Desmond Tutu går ind for aktiv dødshjælp

Folk har ret til en værdig død. For mig betyder det, at jeg kan have en samtale med dem, som jeg har mødt på min vej her i livet. Det betyder, at jeg kan sige ordentligt farvel til dem, jeg elsker, siger Desmond Tutu. Foto: Scanpix

Sydafrikas tidligere ærkebiskop kritiserer livsforlængende behandlinger i britisk avis

Desmond Tutu går ind for aktiv dødshjælp. Det skriver Sydafrikas tidligere ærkebiskop i den britiske avis The Observer.

"Jeg har brugt mit liv på at arbejde for værdigheden for de levende. Nu vil jeg bruge min hjerne på at arbejde for de døende," skriver Desmond Tutu i den britiske avis.

Han kritiserer både dyre begravelser og livsforlængende behandlinger, fordi han mener, at pengene kunne være brugt bedre på de levende.

Det er ikke mindst tabet af vennen Nelson Mandela, der har fået Desmond Tutu til at reflektere over døden og sin sidste tid her på jorden.

"Jeg er nu tættere på min egen afslutning end min egen begyndelse. Døden er en del af livet, og det skulle derfor ikke være et tabu at tale om den. Folk har ret til en værdig død. For mig betyder det, at jeg kan have en samtale med dem, som jeg har mødt på min vej her i livet. Det betyder, at jeg kan sige ordentligt farvel til dem, jeg elsker," siger Desmond Tutu og tilføjer:

"Nelson Mandela var sengeliggende og meget syg. Han talte ikke, han havde ikke kontakt. Det, der blev gjort mod ham, var skammeligt."

Du kan læse hele Desmond Tutus kommentar i The Observer her:

"Desmond Tutu: a dignified death is our right – I am in favour of assisted dying" 

Her ses Desmond Tutu i selskab med sin gode ven, Nelsom Mandela, der døde sidste år. Foto: Scanpix