Etik og fælles ansvar er et forsømt tema

Hvor ringe må servicen blive over for de ældste i samfundet? Det er et spørgsmål, der i disse år trænger sig på i mange kommuner og hos deres ældre borgere, skriver Lis M. Frederiksen

Ellen på 79 år satte sig til computeren og sendte en mail efter at have læst min artikel for nogle uger siden om forebyggende hjemmebesøg. Ellen skriver, at hun og hendes mand på 79 og 81 år først blev tilbudt hjemmebesøg for tre år siden.

LÆS OGSÅ: Forebyggende hjemmebesøg er et fint tilbud til raske ældre

Det var et fint besøg bortset fra, at vi fik at vide, at vi godt kunne få en snak en gang om året, men vi måtte aldrig forvente at få tilbudt hjælp, ligegyldigt hvordan vi havde det, for det var der ikke råd til. Først den dag, hvor vi ville blive så dårlige, at vi ikke selv kunne vaske os, ville vi få hjælp til det. Vi ville ikke kunne få hjælp til rengøring med mere.

Vi undrede os meget, men kunne kun sige, at vi var lykkelige over at være velfungerende endnu. Vi blev klar over, at begrebet ældrebyrden virkelig var sandt. Vi har været med til at bygge samfundet op i hele vores liv og føler, det er en ringe tak, der bliver tildelt vore dages ældre.

Kære Ellen, sikke en spand koldt vand at få i hovedet, og hvor er det godt, at du reagerer. Endnu en gang giver det anledning til at tage fat i vores egen og samfundets opfattelse af ansvarlighed og fællesskab over for hinanden.

Vi må spørge os selv, hvorfor samfundet har udviklet sig til at opfatte ældre som en byrde. Det kan godt være, at ordet ældrebyrden ikke bliver benyttet så meget af politikerne længere. Det er blevet til et fy-ord. Men opfattelsen af ældre, der kræver hjælp til det daglige, som en byrde trives åbenbart rundt-omkring ifølge din henvendelse. Men vi borgerne i Danmark er jo samfundet. Vi må derfor for god ordens skyld spørge os selv, om der er noget, vi har glemt i opdragelsen af børn og børnebørn. Har vi ladet os forblænde af de gode tider og den materielle fremgang gennem de seneste 30-40 år? Har vi i forsømt tydeligt nok at indprente den fælles ansvarlighed og respekt over for hinanden? Dårlig økonomi skal ikke have hele skylden, synes jeg.

Vi tilhører en generation, der har haft Anden Verdenskrig og varemangelen helt inde på livet. Mange af os husker det omsyede tøj og rationeringsmærkerne i årene lige efter krigen. Vi husker vores bedsteforældre tale om fattigdom og arbejdsløsheden i 30erne. Der er rigtig gode grunde til at glæde sig over den materielle fremgang, som de fleste i samfundet har oplevet.

Vi hører ofte, at målestokken for et samfund kan ses på, hvordan det tager sig af de svageste. Det er blevet hårde tider for kommunerne. De er ekstremt pressede på økonomien og i en desperat situation, siger Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.

Ellens og hendes mands erfaringer understøttes af en Gallup-undersøgelse, som Ældre Sagen har fået foretaget. Undersøgelsen viser, at kommunerne nu er helt inde at skære i kernevelfærden.

Kommunernes udgifter til personlig pleje af ældre er faldet fra 2010 til 2011, siger over 30 procent af kommunerne. Kommunerne har ellers altid holdt fast i, at den personlige pleje har højeste prioritet.

Det er simpelthen uværdigt, hvis denne tendens fortsætter, siger Olav Felbo.

Samtidig med nedskæringerne er mulighederne for at klage over kommunens serviceniveau blevet færre. De kommunale klageråd er fjernet ved lov i indeværende år, og klageinstanserne skal nu også tage økonomiske hensyn. Det gælder for eksempel Det Sociale Nævn, som hører under Statsforvaltningen og er uafhængigt af kommunerne. Her kan man søge rådgivning om hjælp, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet.

Men der skal meget til for at rejse en sag, siger Olav Felbo.

Området er helt overvejende baseret på skøn. Hvad er den nødvendige hjælp?

Kommunerne skal fremlægge deres kvalitetsstandarder, og der er eksempler på, at kommuner har ændret deres standarder for hjemmehjælp og lignende på grund af nedskæringerne, og ældre er blevet helt frataget hjemmehjælp eller har fået den nedsat. Endelig vil mange ældre være tilbageholdende med at klage over kommunen. For hvad nu, hvis forholdene blot bliver endnu værre, og de bliver sure på mig?, vil mange nok tænke.

Vi trænger til en etisk debat om vores fælles ansvar for hinanden unge som ældre. Hvor går grænsen for, hvad vi vil være med til? Må vi se i øjnene, at serviceniveauet vil blive ringere og ringere de kommende år, fordi pengene ikke er der? Er vi enige i vores politikeres prioriteringer?

Jeg håber, at der er læsere, som har lyst til at bidrage til denne debat.

Med venlig hilsen

Lis M.