Debat

Uhørt at TV3 serverer truede dyr

TV3 bør ikke behandle ålen som en helt almindelig madvare, man bare kan spise uden moralske skrupler, skriver Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden

Når flere og flere danskere kaster sig over finere madlavning, skal vi huske vores moralske ansvar. TV3’s Masterchef trækker i den forkerte retning

Dette indlæg er skrevet af Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel
 
Flere og flere danskere har i de senere år kastet sig over finere madlavning. Det kan jeg godt forstå – det er sjovt at lave god mad, og det er en stor tilfredsstillelse at spise et måltid, hvor man selv har lavet alting fra bunden.

Det er også særdeles positivt, at de bedste danske kokke har kastet sig ud i at genopfinde det nordiske køkken, så lokale fødevarer igen bliver brugt i stor stil. Det giver nemlig god mening rent klimamæssigt at spise råvarer, der er dyrket lokalt, så deres CO2-fodaftryk begrænses mest muligt.

Derfor er det så meget mere trist og fuldstændig unødvendigt, at TV3’s madprogram Masterchef for nylig bad kendis-deltagerne tilberede en af de mest truede fiskearter, vi kender, nemlig ålen.

Ålen er så truet, at den faktisk er i større risiko for at blive udryddet end den panda, som i årtier har været logo for den organisation, jeg står i spidsen for.

Alligevel blev ålen smækket på køkkenbordet uden nogen som helst bemærkninger om den triste tilstand ålen befinder sig i, hvor 98 procent af bestanden på få årtier er forsvundet i Europa.

I stedet fik deltagerne lov til at sige ligegyldigheder som, at ålen er ’klam’ og at det er ulækkert at røre ved fisk. Til det vil jeg bare sige: Jamen, så lad dog være med at spise den.

Ålen er i dag ilde stedt på grund af overfiskeri, forurening og ødelagte levesteder. Situationen er så alvorlig, at det svarer til, at kun indbyggerne i Aalborg ville overleve, hvis Danmark blev ramt af en lignende katastrofe.

Det bør TV3 ikke bidrage til ved at behandle ålen som en helt almindelig madvare, man bare kan spise uden moralske skrupler. Det er den ikke. Og den vil den slet ikke være i fremtiden, hvis TV3 og andre – blandt andet mange af landets fiskehandlere – bliver ved med at behandle ålen, som om ingenting er hændt, for så uddør den.

Befolkningens interesse for madlavning og det store fokus på kokkerering fra mediernes side forpligter. Vores forbrug af madvarer er blevet et etisk spørgsmål og medierne har et ansvar for at uddanne befolkningen, og ikke som TV3 glorificere tilberedning af truede dyr.