Rusture: Hvor går grænsen for, hvad man kan byde nye studerende?

Hvordan opretter man et fællesskab på ganske få dage? Er det overhovedet muligt?Det er i hvert fald en overordentlig vanskelig opgave, hvorfor mange tutorer vælger at gribe til løsninger, der fremskynder processen. Det mest anvendte middel er vel overdreven indtag af alkohol, der får barrierer og personlige grænser til at flytte sig, skriver Christina Busk

Beskrivelser af rusture fra diverse studier minder mig ofte om den fantastisk film Zappa, hvor den kluntede tykke dreng Mulle tvinges til at spise en skovsnegl for at få lov til at være med i klubben, skriver Christina Busk fra Etikpanelet

Hvor går grænsen for, hvornår en rustur på et nyt studie er sjov eller krænkende og etisk upassende? Det spørgsmål er blevet relevant, efter der igen er blevet skrevet om rusture med blandt andet seksuelt indhold, som går lige til grænsen eller måske over, hvad nogle studerende finder passende. Læs mere om rusturene her. 

Vi sendte spørgsmålet videre til Christina Busk, som sidder i Kristeligt Dagblads Etikpanel. Hun er desuden uddannet teolog fra Aarhus Universitet og er ejer og medstifter af virksomheden Etikos, der arbejder med virksomheders etiske profiler. 

Her følger Christina Busks svar: 

Endnu engang er der et eksempel på rusture, som i hvert fald nogle mener, går over gevind og er både krænkende og etisk upassende. Hvor går grænsen for, hvad man kan byde nye studerende på en rustur? Hvornår (hvis nogensinde) bør universiteterne gribe ind? Og hvordan kan sådan en rustur påvirke unge mennesker, som finder arrangementet etisk grænseoverskridende? 

Vi taler inklusion – eksklusion her. Det at være eller ikke at være en del af et fællesskab. Når unge mennesker starter på et studie, så starter mange på en frisk. Det vil sige, at man er trukket ud af sine vanlige fællesskaber, sit vanlige miljø og skal finde sig til rette i et nyt socialt miljø. For at finde sig godt til rette er det vigtigt også at finde sig til rette i fællesskabet, at have kendskab til de mennesker, man skal omgås og arbejde sammen med.

Derfor blev rus-turen opfundet. Et middel til sammenrystning at enkeltindivider til et fællesskab.

Men hvordan opretter man et fællesskab på ganske få dage? Er det overhovedet muligt? Det er i hvert fald en overordentlig vanskelig opgave, hvorfor mange tutorer vælger at gribe til løsninger, der fremskynder processen. Det mest anvendte middel er vel overdreven indtag af alkohol, der får barrierer og personlige grænser til at flytte sig. Det ved alle. Vi kommer lidt tættere på hinanden, når vi har brækket os i samme busk.

Det seneste nye middel, vi har hørt om, er fra rusturen på statskundskab, hvor både seksuelle bekendelser og aparte omgang med dyrehoveder var en del af de fællesskabende aktiviteter. Og man forstår jo og kan gennemskue, hvor de har ideerne fra. For det er jo ikke, fordi de har opfundet den dybe tallerken. Med kraftig inspiration fra loger, sekter og okkulte fællesskaber forsøger de at speede processen op i forhold til at danne fællesskab. Hvis jeg har hørt om dine seksuelle fantasier, og du har hørt om mine, så kender vi hinanden lidt bedre, end vi gjorde før. Og det er jo for så vidt rigtig nok. 

Men er det nødvendigt? Nødvendigheden kan diskuteres; om det kan opleves krænkende kan vel ikke diskuteres. Alle mennesker har en integritet, nogle fysiske og mentale grænser, der har krav på respekt, både fra os selv og fra andre. Hvis vi overskrider disse grænser, ja så går der en lille smule af os, og vi kan opleve det som en krænkelse af os selv. Fællesskaber kan styrke vores integritet og vores identitet som menneske, men fællesskaber kan også fratage os vores integritet, hvis vi bliver presset til at overskride vores egne grænser. 

Men har de studerende ikke altid et frit valg? Kan de ikke bare lade være med at deltage i rusaktiviteter, som de finder grænseoverskridende? Jo, selvfølgelig. Ethvert menneske har ret til selvbestemmelse og ville i princippet frit kunne sige til og fra i forhold til et fællesskab. I princippet, men hvad med realiteten. 

For netop fordi man ved en studiestart starter på en frisk, måske alene, så er man i en mere udsat og sårbar situation. Man er måske mere tilbøjelig til at tilsidesætte sine egne grænser for at blive en del af et fællesskab. Det gør sig vel gældende for alle mennesker, der står alene, eller på kanten af et fællesskab. Man glemmer at overveje konsekvenserne af de handlinger, man går ind på, og man kan glemme, at man har retten til at sige fra. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke selv har ansvaret, men det kan være svært fuldt ud at tage det. 

Men hvem kan så tage det, hvis vi ikke kan forlade os på, at det enkelte individ et stærkt nok til at sige fra over for fællesskabet? 

Ja, her må man vel sige, at de, der definerer fællesskabet og fællesskabets rammer, bærer et vist ansvar. De har ansvaret for at opstille rammer, der både giver plads til at respektere andres integritet og give plads til den enkeltes selvbestemmelse i forhold til at deltage i fællesskabet. Hvad der er de rigtige ”lege” og aktiviteter, kan der jo ikke gives noget entydigt bud på. Det handler måske ikke så meget om, hvad man laver, men mere om, hvorvidt der er friheden til at sige til eller fra. Ligesom det handler om respekten for andre menneskers integritet.

Har du også et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her