Året var 1972: Livmoderen var en kampzone

En gruppe præster med pastor Jan Stolt i spidsen (med krucifikset midt i billedet) demonstrerede i Københavns gader imod loven om fri abort, som Folketinget vedtog i maj 1973. Foto: John E. Jacobsen.

Det var som en blitzkrig så voldsom var debatten, husker abortmodstanderen overlæge Inge Krogh. Tilhængeren af fri abort Helle Degn betegner debatten dengang som fanatisk. Her fortæller to af slagets kombattanter om kampen for og imod fri abort for 40 år siden

Det 26-årige socialdemokratiske folketingsmedlem Helle Degn var bestemt ikke tilfreds, da den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen den 30. november 1972 fremsatte lovforslaget om fri abort i Folketinget. Året inden var hun blevet valgt ind sammen med en gruppe helt unge kvinder som blandt andre Ritt Bjerregaard.

LÆS OGSÅ: Hospital har oprettet enhed for sene aborter

De purunge folketingsmedlemmer vakte opsigt i Folketinget, hvor hovedparten af medlemmerne var midaldrende mænd. Helle Degn var som andre unge kvinder i partiet stærkt inspireret af rødstrømperne og mente derfor, at den socialdemokratiske gruppes ordfører i abortspørgsmålet skulle være en kvinde. Men gruppen sagde nej. Af taktiske grunde udpegede partiet præsten Poul Falk Hansen som ordfører. Socialdemokraterne mente, at det var klogere at sætte en mandlig teolog til at forsvare partiets forslag om fri abort. Og selvom Helle Degn og andre unge kvinder brændte for at udtale sig om abortspørgsmålet, førte præsten ordet, da lovforslaget blev drøftet under en livlig folketingsdebat den 13. december. Det irriterede partiets unge kvinder, at telefonen blev stillet videre til Poul Falk Hansen, når medierne ringede.

Abortspørgsmålet var en meget vigtig sag for 68-generationen af rødstrømper. Debatten var omgivet af alle former for fanatisme fra især modstandersiden. Især fra folkekirkepræster, katolske præster og lægestanden, siger Helle Degn, der opfattede kritikerne af retten til fri abort som fanatiske og skingre.

Det var kun de mest velstillede kvinder, som havde mulighed for at få foretaget illegale aborter eller rejse til udlandet. Mange kvinder tog til Polen og England. Men i de lavere sociale lag måtte man bare affinde sig med en graviditet, og mellem 15 og 20 procent af alle børn født i ægteskaber havde ikke moderens ægtemand som far, så der var meget ufortalt i den tid, fortæller Helle Degn.

Hun henviser til, at kvinder, der oplevede en uønsket graviditet, langt ind i dette århundrede blev betragtet som faldne kvinder, der selv havde bragt sig i ulykke.

I min ungdom var prævention noget, man skulle ind i de mørke københavnske sidegader for at finde, lyder det fra Helle Degn.

Retten til at afbryde et uønsket svangerskab var et af kardinalpunkterne for 1960ernes og 1970ernes kvindebevægelse på tværs af politiske fløje. Både Venstres og Socialdemokratiets politiske ungdomsorganisationer gik ind i kampen for fri abort, og det blev et afgørende vendepunkt for aborttilhængerne, da et flertal på Socialdemokratiets kongres i 1969 støttede forslaget.

Få år forinden var abortspørgsmålet for alvor blevet aktuelt, da Danmarks Radio i 1967 lod en række unge kvinder fortælle om deres oplevelser med abort.

En mor fortalte for eksempel, hvordan hun efter et besøg hos en abortlæge aborterede på toilettet på en tankstation, mens hendes mand og to børn drak sodavand i cafeteriet.

Radioudsendelsen blev sendt, kort tid før Folketinget skulle diskutere et forslag om fri abort, som Socialistisk Folkeparti (SF) havde fremsat. Forslaget blev stemt ned, men i 1971 kom der for alvor skred i diskussionen, da Helle Degn og en række andre unge kvinder blev valgt til Folketinget.

Otte dage efter, at loven om fri abort blev vedtaget den 24. maj 1973, fik Helle Degn selv foretaget en abort. Hun boede på det tidspunkt papirløst sammen med sin kæreste, og parret havde to børn.

Vi var enige om, at vi ikke ønskede det tredje barn. Jeg prøvede på min egen krop at være til lægesamtale. Lægen løftede den moralske pegefinger op i hovedet på mig. Men jeg havde den frihed, at jeg kunne sige til ham. Nu er jeg selv lovgiver, og jeg ved, at den nye abortlov snart træder i kraft. Jeg havde personligt truffet det valg, der passede til min tilværelse. Lægen blev flov, fortæller Helle Degn.

Hvor den i dag 65-årige Helle Degn betragter den fri abort og kvinders økonomiske selvstændighed som nogle af de største landvindinger i hendes levetid, så har den 91-årige pensionerede overlæge og tidligere folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti Inge Krogh det helt modsatte synspunkt, og faktisk blev hendes parti dannet som protest mod den fri abort.

Mens debatten rasede i 1972 og 1973, drog Inge Krogh landet rundt med et kontroversielt amerikansk diasshow, som hun havde fået i New York. Serien sluttede med et billede af en vognladning lig fra en tysk koncentrationslejr og teksten:

Den fri abort har gjort drab på fostre til en institution. Livet er det samme, hvad enten et foster er tre måneder, eller et menneske er 30 år.

Som læge har det været ganske naturligt at være mod abort. Udviklingen, når æg- og sædcellen møder hinanden, er så fin, at det egentlig er mere mærkværdigt, at man fødes som normal end som handicappet. Fosteret er fra undfangelsen et ganske selvstændigt væsen og helt forskelligt fra moderen, siger Inge Krogh, der i dag er pensionist og bor i Horsens.

Da debatten om abort var på sit højeste, var Inge Krogh et yndet motiv for karrikaturtegnere, og den kvindelige overlæge blev endog sammenlignet med Hitler og Goebbels.

Det blev kaldt en blitzkrig, og det var livmoderen, der var kamppladsen. Der var forfærdelig meget modstand mod mine synspunkter, men det gjorde mig sådan set ikke så meget, for jeg vidste, at jeg havde ret. Men da modstanden på et tidspunkt kom fra et medlem af min egen folketingsgruppe, blev jeg fuldstændig lammet. Samme dag, som kritikken havde været i Radioavisen, skulle jeg tale på et gymnasium. Jeg prøvede at få en anden til at tage foredraget men gennemførte det som i en døs, siger Inge Krogh.

På trods af den mediemæssige modvind oplevede Inge Krogh stor interesse for sine foredrag blandt læger, sygeplejersker og medicinstuderende.

Modstanderne mod abort fandtes især i læge- og sygeplejerskekredse, og der var mange læger og sygeplejersker, som ikke mente, at staten kunne pålægge dem at udføre fri abort, fortæller Inge Krogh.

En undersøgelse viste, at 76 procent af landets læger var imod fri abort, og i Ugeskrift for Læger kunne man læse om kirurger, der var Trætte af at feje op efter befolkningens præventions-nonchalance.

I både København og Aarhus talte Inge Krogh til propfyldte universitetsauditorier.

Jeg kan huske et møde i det store auditorium på Rigshospitalet. Vi begyndte klokken halvotte om aftenen, og da klokken var 10, ville jeg slutte. Men tilhørerne ville høre mere, og vi fortsatte, til klokken var næsten 12. Det var i den grad et emne, der optog folk.

Flere gange mødte hun læger og studerende, der sagde:

Vi er sådan set enige med dig, men vi tør ikke stå frem vores holdninger.

Når Inge Krogh ser tilbage, synes hun, at førstebehandlingen af abortloven i 1972 var begyndelsen på et trist kapitel i danmarksn.

For mig at se er den eneste gyldige grund til abort en voldtægt, eller hvis moderen ikke kan tåle fødslen. Men der har ikke for alvor været nogen kritisk diskussion af retten til abort herhjemme de seneste mange år. Den kritik af abort, der diskuteres i USA, er slet ikke slået an i Danmark. For den unge generation er retten til abort blevet en selvfølgelighed. Det er trist, siger Inge Krogh.

For Helle Degn er perspektivet det modsatte.

Jeg sagtens se nogle af de teologiske betænkeligheder ved abort. Men jeg synes, at teologer må forholde sig til den tid, de lever i. Når jeg ser på mit barnebarn på 21 år, så kan jeg ikke lade være med at tænke på de fremskridt, der er sket. Hun kan selv bestemme over sin krop, og hun skal ikke opleve den frygt for graviditet, der i århundreder har præget kvinders liv.

Læs tidligere artikler om ånden fra 1972 på

k.dk

Inge Krogh. Foto: Leif Tuxen.
Helle Degn. Foto: .