Har alle ret til et knus?

Foto: Illustration: Rasmus Juul

MED AFSTEMNING I velfærdsdebatten er der meget tale om varme hænder. Men hvor meget offentlig kærlighed kan man egentlig forvente at få af hjemmehjælperen, pædagogen eller sygeplejersken? Kan man ikke yde professionel omsorg uden at være i fysisk berøring med dem, man arbejder for?

En dag måtte plejehjemsforstander Henriette Wülser kalde en praktikant ind til samtale. Praktikanten insisterede på at udføre sit arbejde på plejehjemmet med handsker. Ikke kun, når hun skiftede ble, men også, når hun skænkede saftevand eller holdt en ældre i hånden.

LÆS OGSÅ: Antallet af ensomme ældre stiger fortsat

"Vi måtte spørge hende om, hvad hun egentlig ville med sit fag. For det at have handsker på er at lægge en distance til de mennesker, som vi arbejder med," fortæller Henriette Wülser og fortsætter: "Vi har med mennesker at gøre, og så skal man også kunne lide at være tæt på de mennesker. Du behøver ikke at give et kram, men du kan ikke undslå dig at ville berøre ældre. De smitter ikke."

Praktikanten måtte således smide handskerne under gøremål, der ikke handlede om personlig hygiejne, men diskussionen stopper ikke her. Spørgsmålet er, om man kan kræve af plejepersonale, at de rører ved et barn, en ældre eller handicappet. Måske savler vedkommende, er snottet, trænger til at få skiftet ble og er i det hele taget uhumsk. Skal man kunne afgrænse sig fra et kram?

"Nej," siger Eirik Tollefsen, der underviser pædagoger og andet plejepersonale i pædagogisk massage.

"Berøring er en vigtig del af omsorgsarbejdet for professionelle. Grundlaget for al menneskelig udvikling ligger i et mentalt, men også et kropsligt samspil, og har man svært ved at give et kram eller er kropsforskrækket, må man arbejde med det," siger Eirik Tollefsen.

"Alternativet er at få robotter til at gøre det, der er ubehageligt, men på den måde risikerer man at underminere den berøringskontakt mellem mennesker, der er så vigtig. Et menneske, der ikke bliver rørt ved, er et isoleret menneske – livet bliver simpelthen fattigt uden kram," siger Eirik Tollefsen.

Omvendt mener Helle Wülser, at man ikke kan kræve knus af sine omsorgspersoner.

"Nogle mennesker har brug for at holde professionel distance, og så vil jeg ikke kræve, at de skal kramme fru Hansen," siger hun og fortsætter:

"Men det er klart, at hvis fru Hansen har brug for et kram hver morgen, når hun vågner, så skal de to personer ikke have hinanden. Det er en ledelsesopgave at sørge for, at hver enkelt ældre får bedst mulig omsorg ved at kombinere forskellige personer med hinanden. Men jeg har aldrig mødt nogen inden for faget, der ikke havde lyst til at holde hånd."

Spørgsmålet om, hvor meget ældre eller andre bør blive krammet af professionelle omsorgsgivere, er et vaskeægte etisk dilemma, påpeger cand.mag. i pædagogik Christian Aabro, der er lektor på Pædagoguddannelsen Frøbel, og han opridser flere forskellige perspektiver på den sag: For det første afhænger det af den enkelte pædagogs menneskeforståelse, det afhænger af den ældre eller barnet, men også af kulturen i personalegruppen og af, hvad de pårørende siger. Sidst, men ikke mindst er der en service- og straffelov, der siger noget om rammerne for omsorgen specifikt og for, hvordan vi omgås hinanden generelt.

"Hvad svaret er, det afhænger af, hvilke værdier vi vægter højest. Det vigtigste er her, at personalet løbende diskuterer, hvor grænsen går, og tør sige det til hinanden, hvis de oplever kollegaers adfærd som undvigende eller grænseoverskridende," siger Christian Aabro.

Helle Wülser er enig – det handler om at skabe et arbejdsmiljø, hvor samværet bliver naturligt og respektfuldt. Som forleden, da plejehjemmet Akaciegården på Frederiksberg, hvor Helle Wülser er leder, holdt påskefrokost. Som underholdning kom en pianist, og på et tidspunkt spillede denne en sang, der lagde op til lidt ramasjang.

"Jeg lagde mærke til, at en af mine ansatte tog en af de ældre damer under armen for at sætte gang i hende og vugge i takt til musikken, men den ældre gav tydeligt udtryk for, at det ikke var rart. Det er vigtigt at kunne aflæse, hvad den ældre selv vil, og det er ikke altid nemt og en balancegang," siger Helle Wülser og giver endnu et eksempel:

"Her på plejehjemmet er en beboer, en akademiker, som jeg stadig er Des med. Det foretrækker han, ligesom han nok heller ikke er til at kramme, og det er vigtigt at respektere. I dagens Danmark har vi en krammekultur, men nogle af vores beboere ville føle sig intimideret over at blive krammet i tide og utide. Det skal vi respektere og forstå, at man skal møde mennesker der, hvor de er," siger Helle Wülser.

Netop evnen at møde mennesker, hvor de er, og læse situationen er noget af det, som Lisbeth Bang, der underviser på SOSU-skolen i Aarhus, forsøger at indprente sine elever.

"Evnen til at uddele kram er ikke noget 'optagelseskriterium', men det er refleksionen i forhold til, hvornår det er relevant at give kram. Eleven skal kunne mærke sig selv og egne grænser, men bestemt også læse signalerne fra borgerne. Det er noget, vi hele tiden taler om, og det er vi nødt til at tale om," siger Lisbeth Bang, der betoner, at man er nødt til at arbejde med sig selv, når man arbejder med mennesker.

"Hvis et ældre menneske sidder med mange pletter på tøjet og giver omsorgsgiveren en følelse af afsky, så må man kigge på det samarbejde og reflektere over, hvad det er, der gør, at man ikke har lyst til at være nær det menneske," fastslår Bang, der mener, at man ikke kan tvinge en professionel omsorgsgiver til at give knus.

Men hvis der er behov for det, og man ikke selv kan, så må man sikre sig, at der kommer en person i det hjem, der er i stand til at yde den omsorg.

Ligesom Lisbeth Bang mener Eirik Tollefsen, at det giver masser af mening at arbejde professionelt med værdier i og grænser for berøring.

"Der er eksempelvis nogle udviklingshæmmede, der higer efter kram og knus. De skal også lære, at der er tidspunkter, hvor der udveksles kram og knus, og andre tidspunkter og steder, hvor det ikke er acceptabelt. Det er gængse sociale normer, og lærer de ikke det, kommer omsorgspersonalet ind i en vanskelig rolle, hvor det er svært at finde balancen mellem, hvad du personligt kan rumme, og hvad der er pædagogisk forsvarligt og ønskeligt," siger Eirik Tollefsen.

Helle Wülser oplever af og til, at beboere er direkte grænseoverskridende over for personalet, enten verbalt eller fysisk. Her handler det igen om at have et arbejdsmiljø, hvor den pågældende medarbejder kan sige fra, og hvor man åbent drøfter, hvad borgeren har behov for.

"Handler det om, at han ikke kan lide den hjælper, eller handler det om, at han har behov for noget andet? Det må vi finde ud af eventuelt i samspil med den ældre og de pårørende," siger Helle Wülser.

På Århus Social - og sundhedsskole , hvor cand. pæd. Lisbeth Bang underviser, skal eleverne også forholde sig til, hvad omsorg egentlig er for en størrelse.

"Det hjælper ikke at vaske tøj og tørre et fedtet køkkenbord af, hvis et ældre menneske sidder i sorg og har brug for at holde i hånd. Så er det det, der er behov for den dag. At holde i hånd," siger Lisbeth Bang, der siger, at nye elever ofte tror, at professionalisme hænger sammen med at gemme egne følelser væk.

"Selvfølgelig må man gerne føle og bruge sig selv," siger Lisbeth Bang og fortsætter:

"Men det ændrer ikke ved, at man skal være professionel."

livogsjael@k.dk