandi Lozier
Historien om, hvordan Brandi Lozier kom til verden, er også en historie om tilfældigheder. Brandi Loziers moder var sent henne i graviditeten, 21 uger, da hun valgte at få foretaget en abort. Ligesom i flere af de andre historier, skete det gennem en saline abortion. Det viste sig dog, at proceduren ikke havde virket. Hvad der skulle have været et dødt foster, viste sig at kunne trække vejret, da det kom ud. Brandi Lozier var skrøbelig, men i alligevel i live. I dag er Branzi Lozier meget aktiv i Pro-Life-bevægelsen og officiel organisator for flere Pro-Life-demonstrationer i USA. (Læs mere: http://www.freerepublic.com/focus/f-news/2068873/posts)