Velfærdsteknologi med dimser og robotter

Skal en robot som denne i fremtiden lufte lagnerne og vende patienterne på hospitaler og plejehjem? Foto: stock.xchng

Robotter på plejehjem og GPS på demente? Erling Tiedemann grubler over fremtidens velfærdssamfunds etiske udfordringer

FOR NYLIG HAVDE JEG lejlighed til at deltage i en faglig konference om fremtidens plejehjem, hvor drøftelserne tog udgangspunkt i fremtidens vilkår, nemlig at vi kommer til at mangle hænder til at løse plejeopgaverne.

Der bliver relativt flere ældre, som lever relativt længere uden nødvendigvis samtidig at forvente, at de så også skal arbejde tilsvarende mere. Vi skal bruge flere hænder, siger vi, men hænder sidder nu engang på mennesker, og hvis de ikke er der, fordi vi ikke har lavet dem – eller fordi vi har skaffet os af med hver femte af dem, vi havde lavet, inden de blev født – ja, så kommer det til at knibe til sidst.

Og hvad gør vi så? Tage flere hænder ud af produktions- og serviceerhvervene for at dække behovet på plejehjemmene hjælper ikke, for det er nu engang erhvervslivet, som skal finansiere den offentlige velfærd.

Altså går nogle af overvejelserne i samme retning, som udviklingen er gået i industrien, nemlig automatisere leveringen af velfærdsydelser ved hjælp af sensorer og robotter, så plejehjemmene kan drives med de færre personaler, som er til rådighed. Det handler ikke kun om støvsugere, som kan finde rundt mellem møblerne og holde værelset rent, men også om toiletter, der kan holde én selv ren, hvis man ikke kan bruge toiletpapir. Eller om badeautomater, der ikke kan undgå at henlede tanken på, hvordan vi får vasket vores bil.

UMENNESKELIGT, uacceptabelt, i strid med menneskets værdighed og derfor uetisk, er den umiddelbare reaktion. Under realismens og nødvendighedens lov begynder vi imidlertid forsigtigt at spørge, om vi muligvis kunne finde frem til metoder, der kan afbøde manglen på hænder uden at anfægte værdigheden – kort sagt: Kan vi udvikle en velfærdsteknologiens etik?

Det kan vi muligvis, men ikke uden igen en gang at måtte konstatere, at praktisk etik normalt handler om en afvejning mellem modstående hensyn.

En af de ting, der tales om, er brug af en GPS-dims i lommen, som kan fortælle personalet, hvor en dement beboer befinder sig, hvis han eller hun har forladt plejehjemmet og begivet sig ud på de lange veje. Det er selvsagt personalebesparende og giver også øget sikkerhed for den gamle, men det virker jo kun, hvis bevægelserne registreres, og fra registrering til overvågning er springet kort – hvis der overhovedet er noget spring.

ALTSÅ REJSER DE ETISKE nakkehår sig endnu en gang hos os, og vi bliver betænkelige, fordi personsikkerheden, hensynet til privatlivets fred og nødvendigheden af at spare hænder støder sammen – og nødvendigheden sikkert trækker det længste strå.

Jeg talte med en gammel mand om problemstillingen. Nå, sagde han, jamen det ville da være godt, hvis personalet fik sådan en GPS i lommen, så kunne man jo finde dem, hvis de igen er forsvundet ?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk